Verner var med S/S Gorm som minesprang i 1940.

Verners beretning er tilsendt mig af Verners datter Tove Rasmussen. jeg synes også i skal mulighed for at læse den. Mvh Jørgen (webassistent og kasser)

S/S Gorm 

Bygget af Nylands verkster Kristiania Norge 1916. Til rederiet D/S Gorm A/S (Poul Carl & A.O. Andersen Kbh).

Solgt den 6. maj 1920 til DFDS til sejlads København-Nordamerika og en gang om året København-Sydamerika.

Den 9. april lå hun i Antwerpen hvor hun var ankommet den 5. april. Hun blev konfiskeret af den Belgiske regering og kom under Belgisk flag.

På en rejse Antwerpen til Ostende blev hun minesprængt den 13. maj 1940 og sank en sømil af Zeebrugge. (ingen omkomne)

Verners Krigsforlig

Sømandsberetning fra krigen i 1940, Fortalt af danske søfolk

 

Forord

Denne sømands beretning vil sprede kendskab til de danske søfolks indsats under krigen i langt videre kredse, end det ellers ville være muligt.

        Denne beretning vil mange nok undre sig over, som kendte Verner, han var kun  22 år da han var udsat for dette forlis om bord på Gorm, sømændene selv tier helst stille med det, som de har været ude for i disse år, men for os andre er der grund til at huske det. Verner ville heller ikke tale om det, derfor forstod vi ikke hvorfor Verner var som han var, og gjorde som han gjorde. Verner blev født på Omø ud for Skælskør den 12. marts 1918, han døede den 19. december 1977, 59 år gammel. Han fik turberkulose først i 50’erne og lå på Arvnstrup Sanatorium i 1 år, han døede af alle de følge sygdomme han fik i koncentrationslejren. 

        De danske søfolk må have været meget bitter på den danske regering, med den hjælp de ikke fik den- gang.

 

 

 

En aften ringede min telefon: Det er Fyrbøder Emil Petersen. Jeg har hørt om denne her bog, de skriver på. Jeg vil gerne hjælpe Dem med den, for det syntes jeg er rigtig.

        Jeg spurgte hvilket skib han havde sejlet med, og om han havde noget at fortælle.

Med De Forenede S/S Gorm, og jeg var i en fransk Koncentrationslejr.

        Der skrev jeg en hel del, som de måske kan bruge. Det er ikke helt færdig, men så kan jeg fortælle Dem resten. Jeg synes, det er rigtig med sådan en Mindebog.

        Vi aftalte at mødes, så snart han fik sine papirer fra sin Mor i Middelfart, og en aften kom han ud til mig.

        En pæn mand, stilfærdig og kultiveret. Hvorfor forestiller man sig egentlig altid en Fyrbøder anderledes?

        Han trak et stort anbefalet Brev op af lommen:

 Se, her har jeg mine papirer fra lejren. Det kneb jo med at skaffe papir, så jeg måtte bruge, hvad der var ved hånden, og spare på det. Det kan de slet ikke finde ud af.

Men jeg har renskrevet en hel del af det, og det kan De nok læse. her er 40 sider.

        Han rakte mig 40 blade brevpapir, tæt beskrevne.

                  Og jeg læste:

Vi lå i Antwerpen den 10. maj 1940, da krigen udbrød mellem Belgien og Tyskland.  Vi var ankommen fra Danmark den 5. April for at indtage stykgodsladning til Danmark. Vi var færdig med at indtage lasten den 10. April, men på grund af begivenhederne i Danmark forblev vi i Havn, indtil vi kunde modtage nærmere ordre.

        Den 10. Maj klokken 12 middag blev skibet sat under arrest, Marinesoldater blev posteret ved landgangen. Vores pas måtte vi afgive, så vi måtte blive ombord. Klokken 18.30 kom en Eskadrille tyske Flyvere og angreb Antwerpen. Vi lå i den gammel Dok, og bomberne faldt fra 500 og op til 1000 meter fra os. En Restaurations på Amsterdam Plads blev ramt, hvorved 17 mennesker blev dræbt, en faldt igennem Red Star Lines Pakhus, og i løbet af natten var der gentagne gange luftalarm; men vi måtte forblive ombord, vi måtte ikke komme i beskyttelsesrum.

        Lørdag den 11. maj gik livet atter sin normale gang. Skipperen og 1. Mester gik i fast rutefart fra bomberum og til skibet, de havde fået tilladelse til at gå i Bomberum.  Vi andre måtte blive ombord og passe vores Arbejde. Ved middagstid kom politiet med to unge mennesker, som de havde taget. De var kommet på motorcykel kamufleret med grønne grene. Det var de tyske troppers forposter i Belgien.

        Om eftermiddagen så vi en gigantisk luftkamp blive udkæmpet. Det var interessant at se, bortset fra alvoren, som ligger bagved. Om aftenen fik jeg til- ladelse af marinesoldaterne til at gå i land og købe en avis, men alt var udsolgt, og Engelske aviser var der heller ingen af.

        Klokken 21 kom der ordre fra land om at fyre op, vi skulle sejle næste morgen. Jeg måtte så ned og fyre op under begge kedler. Jeg arbejdede hele natten, og ved  middagstid den 12. maj havde vi Damp på kedlerne.

        Maskinen blev nu gjort klar, og klokken 14 afgik vi så fra Antwerpen med Belgisk prisemandskab ombord. Vi havde besøg af tyske flyvere flere gange, da vi gik ned ad Scheldefloden. Tre maskiner kom flere gange hen over os, men vi blev ikke beskudt af dem. Om aftene ankede vi ud for Vlissingen og blev liggende der til næste morgen. Om natten blev vi prajet af et Belgisk vagtskib. Der blev så svaret fra os, at vi var Belgisk Goverment ship. Om natten var alt jo mørkt, men de tyske flyvere beskød Vissingen med bomber og maskingeværer.

        Om morgenen klokken 6 lettede vi og gik med varierende fart. Vi fik vores morgenmad klokken 7,30 og var faktisk færdig alle sammen, da vi klokken 7,55 løb på en magnetmine. Hele forskibet blev sprængt bort. Det hele skete på mindre end et halvt minut. Vi sad agter alle sammen. Fyrbøderen, der havde vagten på fyrpladsen, var hende agter for at varsko lemperne. Der var slet ingen nede andre end 2. styrmand, og han nåede at komme op.

        De fleste sprang overbord med det samme. Vi var 7 mand, som fik styrbords redningsbåd ud, og vi roede med det samme agterud for at komme vores kamme-rater til hjælp, men samtidig kom der en båd fra en Belgisk damper, og alle blev reddet.

        Nogle af de andre havde villet fire bagbords båd ned, men passede ikke på. Den går indefter, og bådsmanden får 4 fingre knust. En maskinpasser blødte også, ham trakt vi op i den båd jeg kom med.

        Der kom også en bugserbåd fra land. Den kom vi alle ombord i, og nu gik turen til land.  Pludselig skete der endnu en eksplosion. Det var en Belgisk tank- damper, den lå ikke langt fra Zeebrugge. Man hørte lige knaldet og så en røgsky, men der var intet spor af skibet at se. Det brændte bare på vandet. En mand blev redet fra tankdamperen, og han var forbrændt.

---

Vi kom så ind til Zeebrûgge Lodsstation; men vi fik intet tørt Tøj, og intet blev gjort for os.

        Vi fik at mærke, at nu var vi fanger. Der blev sat soldater til at passe på os, endskønt vi var skibbrudne søfolk og intet havde med krigen at gøre. Vi havde gjort vore pligt, at sejle råstoffer hjem til Danmark, og nu skulle vi straffes. I fire timer sad vi. Vores tøj klaskede ind til kroppen. Så kom der to biler, og nu blev vi kørt til Ostende Marinestation. Der blev vi lukket ind i en samlingstue, og en marinesoldat med gevær stod vagt ved døren.

        Vi forlangte så at få et måltid mad, og nu fik vi brød, cornet beef, sardiner og kaffe. Men nu var det jo aften, og vi skulle så være et sted for natten. Gode råd var dyre, for hvad skulle de nu gøre med så farlige folk? Skipperen måtte op til kommandanten, og langt om længe nåede de så til det resultat, at de kunne sende os ned om bord i en anden af D.F.D.S. båd, (Swava), som lå i Ostende Havn. Så blev vi sendt derned under strengt bevogtning, Og stor var vores gensynsglæde, da vi traf kammeraterne der. De havde jo hørt, at vi var forlist, og at en del af os skulle være gået med skibet ned; men vi manglede jo en mand, Båsen, som vi havde efterladt i Zeebrugge. Han var blevet kørt på Hospitalet i Brygge.

        Vi sov ombord, og den 14 maj om morgenen fik vi besked på, at alle skulle fra borde, også (Swavas) Mandskab. Klokken 7.30 kom der tre biler, som vi alle blev stuvet ind i, og vi fik Belgiske Gendarmer med til at passe på os.

        Nu gik turen til Hournai, en by, som ligger nær den Franske Grænse. Der blev vi kørt ind i en Infanteri kasserne, hvor vi så mænd og kvinder med små børn gå rundt. Vi var jo ikke straks klar over, hvad det var for noget; men så fik vi at vide, at det var de mistænkelige personer, som var taget i Holland og Belgien. Der var ca. 3000; men sandheden var den, at det var folk, som var flygtet fra Tyskland som politiske og  jødiske flygtninge og nu var landet her.

        Vi blev stillet op på militærvis. Vi skulle undersøges fra inderst til yderst, og knive og spidse genstande blev taget fra os. Vi skulle så gå to og to og fik derefter udleveret to skiver tørt brød og en lille kødbolle. Klokken var nu blevet 15.30 og vi fik så ordre til at stille os op 4 og 4. Nu skulle vi til banegården: Kvinder, Mænd og Børn, og på hver side af den lange kolonne gik soldater med gevær og påsat bajonet. De skulle jo passe på, at ingen af os brød ud af geledderne, for farlige kunne vi da ikke være. De havde jo taget, hvad de ville, fra os, så vi have intet, som kunne skade nogens liv eller lemmer.     

        Mens vi marcherede igennem byen, blev der råbt ukvemsord efter os, og folk spyttede og truede ad os, og vi havde kun givet os ud for det vi var, at man så skulle regnes for fordægtige og  mistænkelige, det forstår vi ikke.

        Fra krigens begyndelse havde vi sejlet for Danmark, endog  på allierede havne- men nu fik vi lønnen: Først en magnetisk mine og så en svømmetur mellem vragstumper. At man slap fra det med livet, må være forsynet, som holdt sin hånd over os.

        Vi ankom til banegården, og her blev vi inddelt i hold på 40, ja op til 50. vi skulle indlades i kreaturvogne, og de var meget urene. Vi blev kommanderet ind i vognene, og så snart vi var inde, blev der lukket og låset. Der var fuldstændig mørkt, for vognen var hermetisk tillukket.

        Klokken 18 begyndte køreturen. Hvor vi skulle hen, anede vi ikke; men der var nogle af os, som havde haft hel med sig. De havde fået deres knive med, og nu skar de i plankernes sammenføjninger og fik så enkelte steder så meget åbning, at en lysstribe kunne skimtes. Vi opdagede, at vi kørte i Frankrig.

        Natten forløb nogenlunde, men da næste dag brød frem og solen steg på himlen, blev det varmt i vognen. Vi håbede, at vi  skulle holde ved en eller anden plads og have et måltid, men deri blev vi meget skuffet. Vi holdt mange gange, når soldaterne skulle have deres måltid ved de depoter, som var anlagt af røde kors, og når der blev blæst luftalarm, holdt vi også, så skulle de i bomberum, men vi andre måtte blive i vognene.

        På den måde kørte vi i 46 timer. Der blev råbt ind til os, om der var nogen (malader), det vil sige syge, men det var der ikke hos os . I de andre vogne var der. Vi var 36 søfolk og 4 jøder sammen, men 4 af vores kammerater var kommet i en anden vogn, og i deres vogn var der to, som blev syge. Det var jøder. Den ene var helt væk, som man siger. Døren blev så åbnet, og der blev kommanderet hænderne op. En soldat kom ind i vognen, mens andre stod uden for med gevær i skudklar stilling rettet ind mod vognen.       

        Soldaten så på manden, der var syg. Så løftede han geværet og slog kolben hårdt mod mandens hoved. Det var den undersøgelse, han fik. Så blev døren lukket, og næste gang vi holdt, tog de manden ud. Han var jo nu død.

        Nu fik vi endelig en tår vand at drikke og to pund brød til fem mand.

        Den 16. maj klokken 21.30 ankom vi til en plads, som heder Virzon, ca. 200 kilometer syd for Paris. Vi blev kommanderet ud af vognene. De folk, der steg ud, havde forandret udseende på den køretur. Jeg så folk, der ikke kunne stå på benene, men faldt om med det samme, og der blev de liggende.

        Der var ingen hensyntagende, kun hård brutalitet. Turen hertil havde kostet 23 mennesker livet.

        Vi skulle nu til fangelejren, og der var 6 kilometer at gå; men der var mange, som ikke kunne følge trop. De fik spark og skub. Med skulle de. Soldaterne skulle nok være der, der var jo ingen fare; men jeg ville aldrig betragte dem som ærlige soldater. De var en flok pirater, som stjal fra værgeløse folk. Skipperen fra Swava havde sit gulur med kæde. Det var en soldat, der nok så frækt tog lige op af lommen på ham, og sådan gik det mange.

        Vi ankom til lejren. Mørkt var det, men nu skulle vi anvises barak. En officer holdt en appel til os. Han lovede os meget godt, men vi spurgte, om vi fik noget at spise, i det mindste noget at drikke. Han lovede os vand. Der var en tankvogn, som skulle komme. Klokken 0.30 fik vi vand, men ingen kan forestille sig, hvordan det foregik.

        Vi var jaget ind i en barak til højst regnet 150 mand. Vi var over 300. Trætte var vi alle, så man faldt om med det samme. Vi lå sammenbøjet for at kunne ligge ned. Nu blev der sagt, at vi kunne få vand, og folkene blev helt ville. Barakken måtte vi ikke forlade. Hvis nogen gik ud, ville der blive skudt på os. Der kom en løjtnant, som tog nogle mand, der skulle give os vand. Der gik så et par timer med det, for det var jo svært at komme rundt imellem os. Man blev trådt på, og nogle fik vandet ned over sig.

        Klokken 6 skulle vi op. Så skulde vi have kaffe, og klokken 7 var der appel; men vi fik intet - jo, appellen var der, men intet at spise eller drikke, og vasket kunne man ikke blive. Klokken 12 var der middag - men heller intet at spise. Der var intet kommet ud til lejren af proviant. Endelig klokken 17 fik hver mand 240 g brød og en saltet sardin. Det var vores portion for den dag.

        Og nu kom natten. Igen havde man intet at foretage sig, og sulten var vi alle; men hvad skulle man gøre. Her havde man at lyde, vi kunne ingen krav stille. Næste nat oprandt, og den blev som den foregående; men nu begyndte man at tale sammen, om det skulle blive ved sådan. Vi fik så en barak føre valgt for hver barak, og de skulle så tale vores sag for lejerkommandanten. Ja, han lovede også meget godt, at det skulle nok blive bedre, når blot der kom system i det.

        Vi 40 danske talte så sammen, om der ikke kunne skrives til Gesandtskabet i Paris; men vi skulle have tilladelse til at sende det, så den måtte vi jo hente hos Chefen for lejren. Der skulle skrives på Fransk, men også det kom vi om ved, og et brev blev nu afgivet til kommandanten. Vi mente jo så, at der så skulle blive gjort noget for os, og Kommandanten var flink at tale med. Det var jo en fejltagelse, at vi var blevet anbragt i Koncentrationslejr - forliste søfolk, nej, det havde man aldrig hørt før ? Men tiden gik og vi hørte intet.

        Vi havde efter flere dages forløb opnået at få kogt vand med klatter i. Det skulle vel kaldes suppe. Det fik vi om morgenen, og til middag fik vi Spansk linsesuppe; men det smagte uhyggelig. Af  brød fik vi kun 200 gram om dagen, ingen kartofler eller grønsager i suppen, og der var vel ca. en stor kop hver gang. men vi holdt ud.

        Folk begyndte ellers at blive syge. Det var kun enkelte, men der var heller ingen hjælp at få. Der var nok en barak, som blev kaldt infirmeriet, og et par jøder var kommet der hen som læge; men de havde ingen medikamenter ud over lidt jod og gazebind. Et så simpelt middel som afføringstabletter havde de ikke, og maverne begyndte jo at komme i uorden på forskellige. En morgen så vi soldaterne komme bærende med en inde fra infirmeriet. Han var død. Han blev kørt bort i en lastbil. Så var han friet for sine pinsler.

        Vi blev forespurgt, om nogen ville melde sig til legionen eller ud at arbejde. Vi havde nu aldrig tænkt på at gå i krig og slå vores medmennesker ihjel, så vi sagde nej til legionen; men arbejde ville vi godt. Så gik tiden bedre måske. Der var også nok, som meldte sig til legionen, men det var folk, som var flygtet fra Tysk-land, og ikke kunne vende tilbage. De mente vel, at de måske slap med livet og så kunne få opholdstilladelse i Frankrig efter krigen.

        Nu skulle vi, som havde meldt os til arbejdstjeneste, til lægen og undersøges; men jeg ved ikke, hvad den undersøgelse skulle betyde. Der blev spurgt, om vi var syge. Så svarede vi nej, og så var det forbi. Vi ventede så på at blive sendt ud til det her arbejde, men hvori det bestod, fik vi ikke at vide.

        En morgen var der en fange, der gik helt af amok. Han blev skudt ned, og nogle andre blev arresteret; men hvad de havde forset sig med, kunne vi ikke forstå. Der skulle jo kun en ubetydelighed til.

        Så kom den 28. maj, da vi skulle bort fra lejren og til den her arbejdslejr. Dagen før blev vi visiteret. Alt skulle afleveres, både papir og penge. Vi opdagede, at hovedparten af jøderne havde tusinder af francs på sig, det var belgiske francs og hollandske gylden; men det var de jo ikke glade for, og mange blev gravet ned, så vi. Efter visitationen blev de så taget op igen. Jøderne var bange for at miste det sidste de havde. De fik udstedt en check på det beløb, de afgav, men de havde jo ingen garanti for, at de nogen sinde fik dem igen.

        Rejsen optog os alle sammen. Skulle vi nu på en køretur magen til den, vi lige havde haft? vi fik dog udleveret proviant til to dage, men vi fik intet at drikke på turen. Vi blev så ført op til kreaturtoget, og der blev anbragt 50 mand i hver vogn. Pladsen var mindre end på den første tur, men lemmene i siden måtte stå åben, så nu kunne vi få luft ind.

        Nu kørte vi atter gennem Frankrig, og vi var jo spændt på, hvor vi nu skulle sendes hen. Vi holdt øje med solen, og efter den kørte vi syd på. Det passede også, for om aftenen ankom vi til Bordeaux. Der var vi kendt med broen, der går over Garonne floden, og transportøren så man i det fjerne fra toget. Der skulle vi så holde. Soldaterne skulle vel spise, og anden maskine skulle der også for toget; men lemmene i vognene blev lukket, og vi var atter i mørke.

        Omsider kørte vi da videre igen, men vi måtte holde mange gange undervejs, og andre tog måtte passere os. Natten gik og en ny dag kom.                                  

        Lemmene blev ikke åbnet, men ved forenet hjælp fik vi dem omsider ned, så vi atter kunde få lys ind til os. Vi havde intet fået at drikke i 24 timer, og vi kunne se rindende vand mange steder, men intet få. Så kom der heldigvis en regnbyge, og nogle holdt deres lommetørklæder ud for at få dem fugtet, og så vride et par dråber vand af dem. Alle lider jo ikke lige hårdt under tørstens kvaler.

        Ved middagstid kom vi til en plads, som hedder Narbonne. Der holdt vi måske en time. Så fik vi at vide, at vi skulle ud i nærheden af Pyrenæerne nær den spanske grænse, og efter to timers kørsel kom vi til en lille plads, som hed Elne.

        Vi måtte atter ud af toget, og blev inddelt i hold på 40 mand. Vi skulle køres i lastbiler til Camp Cyprien Pyrenees. Der kørte fem biler ad gangen. Så kom der en bil med soldater, som skulle køre bagefter for at passe på. De lå hen over førerhuset med geværet rettet fremefter. Igennem byen stod der gendarmer, og folk i byen råbte efter os. En gammel kone stod med en bredbladet økse og truede af os, og andre kastede sten. Ja, det var vel deres måde at byde folk velkommen på.

        Vi nåede så ud til lejren. Den ligger helt ud til Middelhavet. Vi blev atter talt op alle mand, om nogen var dessetere under vejs, og så fik vi en barak anvist. Stor blev skuffelsen, da vi så, hvad det var for forhold. Det kan dårlig beskrives.

        Her ud til Middelhavet, hvor det altid blæste? når vinden kom fra land, var den altid koldere, end hvis den kom fra søen, den blev ja presset ned gennem bjergene, og sandet røg os i øjnene. Hvis det skulles kaldes en barak, så er der hvis ingen, der har set sådan en før.

        Og tænk sig, at her havde 150.000 spanske flygtninge levet under borgerkrigen, mænd, kvinder og børn? Her var flygtninge endnu fra den tid, som ikke turde vende tilbage til Spanien, for det ville kun betyde: op af muren? De blev nu udnyttet af franskmændene; men der var alligevel forskel på dem og os. De gik frit omkring, men vi var under skrap bevogtning.

        Omsider fandt vi en barak, som var tildels tæt, men vi måtte ligge på det bare sand. Der var ingen halm. Næste dag blev vi beordret hen i en anden barak, de skulle nok bestemme, hvor vi skulle være. Vi kom nu sammen med 11 katolske Munke og Præster, hvad de nu ellers var, men det var ret fine mennesker. Vi passede os selv og lod dem og jomfru Maria og Santa Elisabeth passe deres.

        Efterhånden kom der ligesom en smugle bedre system med ordningen af kosten. Nu fik vi morgenkaffe, men den var tynd, og ærter fik vi to gange om dagen, men den der kunne finde en ærte i suppen, var heldig. Det var ærter som havde stået på et lager fra Spaniernes tid, Og nu var der gået orm i dem. Følgen blev, at mange blev syge. Nu fik vi også at vide, at 8 mand var døde af udmattelse på den sidste køretur.

        Der skulle nu indføres hårdere disciplin, men heller ikke det lykkedes rigtig for dem. Lejrløjtnanten, vi havde, var en ung fyr, så han skulle gerne vise sin myndighed; men jøderne havde for meget med ham at gøre. Vi var 2700 mennesker, hvor de 2000 var jøder. Der blev oprettet et kontor, hvor alt skulle gå igennem, og det var jøderne, der ledede det. I køkkenet var der jøder, og når der enkelte gange kom kød, blev der kun en mundsmag til os. Sukker til kaffen så vi heller ikke. Der blev oprettet en kantine, hvor vi kunne købe forskellige ting, men det var også jøderne der forestod den. Helt holde os borte fra, hvad der foregik, kunne de ikke; men så blev der oprettet en civil politi, og de skulle holde os borte. Hvis vi ikke adlød dem, kunne de indberette det for kommandanten. Så var det første gang, 2 dages arrest uden brød. Man kunne sige, at vi var faldet blandt ulve.

        For hver dag bliver der flere syge. På grund af manglende næring og ingen grønsager er her udbrudt dysenteri, og folk lider under det. Her er mangel på læger, men de står hjælpeløs overfor det. Medicin har de ikke, og de siger, man skal holde diæt, men hvordan skal man det, når man ikke får andet end suppe? ja, så må vi nøjes med tørt brød og kogt vand; men når vi kommer til køkkenet og forlanger vand, så har de ikke noget - medmindre du kan betale for det. Den smule stopmikstur, lægerne får, er ikke engang nok til halvdelen af dem, der er syge.

        Vi har måtte tage træ fra barakken, som vi har brændt til trækul og så knust og spist. Det hjælper. Vi tænker, de er blevet bange, for nu giver de os ikke ærter mere. Nu for vi bøndesuppe, og vi har fået finker at smøre på brødet om aftenen.

        De hårdest medtagne bliver lagt i barakker for sig, så de har lidt mere kontrol med dem, og nu får de kogt ris, men ikke ret meget. Folkene bliver mere og mere afkræftet, og nu begynder lusene også at komme. Her er vand nok, men sæbe ser vi ikke. Der er kommet ferskner. Vi får to grønne. Det er en stor dag for os, vi som ikke har set grønsager en hel måned. Ej heller fedtstof får vi, det mangler også.

        En fange har i nat hængt sig i infirmeriet. Han kunne ikke holde det ud for smerter. Han klagede sig ustandselig, og intet kunne han få, der kunne lindre. Man ser, hvordan folk må løbe for at komme på latrin, men mange gange når de ikke der over, så er det kommet i benklæderne, for det er ikke altid, de når at få dem ned. Så må de til pumpen og vaske dem, og ingen andre har de og tage på. Ja, der er ikke engang papir på latrinet, så meget kan de ikke give os. Folk bruger, hvad de kan få. Nogle har et lommetørklæde, som de bruger og vasker ud, for hver gang de har været der. Jeg for min part har taget min undertrøje, den eneste jeg havde, den bruger jeg der. Man må spare på den, der kan kun blive til frimærke størrelse, for vi ved jo ikke, hvor længe vi skal være der.          

        Nu er der døde 18, siden vi kom her, så en hver kan forstå, det er ikke under gode sundhedsmæssige forhold, man lever.

        Vi skal nu for en kommission. Hvad det er for en, vil tiden vise. Vi har skrevet til konsulen i Marseille, men intet hørt. Vi håber stadig, der skal komme nogen.

        Vi er 25 mand, som har fået oprettet et gymnastikhold for at foreslå tiden, for arbejde så vi jo ikke noget af udover at holde rent i barakken. Der blev dannet et fast hold til at renholde latriner. De fik et lille stykke brød ekstra.

        Der er ankommet en belgisk komite, som skal undersøge vores papirer. Vi skal nu i dag stilles for den. Vi kommer ind en af gangen og bliver afhørt: hvor vi er født, hvad vores forældre hedder, moderens pigenavn, og om vi havde været soldat, og hvad  våbenart vi tilhører, vores adresse i Danmark o.s.v. Vi er færdige med det. Så spørger vi, hvad det skal betyde, og får til svar, at hvis nogen bliver syge og døde, så kunne det meddeles de pårørende i Danmark. Så tænkte vi jo vores, for vi syntes ikke, det rigtig kunne stemme med de oplysninger, de skulle have.

        I nat har vi haft et heftigt tordenvejr, og regnen har strømmet ned; men i dag har vi fået det med varmen igen. Vi ser nu store formationer af flyvemaskiner komme hen over os og gå i sydvestlig retning. Alle slags rygter begynder at svirre rundt i lejren. Italien er gået med i krigen, og et stort slag bliver udkæmpet i  Mid-delhavet. Vi taler videre sammen om det, nogle siger: ja, så må de komme tilbage igen, og vi venter, for her i nærheden af Perpignan ligger to store flyvepladser; men det bliver aften, og der kommer ingen. Tværtimod begynder der igen at komme flere i samme retning som de første, og hele natten flyver de og næste dag med; men så kommer det frem, at der er sluttet våbenstilstand mellem Tyskland og Frankrig.

        Af Løjtnanten kan vi intet få at vide, men derimod bliver der givet ordre til, at vi skal gå som en slags politivagt i barakken om natten, og døren skal holdes lukket. Hvis nogen kommer ud, bliver der skudt med det samme. Vagtposterne udenfor lejren bliver forstærket. Der er kun et par meter mellem hver. Det kan vi ikke forstå, men så næste dag får en jøde en avis smuglet ind i lejren, og nu ser vi, hvorledes forholdene er ude. Frankrig har overgivet sig. Nu kan de ikke skjule det længere. Så forstår vi bedre de forholdsregler, de tog. De var bange for oprør i lejren. Vi er ca. 12.000 mennesker her af alle nationer, om det så er Javanesere, så er de havnet her. Jøderne er i flertal, men der er 1700 rigstyskere. De var bange for kampe i lejren, men det forløb meget roligt. Vi kan godt sige, at vi alle var udhungrede, så vi magtede ikke meget. Der var gået fem uger her, så vi var ikke i den bedste forfatning.

        Nu kan vi mærke, at soldaterne bliver mere ligegyldige. Nu taler de med de fanger, som kan fransk, og jøderne er ekspert i sprog. De får da også aviser hver dag, som de betaler med nogle få francs. De går så fra barak til barak, og tilbyder at læse dem, og så oversætter de dem til tysk; men så skal barakken betale 50 francs. Fin forretning, når man tager i betragtning, at der er hen ved 400 barakker i lejren, men adskilt med en pigtrådsspærring, så der bliver 60 barakker i hver afsnit.

        Soldaterne begynder at handle med chokolade og cigaretter, men kun i det små, for de må ikke for kommandanten. Jeg så fanger som købte en pakke cigaretter for 10 francs, og solgte dem stykkevis til 20 francs. Da soldaterne hørte det, forlangte de 100 francs for tre pakker; men så gik handelen i stå. Så blev priserne sat ned igen. Soldaterne ville jo gerne sælge. Nu kom der også brød i handelen. 35 francs for et brød, som kostede 3 en halv, så det var der rift om. Vi kunne intet købe, for penge havde vi ingen af, så vi så kun til.

        Nu af gik de 1700 tyskere. De skulle hjem til Tyskland. Hitler havde ved våbentilstanden forlangt, at de tyske, som var i koncentrationslejr, skulle frigives og sendes til den tyske grænse. Så tænkte vi jo, at næste gang måtte turen komme til os; men vi blev sørgelig skuffet.

        Man skulle synes, at nu måtte vi få mere at spise, men det blev mindre i stedet for. Nogle dage kom der intet brød til lejren, så måtte vi nøjes med små kiks. Vi fik enkelte gange tomater, og fire mand  om et løg. Så måtte vi op til køkkenet og se, om vi kunde få lidt salt, men det kunde vi ikke.

        Vi fik nu en ny lejerchef, og han skulle gøre det bedre for os, sagde han; men det så vi ikke meget til. Selv om han havde ville det, kunne han ikke, for der var alt for meget korruption indenfor det franske militær. De bedre forhold udeblev.

        Ved os Danske er der nu stadig 5-7 mand som ligger. Maven er fuldstændig ødelagt. Blodet løber fra dem. Jeg har lige været med til at bære en af mine kam-merater ned på infirmeriet, men jeg siger, at jeg vil ikke engang ønske min fjende der ned. En trækasse at ligge i og beholde tøjet på. Ingen tæpper. Og så var der gravet en stor spand ned, som de skulle forrette deres nødtørft på. Det stank være end på en destruktionsanstalt, og så i tusindvis af fluer, som summede omkring. Det var sygehuset i en fransk koncentrationslejr.

        Vi opnår nu tilladelse til at gå i vandet. Vi har snart gået her i to måneder og set på det blånende og skønne Middelhavet kun 50 meter fra det; men der var en høj pigtrådsspærring og soldaternes geværer, som holdt os borte fra det. Nu får vi lov at bade, og nu ser man hvordan folk sidder og piller lus af deres tøj, og forbit af dem over hele kroppen er de. Og så er her store sandlopper, som kan gøre livet pinefuldt.

        Hver mand får nu en kop rødvin om dagen, det skulle hjælpe på maverne; men vor er det surt og skimmelt, det er ikke første klasses. Men vi drikker det. Alt kan spises nu. Vi ser, når de kaster kødben ud fra køkkenet og over i møddingen, så falder de over dem som en flok sultne ulve og knurre af hinanden som dyr. Det er sørgeligt at se, men det er den nøgne sandhed.

        De 7 munke er rejst. De gav os lidt penge, og for dem har vi købt tobak. Vi kan få 10 gr. hver, det har vi ikke smagt længe, så det bliver en nydelse for mange. Og tænk engang, den franske stat har bevilget 30 gr. sæbe til hver mand. Nu overgår de sig selv. Det er første gang, man kan blevet vasket med sæbe, siden vi blev minesprængt. Man er ellers blevet solbrændt, men nu kan det ske, at det forsvinder.

 

        I dag ankommer 150 Hollændere og Belgiere til lejren. De kommer fra en anden lejr, men de skal samles her og gå som anden transport tilbage til deres lande.  Først skal de for en belgisk kommission, som er ankommet hertil.  Vi har talt med flere af dem, og de har været under samme forhold som vi. De fortæller, at de afgik med tog fra Tournai den 16. maj, men deres tog blev beskudt, og der var 120 døde. De var låst inde i kreaturer vogne, ligesom vi havde været, så de kunne intet foretage sig. Mellem dem var en fange, hvis hele klædedragt bestod af en imprægneret frakke. Det andet var faldet af sagde han.

        Vi får at vide at vi kan komme med en anden transport, som skal afgå, men kun til den tyske grænse. Vi siger ja, men samtidig får vi at vide, at de breve, som vi har skrevet til gesandtskabet og til konsulatet i Marseille, ligger på kontoret. De er aldrig kommet længere. Så kan vi bedre forstå at vi intet har hørt. Vi får i hast lavet et andet brev, og det får vi med en belgisk flyverløjtnant, som er her i byen, også som fange, men han kan gå og komme som han vil.

        Efterhånden er der kun få soldater til vagttjeneste, så nu begynder folkene at tage sig en tur udenfor pigtråden; men vi håber jo at komme herfra i nær fremtid, så vi vil vente og se. Vi taler dog tit om, at  skal vi blive, så må vi flygte, og det skal være medens vi stadigvæk kan gå. Der er sytten timer op over Pyrenæerne, og ind til den spanske grænse. Vi har 350 kilometer til Marseille, og under disse forhold er man i stand til at gå på, bare for at komme væk.

        Der bliver givet ordre til, at det kun er de Hollændere og Belgiere, som er mellem 17 og 35 år, som kan komme tilbage. De skal på arbejdstjeneste i Tyskland. Så vi andre må atter vente. Der skal 3.000 italienere af sted herfra. De skal før os siger de, så  skal vi komme i betragtning næste gang; men vi tror ikke på det. Nu venter vi på at høre fra konsulen.

        Vi har talt med lægen mange gange, om han ikke kunne gøre noget for os, så vi kunne få tæpper, for vi frøs om natten. Her er varmt om dagen men koldt om natten. Så nu i dag blev der sagt at vi kunne få dem, men hver mand kunne ikke få, så vi måtte slå os sammen. Så kunne der blive to tæpper til tre mand. Der var store huller i de tæpper vi fik. Laser som var kasseret fra militæret, men det var bedre end intet. Nu har vi skrevet til konsulen, om han kan hjælpe os med midler, så vi kan få lidt tøj, for mange af os har ikke noget. Det falder simpel hen af os. Der er flere som slet ikke har fodtøj eller undertøj.

        Der bliver givet ordre til, at alle under 18 år skal til en anden lejr, men vi har kun messedrengen, ud af os 40 dansker han den eneste, så vi syntes, det er synd, han skal med. For det første kan han ikke sprog, og når han så ikke er tilbørlig fræk, kan han slet ikke klare sig. Så vi har talt med skipper, at han må gå til kommissionen og være formynder for messedrengen. Skipper er det ombord, så må han også være det her.

        Nu får vi brev fra konsulen, at han skal sætte sig i forbindelse med gesandtskabet i Vichy og arbejde så hurtigt, han på nogen mulig måde kan, for at få os fri. Samtidig fik vi 4.000 Francs, men hvad er det til 40 mand, som er blottet for alt: men vi er indespæret og kan intet fortage os. Jeg håber adskillige nok forstår, hvad de er at henvende sig til en konsul. De er repræsentanter for det land, som de er udsendt fra, og skal hjælpe deres landsmænd, som er kommet i nød. Her drejer det sig ikke om en fuld fyrbøder eller matros, som er blevet agterudsejlet, men om 40 mand, altså om 40 mand, altså om danske søfolk, som uskyldigt sidder i fransk fangeskab, om de kan få 100 francs, 10 kr. i danske penge --- og hver mand har 1.00 kr. tilgode. I slutningen af konsulens brev står der, at yderligere hjælp kan ikke gives. Folk, som ikke beder om almisse, men kun har gjort deres pligt, skal de ikke give det svar.

        Vi må nu se, hvad vi kan udrette med de 100 francs. De fleste af os ville gerne købe for dem med det samme, så kunne vi måske blive mæt for en gangs skyld, men det går ikke. Man må have lidt til hver dag, så længe e kan strække til, og nu til aften får vi for første gang lobescoves. Det er jo bedre end suppe, men selv om det har navnet lobescoves, så er det kun kartoffelmos. Vi er nøjsomme, folk ude i det frie liv ville ikke spise det. Når man en dag ikke fik kød, skulle vi have fisk, og de blev kogt som de var , ikke gjort ren eller skyllet, og de lugtede, så de ikke var til at komme i munden, selv om vi var aldrig så sultne. Så var vi nogle fra barakken der gik med det samme og vi fik ikke noget andet. Så længe vi var i lejren, måtte vi nøjes med den behandling, vi fik. Vores barak føre fik den besked, at han kunne sige, når maden var god, men klage det kunne han ikke.

        Nu køber vi ris, så vi kan koge det i vand. Vi laver fyrsted i sandet og får fat i konservesdåser, som vi bruger som gryder, så vi på den måde kan stilne lidt for sulten. Salt udvinder vi på den måde, at vi henter vand i Middelhavet og stiller det i solen i vores spisebakker, så vandet kan fordampe.

        Vi har fået rotter og mus i barakken, og de kan holde os vågne om natten. Vi kan dårligt dele vores sparsomme brødration med dem, men somme tider har de været og gnavet i det. Så må vi undvære.

        Vi får en hollænder til at tage til Pergignan for  at tale med konsulen der, om han ikke kan gøre noget for os, når han nu får hele sagen forklaret. Vi mener det er bedre, og hollænderen kan tale fransk, så han kan bedre klare den en, der ikke kan sproget. Det er en Nederlandsk konsul. Vi fik den besked at konsulen intet kunne gøre for os. Så var vi lige vidt. Vi forbandede det hele ad helvede til. Ingen ville have noget med os at gøre, for den her med, som konsulen skrev, at de skulle gøre alt hvad de kunne, troede vi ikke på. Vi sad godt gemt hen og kostede ikke den danske stat noget.

        Det går efterhånden meget dårligt med at få proviant ud til lejren. Det er ikke hver dag der kommer brød, og det der kommer er bagt af muggent hvede. Forleden kom de med oksekød der var helt sort. Det måtte graves ned, det var ikke til at spise. Men franskmændene tænkte vel som så, at det var godt nok til fangerne.

 

        Vi har fået doktoren til at skrive en attest til os, som vi så vil sende til konsulen. Den lyder på at vi er underernæret i højeste grad, og at vi mangler alt, og de forhold kan intet menneske blive ved at leve under, uden at helbredet bliver ødelagt. Som doktoren siger, var vi søfolk mere hårdføre overfor livet end de andre.  Vi var i forvejen ikke forvent med luksus.

        Der kommer nu mange jødiske kvinder ud til lejren. De er blevet frigivet, mens mændene stadig er fanger, men de kan få lov til at tale sammen. Kvinderne og deres børn bor i Elne, en lille plads i nærheden af lejren. De får 10 francs om dagen, men så må de sørge for sig selv. De har et køkken hvor de kan tilberede deres mad. Hvor ser de dog ud! Den dag man så dem i Tournai, var de meget pæne, men nu! Ja, det kan dårligt beskrives. Jeg hørte en aften et par jøder stå sammen, og de beklagede den behandling, deres kvinder havde været ude for. Livet var ikke godt i koncentrationslejren.

        Vi har en fyrbøder, Anders, som kæmpede på de Allieredes side i sidste Verdenskrig. Han har fået tilladelse til at komme til kommandanten og tale med ham. Han vil se, om han kan blive fri og komme til at gå ude, men kommandanten siger til ham, at det kun varer to til tre dage, så vil alle danske være fri. Vi venter så og ser, om det skulle slå til denne gang. Engang må det vel komme. Men dagene går og der sker intet med os.

        En morgen er der stort slagsmål ved pigtråden, sort af mennesker. Det må vi ned og se! Det er en fange der har købt 15 brød af soldaterne, og brødet må kastes over pigtråden. Men manden får dem jo ikke alle sammen, selv om han har hjælpere. De havner hist og her, og der kommer til at flyde blod. Nogle af brødene bliver rykket over, når to mand fik fat i dem.

        Der udstedes en ny parole om, at vi skal inddeles i kompagnier på 250 mand, og så skal vi ud til arbejdstjeneste, hvorhen ved vi ikke, men jeg tænker, det er blind alarm, som alt andet, de foretager sig her, men tiden går da med det. Vi 40 mand bliver stillet op sammen med diverse nationer, som bliver blandet sammen for at danne et kompagni for sig. I dag skal vi have vores seng redt og renset for lus og lopper. Det består i at de par strå, vi har tager vi ud og brænder. Så graver vi sandet op , hvor vi ligger og sover, og blander det med klor. Men hvor det lugter! Det blevet vist ikke godt at sove der i nat. De har lovet os rent halm til aften. Det kom også men det var muggent. Nu er spørgsmålet bare, hvad der er det fineste parfume, muggent halm eller klor, men det må vi selv om for det bekymre ikke franskmændene.

        Vi stilles nu op til appel to gange om dagen. Vi skal tælles op, for der stikker nogle af hver nat. Optællingen foregår ved navneopråb. Det gør dog ingen forskel, for en mand siger stolt ja flere gange, så det er en dårlig kontrol.

        Hver enkelt mand bliver nu spurgt, om han vil blive i Frankrig, eller om han vil hjem til sit land – det er vel også kun en formular – men så får vi at vide, at det ikke gælder os, kun dem, som har noget udestående med deres fødeland og ikke vil tilbage.  De skal underskrive en slags kontrakt. Jeg tænker at de er solgt, når de har skrevet under, for så kan de vel sendes hen og arbejde, hvor det skal være – om det så er Djævleøen.

 

Her hørte Emil Pedersens dagbog op. Jeg sad overfor ham og undrede mig over, at den mand havde oplevet alt det, og jeg var spændt på at høre enden på historien. Det gjorde han – stilfærdigt og roligt;

        Så en dag kommer der en kommission. Vi troede det var en fransk civilkommission. Først fik lederen en liste over os

        Hvad er det her for noget, sagde han, 40 danskere?

Så kom vi til afhøring en for en.

Der går så 2-3 dage. Så kommer der en ind i barakken til os og siger:

Goddag kammerater!

Vi kigger på ham.

Goddag, sagde vi.

        Der kom en gammel mand efter ham, en tysk oberst med kejser Wilhelm skæg. Vi troede, det var konsulen fra Marseille. Han talte perfekt dansk.

        Jeg har set jeres papirer, hvordan er I kommet her?

Det fortalte vi ham så.

        Det var meget, sagde han. At de har arresteret søfolk, der er skibsbrudne. Det har jeg s’gu aldrig hørt før. Men det skal I ikke være kede af, inden 3 dage er I ude herfra.

        Det sagde vi jo tak til.

        Vi er tyskere, sagde han, jeg kommer fra den tyske kommission i Wiesbaden for at undersøge lejrene her.

        Det var i august måned, da Frankrig havde kapituleret. Ham der talte dansk, var civil. Den franske kommandant i lejren havde åbenbart ingenting at skulle have sagt.

        Så sagde han – den civile – til os:

I Danmark behandler de vist hestene bedre, de får da rent halm hver dag.

Hvad vi fik at spise? Spurgte han.

Det fortalte vi,

        Ja det var jo ikke meget, men nu skal I være ude om 3 dage, måske vil der løbe en dag på til; men mere end 4 dage skal I ikke få lov til at vente

 

        Det slog også til 3 dage efter var vi ude. Vi havde været der i 3½ måned.

Der kom en besked om, at vi 40 danske skulle stille op. Så kom en mand ud og læste en skrivelse op for os. Vi var frie, men vi skulle sendes af sted under bevogtning til Marseille og overgives til den danske konsul der.

        Der var to gendarmer med. Vi kørte i biler fra Elne til Narbonne – der var 350 kilometer fra lejren til Marsielle. Vi kørte fra lejren ved 3-4 tiden om eftermiddagen, og fra Narbonne kom vi med kreaturvogne, men vognene var rene. Vi ankom til Marsielle ved 9 tiden, det var en rejse på 17-18 timer.

        Vi så mere eller mindre farlige ud alle sammen. Vi var barbenede, og tøjet fuld af huller. Fra banegården marcherede vi til konsulen. Han anede ikke at vi kom. Så vi blev stående nede på gaden, mens en af gendarmerne gik op til konsulen. Han var en flink mand. Han var fransk mand, men talte perfekt dansk.

        Det første var at vi forlangte noget at spise, så kom sekretæren og sagde, at det kunne han ikke skaffe, men en sandwich kunne vi få, og det fik vi så i et værtshus og hver to glas øl.

        Så skulle vi havde tøj, og der var gode råd dyre. Konsulen havde ikke været i forbindelse med Danmark siden 9. april, og han havde ingen penge. Men han var flink. Det forenede havde en agent dernede, en franskmand, og ham gik konsulen ned til.

        Agenten stillede sig velvilligt, han sagde:

Ja, jeg har jo ingen garanti for, at jeg nogen sinde bliver agent for de forenede mere, men jeg vil låne jer 40.000 francs af min egen lomme.

        Konsulen skød også lidt til, og så måtte vi få tøj hver for 12 –1400 francs, så vi kunne blive klædt på.

        Vi fik undertøj, strømper og sko og det hele, og blev barberet. Nogle havde fuldskæg – og blev fotograferet. Jøderne i lejren havde barbergrejer, og dem havde vi andre lånt.

        Vi blev klædt på og kom til at sove nogle på konsulatet og andre på nogle værelser i nærheden.

        Det var lørdag da vi kom til Marsielle, og om søndagen skulle han skaffe logi til os alle sammen. Det var jo ikke helt let, men vi kom da ned på det franske sømandshjem og boede der og spiste på hotel. Hotellets ejer var hjemsendt fra kapitulationen. Konsulen betalte 45 francs om dagen for hver af os for kosten alene, vi fik morgenmad, frokost og middagsmad. Det var meget godt.

        Der var en sygeplejeske, dansker, som var kommet fra Paris, hun passede os. Hun havde passet et gammelt ægtepar i Paris. De flygtede ved kapitulationen, og nu var sygeplejesken kommet til Marseille. Hun oversatte for os og serverede for os sammen med en pige på hotellet.

        Der gik nogle dage, så forlangte værten 50 francs om dagen for hver. Vi spiste for meget sagde han.

        Giv os 45 francs om dagen, sagde vi til konsulen, så skal vi nok ordne der selv.

        Logiet betalte konsulen jo ved siden af.

Jeg sagde til en matros:

        Vi går ned i havne kvarteret, i en eller anden arbejderrestaurant, der får vi det for det halve.

        Vi kom ind på et spisehus, til en neger;

Hvad skal vi give for kosten her?

Ja-e, hvad skal vi sige…hvad er I for nogen?

Det fik han at vide.

Ja, så kan I give 22 francs om dagen.

Det er allright!

Men to dage er kødløs. Kan I lide kaniner?

Vi spiser alting.

        Og det var godt det vi fik. Så kan man jo se hvad den anden har tjent på os.

Først var det bestemt , at vi skulle rejse over Paris, men banerne var ødelagt, og så skulle vi over Grenoble og Schweiz. Vi skulle altså først have indrejsetilladelse til Schweiz. Det fik vi , så skulle vi havde indrejsetilladelse til Tyskland. Alt det bevirkede at vi fik 16 dage i Marsielle. Men endelig kunne vi komme af sted.

Hvad tid skal I af sted? Spurgte negeren.

Ja, vi skal af sted klokken 5.

Jeg har nu ellers ikke åbent på den tid, men jeg skal nok stå op og give jer et måltid mad.

Vi fik også et godt måltid mad, inden vi tog af sted, og et par stykker med os.

        Vi kørte fra Marsielle i bil klokken 6 om morgenen, til Geneve. Der ankom vi klokken halv ni om aftenen. Det var en dejlig tur. Vi havde jo stop undervejs. Det ene sted fik vi middagsmad, og så holdt vi en gang til om eftermiddagen ved en restaurant. Der fik vi en øl, og så kørte vi videre.

        I Geneve boede vi på det fineste hotel, jeg har været inde på. Det er det flotteste jeg har set, også der fik vi noget at spise. Vi var der fra om aftenen til næste morgen.

        På banegården fik vi rigtig kaffe og alt det franskbrød og smør, vi kunne spise og hver en pose med 4 rundstykker og en pølse, 2 æbler og en plade chokolade. Så rejste vi fra Geneve til Berlin. På grænsestationen skulle vi visitters, men vi gik glat igennem – to hold på 20 mand hver.

        I Berlin var der ingen til at tage imod os. Cooks Rejsebureau skulle sørge for os, så vi ringede til hovedkontoret. Der kom så en mand og vi blev installeret på 3 hoteller.

        Det varede to dage med at få indrejsetilladelse til Danmark – selv om vi alle sammen var danske statsborgere. Vi levede godt i Berlin, og boede også godt. I toget fra Berlin kunne vi ikke få noget, men vi fik middag på den tyske færge fra Warnemünde til Gedser. Vi kom til København om aftenen, og der var der søforhør. Søforhøret er noteret ind i ”Dansk Søulykke-Statistik 1940, udgivet af Ministeriet for handel, industri og søfart, bogen har nr. 144.

Punkt 116 på side 26 står følgende:

116. S/S Gorm af København, 2156 Register Ton Brutto Bygget 1916 af stål. På rejse fra Antwerpen med stykgods.

        Forliste efter eksplosion den 13/5 1940.  Søforklaring i Marseille den 20/8 1940. Søforhør i København den 5/9 1940. Forlisanmeldelsen dateret København 9/9 1940.

Klokken 750, da Gorm, der havde lods og belgisk pricemandskab om bord, befandt sig tværs af Zebrygge i en afstand af cirka 1½ sømil, indtraf en voldsom eksplosion. I løbet af cirka ½ minut stod forskibet under vand. Redningsbådene blev straks bemandet og firet af; men under nedfiringen blev bagbord’s redningsbåd fyldt med vand, hvorfor de ombordværende måtte springe i vandet. De pågældende blev kort efter taget op af styrbord’s redningsbåd samt af en redningsbåd fra en forbisejlende belgisk damper. Lodsbådene fra Zebrygge, der var kommet til stede, tog de redede, dere befandt sig i den belgiske dampers redningsbåd, om bord, hvorefter Gorm’s styrbords redningsbåd blev taget på slæb ind til Zebrygge, hvor en matros, der under nedfiringen af redningsbådene havde fået sin højre hånd beskadiget, blev indlagt på hospital, medens den øvrige del af Gorm’s besætning blev behandlet som krigsfanger.

Anm. Eksplosionen antages at skyldes krigsårsager.

 

Den danske fyrbøders beretning er endt – en beretning om et krigsforlis, en kamp for livet ”mellem vragstumper”, som han selv sagde, og 3½ måned i koncentra -tionslejr under de forfærdeligste forhold.

Jeg forstår ikke, at han ikke raser mod hele verden over denne uretfærdighed, men han sidder der foran mig og ryster blot på hovedet:

Ja, det er vel næsten, så ingen tror på det. Jeg undre mig jo selv over, at det alt sammen er rigtigt.

Han sidder lidt og fortæller andre småtræk fra sine oplevelser:

Vi lignede skeletter, da vi kom fra lejren. 1. mester havde tabt over 30 pund. De unge mennesker led for resten mest. En hovmestermath, en stor, kraftig fyr på 18 år, faldt om  af udmattelse. De der var under 18 år, fik lov til at komme over til de franske soldater for at få ekstra mad, når soldaterne havde spist til middag.

 
   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Verners Krigsforlig

Sømandsberetning fra krigen i 1940, Fortalt af danske søfolk

 

Forord

Denne sømands beretning vil sprede kendskab til de danske søfolks indsats under krigen i langt videre kredse, end det ellers ville være muligt.

        Denne beretning vil mange nok undre sig over, som kendte Verner, han var kun  22 år da han var udsat for dette forlis om bord på Gorm, sømændene selv tier helst stille med det, som de har været ude for i disse år, men for os andre er der grund til at huske det. Verner ville heller ikke tale om det, derfor forstod vi ikke hvorfor Verner var som han var, og gjorde som han gjorde. Verner blev født på Omø ud for Skælskør den 12. marts 1918, han døede den 19. december 1977, 59 år gammel. Han fik turberkulose først i 50’erne og lå på Arvnstrup Sanatorium i 1 år, han døede af alle de følge sygdomme han fik i koncentrationslejren. 

        De danske søfolk må have været meget bitter på den danske regering, med den hjælp de ikke fik den- gang.

 

 

 

En aften ringede min telefon: Det er Fyrbøder Emil Petersen. Jeg har hørt om denne her bog, de skriver på. Jeg vil gerne hjælpe Dem med den, for det syntes jeg er rigtig.

        Jeg spurgte hvilket skib han havde sejlet med, og om han havde noget at fortælle.

Med De Forenede S/S Gorm, og jeg var i en fransk Koncentrationslejr.

        Der skrev jeg en hel del, som de måske kan bruge. Det er ikke helt færdig, men så kan jeg fortælle Dem resten. Jeg synes, det er rigtig med sådan en Mindebog.

        Vi aftalte at mødes, så snart han fik sine papirer fra sin Mor i Middelfart, og en aften kom han ud til mig.

        En pæn mand, stilfærdig og kultiveret. Hvorfor forestiller man sig egentlig altid en Fyrbøder anderledes?

        Han trak et stort anbefalet Brev op af lommen:

 Se, her har jeg mine papirer fra lejren. Det kneb jo med at skaffe papir, så jeg måtte bruge, hvad der var ved hånden, og spare på det. Det kan de slet ikke finde ud af.

Men jeg har renskrevet en hel del af det, og det kan De nok læse. her er 40 sider.

        Han rakte mig 40 blade brevpapir, tæt beskrevne.

                  Og jeg læste:

Vi lå i Antwerpen den 10. maj 1940, da krigen udbrød mellem Belgien og Tyskland.  Vi var ankommen fra Danmark den 5. April for at indtage stykgodsladning til Danmark. Vi var færdig med at indtage lasten den 10. April, men på grund af begivenhederne i Danmark forblev vi i Havn, indtil vi kunde modtage nærmere ordre.

        Den 10. Maj klokken 12 middag blev skibet sat under arrest, Marinesoldater blev posteret ved landgangen. Vores pas måtte vi afgive, så vi måtte blive ombord. Klokken 18.30 kom en Eskadrille tyske Flyvere og angreb Antwerpen. Vi lå i den gammel Dok, og bomberne faldt fra 500 og op til 1000 meter fra os. En Restaurations på Amsterdam Plads blev ramt, hvorved 17 mennesker blev dræbt, en faldt igennem Red Star Lines Pakhus, og i løbet af natten var der gentagne gange luftalarm; men vi måtte forblive ombord, vi måtte ikke komme i beskyttelsesrum.

        Lørdag den 11. maj gik livet atter sin normale gang. Skipperen og 1. Mester gik i fast rutefart fra bomberum og til skibet, de havde fået tilladelse til at gå i Bomberum.  Vi andre måtte blive ombord og passe vores Arbejde. Ved middagstid kom politiet med to unge mennesker, som de havde taget. De var kommet på motorcykel kamufleret med grønne grene. Det var de tyske troppers forposter i Belgien.

        Om eftermiddagen så vi en gigantisk luftkamp blive udkæmpet. Det var interessant at se, bortset fra alvoren, som ligger bagved. Om aftenen fik jeg til- ladelse af marinesoldaterne til at gå i land og købe en avis, men alt var udsolgt, og Engelske aviser var der heller ingen af.

        Klokken 21 kom der ordre fra land om at fyre op, vi skulle sejle næste morgen. Jeg måtte så ned og fyre op under begge kedler. Jeg arbejdede hele natten, og ved  middagstid den 12. maj havde vi Damp på kedlerne.

        Maskinen blev nu gjort klar, og klokken 14 afgik vi så fra Antwerpen med Belgisk prisemandskab ombord. Vi havde besøg af tyske flyvere flere gange, da vi gik ned ad Scheldefloden. Tre maskiner kom flere gange hen over os, men vi blev ikke beskudt af dem. Om aftene ankede vi ud for Vlissingen og blev liggende der til næste morgen. Om natten blev vi prajet af et Belgisk vagtskib. Der blev så svaret fra os, at vi var Belgisk Goverment ship. Om natten var alt jo mørkt, men de tyske flyvere beskød Vissingen med bomber og maskingeværer.

        Om morgenen klokken 6 lettede vi og gik med varierende fart. Vi fik vores morgenmad klokken 7,30 og var faktisk færdig alle sammen, da vi klokken 7,55 løb på en magnetmine. Hele forskibet blev sprængt bort. Det hele skete på mindre end et halvt minut. Vi sad agter alle sammen. Fyrbøderen, der havde vagten på fyrpladsen, var hende agter for at varsko lemperne. Der var slet ingen nede andre end 2. styrmand, og han nåede at komme op.

        De fleste sprang overbord med det samme. Vi var 7 mand, som fik styrbords redningsbåd ud, og vi roede med det samme agterud for at komme vores kamme-rater til hjælp, men samtidig kom der en båd fra en Belgisk damper, og alle blev reddet.

        Nogle af de andre havde villet fire bagbords båd ned, men passede ikke på. Den går indefter, og bådsmanden får 4 fingre knust. En maskinpasser blødte også, ham trakt vi op i den båd jeg kom med.

        Der kom også en bugserbåd fra land. Den kom vi alle ombord i, og nu gik turen til land.  Pludselig skete der endnu en eksplosion. Det var en Belgisk tank- damper, den lå ikke langt fra Zeebrugge. Man hørte lige knaldet og så en røgsky, men der var intet spor af skibet at se. Det brændte bare på vandet. En mand blev redet fra tankdamperen, og han var forbrændt.

---

Vi kom så ind til Zeebrûgge Lodsstation; men vi fik intet tørt Tøj, og intet blev gjort for os.

        Vi fik at mærke, at nu var vi fanger. Der blev sat soldater til at passe på os, endskønt vi var skibbrudne søfolk og intet havde med krigen at gøre. Vi havde gjort vore pligt, at sejle råstoffer hjem til Danmark, og nu skulle vi straffes. I fire timer sad vi. Vores tøj klaskede ind til kroppen. Så kom der to biler, og nu blev vi kørt til Ostende Marinestation. Der blev vi lukket ind i en samlingstue, og en marinesoldat med gevær stod vagt ved døren.

        Vi forlangte så at få et måltid mad, og nu fik vi brød, cornet beef, sardiner og kaffe. Men nu var det jo aften, og vi skulle så være et sted for natten. Gode råd var dyre, for hvad skulle de nu gøre med så farlige folk? Skipperen måtte op til kommandanten, og langt om længe nåede de så til det resultat, at de kunne sende os ned om bord i en anden af D.F.D.S. båd, (Swava), som lå i Ostende Havn. Så blev vi sendt derned under strengt bevogtning, Og stor var vores gensynsglæde, da vi traf kammeraterne der. De havde jo hørt, at vi var forlist, og at en del af os skulle være gået med skibet ned; men vi manglede jo en mand, Båsen, som vi havde efterladt i Zeebrugge. Han var blevet kørt på Hospitalet i Brygge.

        Vi sov ombord, og den 14 maj om morgenen fik vi besked på, at alle skulle fra borde, også (Swavas) Mandskab. Klokken 7.30 kom der tre biler, som vi alle blev stuvet ind i, og vi fik Belgiske Gendarmer med til at passe på os.

        Nu gik turen til Hournai, en by, som ligger nær den Franske Grænse. Der blev vi kørt ind i en Infanteri kasserne, hvor vi så mænd og kvinder med små børn gå rundt. Vi var jo ikke straks klar over, hvad det var for noget; men så fik vi at vide, at det var de mistænkelige personer, som var taget i Holland og Belgien. Der var ca. 3000; men sandheden var den, at det var folk, som var flygtet fra Tyskland som politiske og  jødiske flygtninge og nu var landet her.

        Vi blev stillet op på militærvis. Vi skulle undersøges fra inderst til yderst, og knive og spidse genstande blev taget fra os. Vi skulle så gå to og to og fik derefter udleveret to skiver tørt brød og en lille kødbolle. Klokken var nu blevet 15.30 og vi fik så ordre til at stille os op 4 og 4. Nu skulle vi til banegården: Kvinder, Mænd og Børn, og på hver side af den lange kolonne gik soldater med gevær og påsat bajonet. De skulle jo passe på, at ingen af os brød ud af geledderne, for farlige kunne vi da ikke være. De havde jo taget, hvad de ville, fra os, så vi have intet, som kunne skade nogens liv eller lemmer.     

        Mens vi marcherede igennem byen, blev der råbt ukvemsord efter os, og folk spyttede og truede ad os, og vi havde kun givet os ud for det vi var, at man så skulle regnes for fordægtige og  mistænkelige, det forstår vi ikke.

        Fra krigens begyndelse havde vi sejlet for Danmark, endog  på allierede havne- men nu fik vi lønnen: Først en magnetisk mine og så en svømmetur mellem vragstumper. At man slap fra det med livet, må være forsynet, som holdt sin hånd over os.

        Vi ankom til banegården, og her blev vi inddelt i hold på 40, ja op til 50. vi skulle indlades i kreaturvogne, og de var meget urene. Vi blev kommanderet ind i vognene, og så snart vi var inde, blev der lukket og låset. Der var fuldstændig mørkt, for vognen var hermetisk tillukket.

        Klokken 18 begyndte køreturen. Hvor vi skulle hen, anede vi ikke; men der var nogle af os, som havde haft hel med sig. De havde fået deres knive med, og nu skar de i plankernes sammenføjninger og fik så enkelte steder så meget åbning, at en lysstribe kunne skimtes. Vi opdagede, at vi kørte i Frankrig.

        Natten forløb nogenlunde, men da næste dag brød frem og solen steg på himlen, blev det varmt i vognen. Vi håbede, at vi  skulle holde ved en eller anden plads og have et måltid, men deri blev vi meget skuffet. Vi holdt mange gange, når soldaterne skulle have deres måltid ved de depoter, som var anlagt af røde kors, og når der blev blæst luftalarm, holdt vi også, så skulle de i bomberum, men vi andre måtte blive i vognene.

        På den måde kørte vi i 46 timer. Der blev råbt ind til os, om der var nogen (malader), det vil sige syge, men det var der ikke hos os . I de andre vogne var der. Vi var 36 søfolk og 4 jøder sammen, men 4 af vores kammerater var kommet i en anden vogn, og i deres vogn var der to, som blev syge. Det var jøder. Den ene var helt væk, som man siger. Døren blev så åbnet, og der blev kommanderet hænderne op. En soldat kom ind i vognen, mens andre stod uden for med gevær i skudklar stilling rettet ind mod vognen.       

        Soldaten så på manden, der var syg. Så løftede han geværet og slog kolben hårdt mod mandens hoved. Det var den undersøgelse, han fik. Så blev døren lukket, og næste gang vi holdt, tog de manden ud. Han var jo nu død.

        Nu fik vi endelig en tår vand at drikke og to pund brød til fem mand.

        Den 16. maj klokken 21.30 ankom vi til en plads, som heder Virzon, ca. 200 kilometer syd for Paris. Vi blev kommanderet ud af vognene. De folk, der steg ud, havde forandret udseende på den køretur. Jeg så folk, der ikke kunne stå på benene, men faldt om med det samme, og der blev de liggende.

        Der var ingen hensyntagende, kun hård brutalitet. Turen hertil havde kostet 23 mennesker livet.

        Vi skulle nu til fangelejren, og der var 6 kilometer at gå; men der var mange, som ikke kunne følge trop. De fik spark og skub. Med skulle de. Soldaterne skulle nok være der, der var jo ingen fare; men jeg ville aldrig betragte dem som ærlige soldater. De var en flok pirater, som stjal fra værgeløse folk. Skipperen fra Swava havde sit gulur med kæde. Det var en soldat, der nok så frækt tog lige op af lommen på ham, og sådan gik det mange.

        Vi ankom til lejren. Mørkt var det, men nu skulle vi anvises barak. En officer holdt en appel til os. Han lovede os meget godt, men vi spurgte, om vi fik noget at spise, i det mindste noget at drikke. Han lovede os vand. Der var en tankvogn, som skulle komme. Klokken 0.30 fik vi vand, men ingen kan forestille sig, hvordan det foregik.

        Vi var jaget ind i en barak til højst regnet 150 mand. Vi var over 300. Trætte var vi alle, så man faldt om med det samme. Vi lå sammenbøjet for at kunne ligge ned. Nu blev der sagt, at vi kunne få vand, og folkene blev helt ville. Barakken måtte vi ikke forlade. Hvis nogen gik ud, ville der blive skudt på os. Der kom en løjtnant, som tog nogle mand, der skulle give os vand. Der gik så et par timer med det, for det var jo svært at komme rundt imellem os. Man blev trådt på, og nogle fik vandet ned over sig.

        Klokken 6 skulle vi op. Så skulde vi have kaffe, og klokken 7 var der appel; men vi fik intet - jo, appellen var der, men intet at spise eller drikke, og vasket kunne man ikke blive. Klokken 12 var der middag - men heller intet at spise. Der var intet kommet ud til lejren af proviant. Endelig klokken 17 fik hver mand 240 g brød og en saltet sardin. Det var vores portion for den dag.

        Og nu kom natten. Igen havde man intet at foretage sig, og sulten var vi alle; men hvad skulle man gøre. Her havde man at lyde, vi kunne ingen krav stille. Næste nat oprandt, og den blev som den foregående; men nu begyndte man at tale sammen, om det skulle blive ved sådan. Vi fik så en barak føre valgt for hver barak, og de skulle så tale vores sag for lejerkommandanten. Ja, han lovede også meget godt, at det skulle nok blive bedre, når blot der kom system i det.

        Vi 40 danske talte så sammen, om der ikke kunne skrives til Gesandtskabet i Paris; men vi skulle have tilladelse til at sende det, så den måtte vi jo hente hos Chefen for lejren. Der skulle skrives på Fransk, men også det kom vi om ved, og et brev blev nu afgivet til kommandanten. Vi mente jo så, at der så skulle blive gjort noget for os, og Kommandanten var flink at tale med. Det var jo en fejltagelse, at vi var blevet anbragt i Koncentrationslejr - forliste søfolk, nej, det havde man aldrig hørt før ? Men tiden gik og vi hørte intet.

        Vi havde efter flere dages forløb opnået at få kogt vand med klatter i. Det skulle vel kaldes suppe. Det fik vi om morgenen, og til middag fik vi Spansk linsesuppe; men det smagte uhyggelig. Af  brød fik vi kun 200 gram om dagen, ingen kartofler eller grønsager i suppen, og der var vel ca. en stor kop hver gang. men vi holdt ud.

        Folk begyndte ellers at blive syge. Det var kun enkelte, men der var heller ingen hjælp at få. Der var nok en barak, som blev kaldt infirmeriet, og et par jøder var kommet der hen som læge; men de havde ingen medikamenter ud over lidt jod og gazebind. Et så simpelt middel som afføringstabletter havde de ikke, og maverne begyndte jo at komme i uorden på forskellige. En morgen så vi soldaterne komme bærende med en inde fra infirmeriet. Han var død. Han blev kørt bort i en lastbil. Så var han friet for sine pinsler.

        Vi blev forespurgt, om nogen ville melde sig til legionen eller ud at arbejde. Vi havde nu aldrig tænkt på at gå i krig og slå vores medmennesker ihjel, så vi sagde nej til legionen; men arbejde ville vi godt. Så gik tiden bedre måske. Der var også nok, som meldte sig til legionen, men det var folk, som var flygtet fra Tysk-land, og ikke kunne vende tilbage. De mente vel, at de måske slap med livet og så kunne få opholdstilladelse i Frankrig efter krigen.

        Nu skulle vi, som havde meldt os til arbejdstjeneste, til lægen og undersøges; men jeg ved ikke, hvad den undersøgelse skulle betyde. Der blev spurgt, om vi var syge. Så svarede vi nej, og så var det forbi. Vi ventede så på at blive sendt ud til det her arbejde, men hvori det bestod, fik vi ikke at vide.

        En morgen var der en fange, der gik helt af amok. Han blev skudt ned, og nogle andre blev arresteret; men hvad de havde forset sig med, kunne vi ikke forstå. Der skulle jo kun en ubetydelighed til.

        Så kom den 28. maj, da vi skulle bort fra lejren og til den her arbejdslejr. Dagen før blev vi visiteret. Alt skulle afleveres, både papir og penge. Vi opdagede, at hovedparten af jøderne havde tusinder af francs på sig, det var belgiske francs og hollandske gylden; men det var de jo ikke glade for, og mange blev gravet ned, så vi. Efter visitationen blev de så taget op igen. Jøderne var bange for at miste det sidste de havde. De fik udstedt en check på det beløb, de afgav, men de havde jo ingen garanti for, at de nogen sinde fik dem igen.

        Rejsen optog os alle sammen. Skulle vi nu på en køretur magen til den, vi lige havde haft? vi fik dog udleveret proviant til to dage, men vi fik intet at drikke på turen. Vi blev så ført op til kreaturtoget, og der blev anbragt 50 mand i hver vogn. Pladsen var mindre end på den første tur, men lemmene i siden måtte stå åben, så nu kunne vi få luft ind.

        Nu kørte vi atter gennem Frankrig, og vi var jo spændt på, hvor vi nu skulle sendes hen. Vi holdt øje med solen, og efter den kørte vi syd på. Det passede også, for om aftenen ankom vi til Bordeaux. Der var vi kendt med broen, der går over Garonne floden, og transportøren så man i det fjerne fra toget. Der skulle vi så holde. Soldaterne skulle vel spise, og anden maskine skulle der også for toget; men lemmene i vognene blev lukket, og vi var atter i mørke.

        Omsider kørte vi da videre igen, men vi måtte holde mange gange undervejs, og andre tog måtte passere os. Natten gik og en ny dag kom.                                  

        Lemmene blev ikke åbnet, men ved forenet hjælp fik vi dem omsider ned, så vi atter kunde få lys ind til os. Vi havde intet fået at drikke i 24 timer, og vi kunne se rindende vand mange steder, men intet få. Så kom der heldigvis en regnbyge, og nogle holdt deres lommetørklæder ud for at få dem fugtet, og så vride et par dråber vand af dem. Alle lider jo ikke lige hårdt under tørstens kvaler.

        Ved middagstid kom vi til en plads, som hedder Narbonne. Der holdt vi måske en time. Så fik vi at vide, at vi skulle ud i nærheden af Pyrenæerne nær den spanske grænse, og efter to timers kørsel kom vi til en lille plads, som hed Elne.

        Vi måtte atter ud af toget, og blev inddelt i hold på 40 mand. Vi skulle køres i lastbiler til Camp Cyprien Pyrenees. Der kørte fem biler ad gangen. Så kom der en bil med soldater, som skulle køre bagefter for at passe på. De lå hen over førerhuset med geværet rettet fremefter. Igennem byen stod der gendarmer, og folk i byen råbte efter os. En gammel kone stod med en bredbladet økse og truede af os, og andre kastede sten. Ja, det var vel deres måde at byde folk velkommen på.

        Vi nåede så ud til lejren. Den ligger helt ud til Middelhavet. Vi blev atter talt op alle mand, om nogen var dessetere under vejs, og så fik vi en barak anvist. Stor blev skuffelsen, da vi så, hvad det var for forhold. Det kan dårlig beskrives.

        Her ud til Middelhavet, hvor det altid blæste? når vinden kom fra land, var den altid koldere, end hvis den kom fra søen, den blev ja presset ned gennem bjergene, og sandet røg os i øjnene. Hvis det skulles kaldes en barak, så er der hvis ingen, der har set sådan en før.

        Og tænk sig, at her havde 150.000 spanske flygtninge levet under borgerkrigen, mænd, kvinder og børn? Her var flygtninge endnu fra den tid, som ikke turde vende tilbage til Spanien, for det ville kun betyde: op af muren? De blev nu udnyttet af franskmændene; men der var alligevel forskel på dem og os. De gik frit omkring, men vi var under skrap bevogtning.

        Omsider fandt vi en barak, som var tildels tæt, men vi måtte ligge på det bare sand. Der var ingen halm. Næste dag blev vi beordret hen i en anden barak, de skulle nok bestemme, hvor vi skulle være. Vi kom nu sammen med 11 katolske Munke og Præster, hvad de nu ellers var, men det var ret fine mennesker. Vi passede os selv og lod dem og jomfru Maria og Santa Elisabeth passe deres.

        Efterhånden kom der ligesom en smugle bedre system med ordningen af kosten. Nu fik vi morgenkaffe, men den var tynd, og ærter fik vi to gange om dagen, men den der kunne finde en ærte i suppen, var heldig. Det var ærter som havde stået på et lager fra Spaniernes tid, Og nu var der gået orm i dem. Følgen blev, at mange blev syge. Nu fik vi også at vide, at 8 mand var døde af udmattelse på den sidste køretur.

        Der skulle nu indføres hårdere disciplin, men heller ikke det lykkedes rigtig for dem. Lejrløjtnanten, vi havde, var en ung fyr, så han skulle gerne vise sin myndighed; men jøderne havde for meget med ham at gøre. Vi var 2700 mennesker, hvor de 2000 var jøder. Der blev oprettet et kontor, hvor alt skulle gå igennem, og det var jøderne, der ledede det. I køkkenet var der jøder, og når der enkelte gange kom kød, blev der kun en mundsmag til os. Sukker til kaffen så vi heller ikke. Der blev oprettet en kantine, hvor vi kunne købe forskellige ting, men det var også jøderne der forestod den. Helt holde os borte fra, hvad der foregik, kunne de ikke; men så blev der oprettet en civil politi, og de skulle holde os borte. Hvis vi ikke adlød dem, kunne de indberette det for kommandanten. Så var det første gang, 2 dages arrest uden brød. Man kunne sige, at vi var faldet blandt ulve.

        For hver dag bliver der flere syge. På grund af manglende næring og ingen grønsager er her udbrudt dysenteri, og folk lider under det. Her er mangel på læger, men de står hjælpeløs overfor det. Medicin har de ikke, og de siger, man skal holde diæt, men hvordan skal man det, når man ikke får andet end suppe? ja, så må vi nøjes med tørt brød og kogt vand; men når vi kommer til køkkenet og forlanger vand, så har de ikke noget - medmindre du kan betale for det. Den smule stopmikstur, lægerne får, er ikke engang nok til halvdelen af dem, der er syge.

        Vi har måtte tage træ fra barakken, som vi har brændt til trækul og så knust og spist. Det hjælper. Vi tænker, de er blevet bange, for nu giver de os ikke ærter mere. Nu for vi bøndesuppe, og vi har fået finker at smøre på brødet om aftenen.

        De hårdest medtagne bliver lagt i barakker for sig, så de har lidt mere kontrol med dem, og nu får de kogt ris, men ikke ret meget. Folkene bliver mere og mere afkræftet, og nu begynder lusene også at komme. Her er vand nok, men sæbe ser vi ikke. Der er kommet ferskner. Vi får to grønne. Det er en stor dag for os, vi som ikke har set grønsager en hel måned. Ej heller fedtstof får vi, det mangler også.

        En fange har i nat hængt sig i infirmeriet. Han kunne ikke holde det ud for smerter. Han klagede sig ustandselig, og intet kunne han få, der kunne lindre. Man ser, hvordan folk må løbe for at komme på latrin, men mange gange når de ikke der over, så er det kommet i benklæderne, for det er ikke altid, de når at få dem ned. Så må de til pumpen og vaske dem, og ingen andre har de og tage på. Ja, der er ikke engang papir på latrinet, så meget kan de ikke give os. Folk bruger, hvad de kan få. Nogle har et lommetørklæde, som de bruger og vasker ud, for hver gang de har været der. Jeg for min part har taget min undertrøje, den eneste jeg havde, den bruger jeg der. Man må spare på den, der kan kun blive til frimærke størrelse, for vi ved jo ikke, hvor længe vi skal være der.          

        Nu er der døde 18, siden vi kom her, så en hver kan forstå, det er ikke under gode sundhedsmæssige forhold, man lever.

        Vi skal nu for en kommission. Hvad det er for en, vil tiden vise. Vi har skrevet til konsulen i Marseille, men intet hørt. Vi håber stadig, der skal komme nogen.

        Vi er 25 mand, som har fået oprettet et gymnastikhold for at foreslå tiden, for arbejde så vi jo ikke noget af udover at holde rent i barakken. Der blev dannet et fast hold til at renholde latriner. De fik et lille stykke brød ekstra.

        Der er ankommet en belgisk komite, som skal undersøge vores papirer. Vi skal nu i dag stilles for den. Vi kommer ind en af gangen og bliver afhørt: hvor vi er født, hvad vores forældre hedder, moderens pigenavn, og om vi havde været soldat, og hvad  våbenart vi tilhører, vores adresse i Danmark o.s.v. Vi er færdige med det. Så spørger vi, hvad det skal betyde, og får til svar, at hvis nogen bliver syge og døde, så kunne det meddeles de pårørende i Danmark. Så tænkte vi jo vores, for vi syntes ikke, det rigtig kunne stemme med de oplysninger, de skulle have.

        I nat har vi haft et heftigt tordenvejr, og regnen har strømmet ned; men i dag har vi fået det med varmen igen. Vi ser nu store formationer af flyvemaskiner komme hen over os og gå i sydvestlig retning. Alle slags rygter begynder at svirre rundt i lejren. Italien er gået med i krigen, og et stort slag bliver udkæmpet i  Mid-delhavet. Vi taler videre sammen om det, nogle siger: ja, så må de komme tilbage igen, og vi venter, for her i nærheden af Perpignan ligger to store flyvepladser; men det bliver aften, og der kommer ingen. Tværtimod begynder der igen at komme flere i samme retning som de første, og hele natten flyver de og næste dag med; men så kommer det frem, at der er sluttet våbenstilstand mellem Tyskland og Frankrig.

        Af Løjtnanten kan vi intet få at vide, men derimod bliver der givet ordre til, at vi skal gå som en slags politivagt i barakken om natten, og døren skal holdes lukket. Hvis nogen kommer ud, bliver der skudt med det samme. Vagtposterne udenfor lejren bliver forstærket. Der er kun et par meter mellem hver. Det kan vi ikke forstå, men så næste dag får en jøde en avis smuglet ind i lejren, og nu ser vi, hvorledes forholdene er ude. Frankrig har overgivet sig. Nu kan de ikke skjule det længere. Så forstår vi bedre de forholdsregler, de tog. De var bange for oprør i lejren. Vi er ca. 12.000 mennesker her af alle nationer, om det så er Javanesere, så er de havnet her. Jøderne er i flertal, men der er 1700 rigstyskere. De var bange for kampe i lejren, men det forløb meget roligt. Vi kan godt sige, at vi alle var udhungrede, så vi magtede ikke meget. Der var gået fem uger her, så vi var ikke i den bedste forfatning.

        Nu kan vi mærke, at soldaterne bliver mere ligegyldige. Nu taler de med de fanger, som kan fransk, og jøderne er ekspert i sprog. De får da også aviser hver dag, som de betaler med nogle få francs. De går så fra barak til barak, og tilbyder at læse dem, og så oversætter de dem til tysk; men så skal barakken betale 50 francs. Fin forretning, når man tager i betragtning, at der er hen ved 400 barakker i lejren, men adskilt med en pigtrådsspærring, så der bliver 60 barakker i hver afsnit.

        Soldaterne begynder at handle med chokolade og cigaretter, men kun i det små, for de må ikke for kommandanten. Jeg så fanger som købte en pakke cigaretter for 10 francs, og solgte dem stykkevis til 20 francs. Da soldaterne hørte det, forlangte de 100 francs for tre pakker; men så gik handelen i stå. Så blev priserne sat ned igen. Soldaterne ville jo gerne sælge. Nu kom der også brød i handelen. 35 francs for et brød, som kostede 3 en halv, så det var der rift om. Vi kunne intet købe, for penge havde vi ingen af, så vi så kun til.

        Nu af gik de 1700 tyskere. De skulle hjem til Tyskland. Hitler havde ved våbentilstanden forlangt, at de tyske, som var i koncentrationslejr, skulle frigives og sendes til den tyske grænse. Så tænkte vi jo, at næste gang måtte turen komme til os; men vi blev sørgelig skuffet.

        Man skulle synes, at nu måtte vi få mere at spise, men det blev mindre i stedet for. Nogle dage kom der intet brød til lejren, så måtte vi nøjes med små kiks. Vi fik enkelte gange tomater, og fire mand  om et løg. Så måtte vi op til køkkenet og se, om vi kunde få lidt salt, men det kunde vi ikke.

        Vi fik nu en ny lejerchef, og han skulle gøre det bedre for os, sagde han; men det så vi ikke meget til. Selv om han havde ville det, kunne han ikke, for der var alt for meget korruption indenfor det franske militær. De bedre forhold udeblev.

        Ved os Danske er der nu stadig 5-7 mand som ligger. Maven er fuldstændig ødelagt. Blodet løber fra dem. Jeg har lige været med til at bære en af mine kam-merater ned på infirmeriet, men jeg siger, at jeg vil ikke engang ønske min fjende der ned. En trækasse at ligge i og beholde tøjet på. Ingen tæpper. Og så var der gravet en stor spand ned, som de skulle forrette deres nødtørft på. Det stank være end på en destruktionsanstalt, og så i tusindvis af fluer, som summede omkring. Det var sygehuset i en fransk koncentrationslejr.

        Vi opnår nu tilladelse til at gå i vandet. Vi har snart gået her i to måneder og set på det blånende og skønne Middelhavet kun 50 meter fra det; men der var en høj pigtrådsspærring og soldaternes geværer, som holdt os borte fra det. Nu får vi lov at bade, og nu ser man hvordan folk sidder og piller lus af deres tøj, og forbit af dem over hele kroppen er de. Og så er her store sandlopper, som kan gøre livet pinefuldt.

        Hver mand får nu en kop rødvin om dagen, det skulle hjælpe på maverne; men vor er det surt og skimmelt, det er ikke første klasses. Men vi drikker det. Alt kan spises nu. Vi ser, når de kaster kødben ud fra køkkenet og over i møddingen, så falder de over dem som en flok sultne ulve og knurre af hinanden som dyr. Det er sørgeligt at se, men det er den nøgne sandhed.

        De 7 munke er rejst. De gav os lidt penge, og for dem har vi købt tobak. Vi kan få 10 gr. hver, det har vi ikke smagt længe, så det bliver en nydelse for mange. Og tænk engang, den franske stat har bevilget 30 gr. sæbe til hver mand. Nu overgår de sig selv. Det er første gang, man kan blevet vasket med sæbe, siden vi blev minesprængt. Man er ellers blevet solbrændt, men nu kan det ske, at det forsvinder.

 

        I dag ankommer 150 Hollændere og Belgiere til lejren. De kommer fra en anden lejr, men de skal samles her og gå som anden transport tilbage til deres lande.  Først skal de for en belgisk kommission, som er ankommet hertil.  Vi har talt med flere af dem, og de har været under samme forhold som vi. De fortæller, at de afgik med tog fra Tournai den 16. maj, men deres tog blev beskudt, og der var 120 døde. De var låst inde i kreaturer vogne, ligesom vi havde været, så de kunne intet foretage sig. Mellem dem var en fange, hvis hele klædedragt bestod af en imprægneret frakke. Det andet var faldet af sagde han.

        Vi får at vide at vi kan komme med en anden transport, som skal afgå, men kun til den tyske grænse. Vi siger ja, men samtidig får vi at vide, at de breve, som vi har skrevet til gesandtskabet og til konsulatet i Marseille, ligger på kontoret. De er aldrig kommet længere. Så kan vi bedre forstå at vi intet har hørt. Vi får i hast lavet et andet brev, og det får vi med en belgisk flyverløjtnant, som er her i byen, også som fange, men han kan gå og komme som han vil.

        Efterhånden er der kun få soldater til vagttjeneste, så nu begynder folkene at tage sig en tur udenfor pigtråden; men vi håber jo at komme herfra i nær fremtid, så vi vil vente og se. Vi taler dog tit om, at  skal vi blive, så må vi flygte, og det skal være medens vi stadigvæk kan gå. Der er sytten timer op over Pyrenæerne, og ind til den spanske grænse. Vi har 350 kilometer til Marseille, og under disse forhold er man i stand til at gå på, bare for at komme væk.

        Der bliver givet ordre til, at det kun er de Hollændere og Belgiere, som er mellem 17 og 35 år, som kan komme tilbage. De skal på arbejdstjeneste i Tyskland. Så vi andre må atter vente. Der skal 3.000 italienere af sted herfra. De skal før os siger de, så  skal vi komme i betragtning næste gang; men vi tror ikke på det. Nu venter vi på at høre fra konsulen.

        Vi har talt med lægen mange gange, om han ikke kunne gøre noget for os, så vi kunne få tæpper, for vi frøs om natten. Her er varmt om dagen men koldt om natten. Så nu i dag blev der sagt at vi kunne få dem, men hver mand kunne ikke få, så vi måtte slå os sammen. Så kunne der blive to tæpper til tre mand. Der var store huller i de tæpper vi fik. Laser som var kasseret fra militæret, men det var bedre end intet. Nu har vi skrevet til konsulen, om han kan hjælpe os med midler, så vi kan få lidt tøj, for mange af os har ikke noget. Det falder simpel hen af os. Der er flere som slet ikke har fodtøj eller undertøj.

        Der bliver givet ordre til, at alle under 18 år skal til en anden lejr, men vi har kun messedrengen, ud af os 40 dansker han den eneste, så vi syntes, det er synd, han skal med. For det første kan han ikke sprog, og når han så ikke er tilbørlig fræk, kan han slet ikke klare sig. Så vi har talt med skipper, at han må gå til kommissionen og være formynder for messedrengen. Skipper er det ombord, så må han også være det her.

        Nu får vi brev fra konsulen, at han skal sætte sig i forbindelse med gesandtskabet i Vichy og arbejde så hurtigt, han på nogen mulig måde kan, for at få os fri. Samtidig fik vi 4.000 Francs, men hvad er det til 40 mand, som er blottet for alt: men vi er indespæret og kan intet fortage os. Jeg håber adskillige nok forstår, hvad de er at henvende sig til en konsul. De er repræsentanter for det land, som de er udsendt fra, og skal hjælpe deres landsmænd, som er kommet i nød. Her drejer det sig ikke om en fuld fyrbøder eller matros, som er blevet agterudsejlet, men om 40 mand, altså om 40 mand, altså om danske søfolk, som uskyldigt sidder i fransk fangeskab, om de kan få 100 francs, 10 kr. i danske penge --- og hver mand har 1.00 kr. tilgode. I slutningen af konsulens brev står der, at yderligere hjælp kan ikke gives. Folk, som ikke beder om almisse, men kun har gjort deres pligt, skal de ikke give det svar.

        Vi må nu se, hvad vi kan udrette med de 100 francs. De fleste af os ville gerne købe for dem med det samme, så kunne vi måske blive mæt for en gangs skyld, men det går ikke. Man må have lidt til hver dag, så længe e kan strække til, og nu til aften får vi for første gang lobescoves. Det er jo bedre end suppe, men selv om det har navnet lobescoves, så er det kun kartoffelmos. Vi er nøjsomme, folk ude i det frie liv ville ikke spise det. Når man en dag ikke fik kød, skulle vi have fisk, og de blev kogt som de var , ikke gjort ren eller skyllet, og de lugtede, så de ikke var til at komme i munden, selv om vi var aldrig så sultne. Så var vi nogle fra barakken der gik med det samme og vi fik ikke noget andet. Så længe vi var i lejren, måtte vi nøjes med den behandling, vi fik. Vores barak føre fik den besked, at han kunne sige, når maden var god, men klage det kunne han ikke.

        Nu køber vi ris, så vi kan koge det i vand. Vi laver fyrsted i sandet og får fat i konservesdåser, som vi bruger som gryder, så vi på den måde kan stilne lidt for sulten. Salt udvinder vi på den måde, at vi henter vand i Middelhavet og stiller det i solen i vores spisebakker, så vandet kan fordampe.

        Vi har fået rotter og mus i barakken, og de kan holde os vågne om natten. Vi kan dårligt dele vores sparsomme brødration med dem, men somme tider har de været og gnavet i det. Så må vi undvære.

        Vi får en hollænder til at tage til Pergignan for  at tale med konsulen der, om han ikke kan gøre noget for os, når han nu får hele sagen forklaret. Vi mener det er bedre, og hollænderen kan tale fransk, så han kan bedre klare den en, der ikke kan sproget. Det er en Nederlandsk konsul. Vi fik den besked at konsulen intet kunne gøre for os. Så var vi lige vidt. Vi forbandede det hele ad helvede til. Ingen ville have noget med os at gøre, for den her med, som konsulen skrev, at de skulle gøre alt hvad de kunne, troede vi ikke på. Vi sad godt gemt hen og kostede ikke den danske stat noget.

        Det går efterhånden meget dårligt med at få proviant ud til lejren. Det er ikke hver dag der kommer brød, og det der kommer er bagt af muggent hvede. Forleden kom de med oksekød der var helt sort. Det måtte graves ned, det var ikke til at spise. Men franskmændene tænkte vel som så, at det var godt nok til fangerne.

 

        Vi har fået doktoren til at skrive en attest til os, som vi så vil sende til konsulen. Den lyder på at vi er underernæret i højeste grad, og at vi mangler alt, og de forhold kan intet menneske blive ved at leve under, uden at helbredet bliver ødelagt. Som doktoren siger, var vi søfolk mere hårdføre overfor livet end de andre.  Vi var i forvejen ikke forvent med luksus.

        Der kommer nu mange jødiske kvinder ud til lejren. De er blevet frigivet, mens mændene stadig er fanger, men de kan få lov til at tale sammen. Kvinderne og deres børn bor i Elne, en lille plads i nærheden af lejren. De får 10 francs om dagen, men så må de sørge for sig selv. De har et køkken hvor de kan tilberede deres mad. Hvor ser de dog ud! Den dag man så dem i Tournai, var de meget pæne, men nu! Ja, det kan dårligt beskrives. Jeg hørte en aften et par jøder stå sammen, og de beklagede den behandling, deres kvinder havde været ude for. Livet var ikke godt i koncentrationslejren.

        Vi har en fyrbøder, Anders, som kæmpede på de Allieredes side i sidste Verdenskrig. Han har fået tilladelse til at komme til kommandanten og tale med ham. Han vil se, om han kan blive fri og komme til at gå ude, men kommandanten siger til ham, at det kun varer to til tre dage, så vil alle danske være fri. Vi venter så og ser, om det skulle slå til denne gang. Engang må det vel komme. Men dagene går og der sker intet med os.

        En morgen er der stort slagsmål ved pigtråden, sort af mennesker. Det må vi ned og se! Det er en fange der har købt 15 brød af soldaterne, og brødet må kastes over pigtråden. Men manden får dem jo ikke alle sammen, selv om han har hjælpere. De havner hist og her, og der kommer til at flyde blod. Nogle af brødene bliver rykket over, når to mand fik fat i dem.

        Der udstedes en ny parole om, at vi skal inddeles i kompagnier på 250 mand, og så skal vi ud til arbejdstjeneste, hvorhen ved vi ikke, men jeg tænker, det er blind alarm, som alt andet, de foretager sig her, men tiden går da med det. Vi 40 mand bliver stillet op sammen med diverse nationer, som bliver blandet sammen for at danne et kompagni for sig. I dag skal vi have vores seng redt og renset for lus og lopper. Det består i at de par strå, vi har tager vi ud og brænder. Så graver vi sandet op , hvor vi ligger og sover, og blander det med klor. Men hvor det lugter! Det blevet vist ikke godt at sove der i nat. De har lovet os rent halm til aften. Det kom også men det var muggent. Nu er spørgsmålet bare, hvad der er det fineste parfume, muggent halm eller klor, men det må vi selv om for det bekymre ikke franskmændene.

        Vi stilles nu op til appel to gange om dagen. Vi skal tælles op, for der stikker nogle af hver nat. Optællingen foregår ved navneopråb. Det gør dog ingen forskel, for en mand siger stolt ja flere gange, så det er en dårlig kontrol.

        Hver enkelt mand bliver nu spurgt, om han vil blive i Frankrig, eller om han vil hjem til sit land – det er vel også kun en formular – men så får vi at vide, at det ikke gælder os, kun dem, som har noget udestående med deres fødeland og ikke vil tilbage.  De skal underskrive en slags kontrakt. Jeg tænker at de er solgt, når de har skrevet under, for så kan de vel sendes hen og arbejde, hvor det skal være – om det så er Djævleøen.

 

Her hørte Emil Pedersens dagbog op. Jeg sad overfor ham og undrede mig over, at den mand havde oplevet alt det, og jeg var spændt på at høre enden på historien. Det gjorde han – stilfærdigt og roligt;

        Så en dag kommer der en kommission. Vi troede det var en fransk civilkommission. Først fik lederen en liste over os

        Hvad er det her for noget, sagde han, 40 danskere?

Så kom vi til afhøring en for en.

Der går så 2-3 dage. Så kommer der en ind i barakken til os og siger:

Goddag kammerater!

Vi kigger på ham.

Goddag, sagde vi.

        Der kom en gammel mand efter ham, en tysk oberst med kejser Wilhelm skæg. Vi troede, det var konsulen fra Marseille. Han talte perfekt dansk.

        Jeg har set jeres papirer, hvordan er I kommet her?

Det fortalte vi ham så.

        Det var meget, sagde han. At de har arresteret søfolk, der er skibsbrudne. Det har jeg s’gu aldrig hørt før. Men det skal I ikke være kede af, inden 3 dage er I ude herfra.

        Det sagde vi jo tak til.

        Vi er tyskere, sagde han, jeg kommer fra den tyske kommission i Wiesbaden for at undersøge lejrene her.

        Det var i august måned, da Frankrig havde kapituleret. Ham der talte dansk, var civil. Den franske kommandant i lejren havde åbenbart ingenting at skulle have sagt.

        Så sagde han – den civile – til os:

I Danmark behandler de vist hestene bedre, de får da rent halm hver dag.

Hvad vi fik at spise? Spurgte han.

Det fortalte vi,

        Ja det var jo ikke meget, men nu skal I være ude om 3 dage, måske vil der løbe en dag på til; men mere end 4 dage skal I ikke få lov til at vente

 

        Det slog også til 3 dage efter var vi ude. Vi havde været der i 3½ måned.

Der kom en besked om, at vi 40 danske skulle stille op. Så kom en mand ud og læste en skrivelse op for os. Vi var frie, men vi skulle sendes af sted under bevogtning til Marseille og overgives til den danske konsul der.

        Der var to gendarmer med. Vi kørte i biler fra Elne til Narbonne – der var 350 kilometer fra lejren til Marsielle. Vi kørte fra lejren ved 3-4 tiden om eftermiddagen, og fra Narbonne kom vi med kreaturvogne, men vognene var rene. Vi ankom til Marsielle ved 9 tiden, det var en rejse på 17-18 timer.

        Vi så mere eller mindre farlige ud alle sammen. Vi var barbenede, og tøjet fuld af huller. Fra banegården marcherede vi til konsulen. Han anede ikke at vi kom. Så vi blev stående nede på gaden, mens en af gendarmerne gik op til konsulen. Han var en flink mand. Han var fransk mand, men talte perfekt dansk.

        Det første var at vi forlangte noget at spise, så kom sekretæren og sagde, at det kunne han ikke skaffe, men en sandwich kunne vi få, og det fik vi så i et værtshus og hver to glas øl.

        Så skulle vi havde tøj, og der var gode råd dyre. Konsulen havde ikke været i forbindelse med Danmark siden 9. april, og han havde ingen penge. Men han var flink. Det forenede havde en agent dernede, en franskmand, og ham gik konsulen ned til.

        Agenten stillede sig velvilligt, han sagde:

Ja, jeg har jo ingen garanti for, at jeg nogen sinde bliver agent for de forenede mere, men jeg vil låne jer 40.000 francs af min egen lomme.

        Konsulen skød også lidt til, og så måtte vi få tøj hver for 12 –1400 francs, så vi kunne blive klædt på.

        Vi fik undertøj, strømper og sko og det hele, og blev barberet. Nogle havde fuldskæg – og blev fotograferet. Jøderne i lejren havde barbergrejer, og dem havde vi andre lånt.

        Vi blev klædt på og kom til at sove nogle på konsulatet og andre på nogle værelser i nærheden.

        Det var lørdag da vi kom til Marsielle, og om søndagen skulle han skaffe logi til os alle sammen. Det var jo ikke helt let, men vi kom da ned på det franske sømandshjem og boede der og spiste på hotel. Hotellets ejer var hjemsendt fra kapitulationen. Konsulen betalte 45 francs om dagen for hver af os for kosten alene, vi fik morgenmad, frokost og middagsmad. Det var meget godt.

        Der var en sygeplejeske, dansker, som var kommet fra Paris, hun passede os. Hun havde passet et gammelt ægtepar i Paris. De flygtede ved kapitulationen, og nu var sygeplejesken kommet til Marseille. Hun oversatte for os og serverede for os sammen med en pige på hotellet.

        Der gik nogle dage, så forlangte værten 50 francs om dagen for hver. Vi spiste for meget sagde han.

        Giv os 45 francs om dagen, sagde vi til konsulen, så skal vi nok ordne der selv.

        Logiet betalte konsulen jo ved siden af.

Jeg sagde til en matros:

        Vi går ned i havne kvarteret, i en eller anden arbejderrestaurant, der får vi det for det halve.

        Vi kom ind på et spisehus, til en neger;

Hvad skal vi give for kosten her?

Ja-e, hvad skal vi sige…hvad er I for nogen?

Det fik han at vide.

Ja, så kan I give 22 francs om dagen.

Det er allright!

Men to dage er kødløs. Kan I lide kaniner?

Vi spiser alting.

        Og det var godt det vi fik. Så kan man jo se hvad den anden har tjent på os.

Først var det bestemt , at vi skulle rejse over Paris, men banerne var ødelagt, og så skulle vi over Grenoble og Schweiz. Vi skulle altså først have indrejsetilladelse til Schweiz. Det fik vi , så skulle vi havde indrejsetilladelse til Tyskland. Alt det bevirkede at vi fik 16 dage i Marsielle. Men endelig kunne vi komme af sted.

Hvad tid skal I af sted? Spurgte negeren.

Ja, vi skal af sted klokken 5.

Jeg har nu ellers ikke åbent på den tid, men jeg skal nok stå op og give jer et måltid mad.

Vi fik også et godt måltid mad, inden vi tog af sted, og et par stykker med os.

        Vi kørte fra Marsielle i bil klokken 6 om morgenen, til Geneve. Der ankom vi klokken halv ni om aftenen. Det var en dejlig tur. Vi havde jo stop undervejs. Det ene sted fik vi middagsmad, og så holdt vi en gang til om eftermiddagen ved en restaurant. Der fik vi en øl, og så kørte vi videre.

        I Geneve boede vi på det fineste hotel, jeg har været inde på. Det er det flotteste jeg har set, også der fik vi noget at spise. Vi var der fra om aftenen til næste morgen.

        På banegården fik vi rigtig kaffe og alt det franskbrød og smør, vi kunne spise og hver en pose med 4 rundstykker og en pølse, 2 æbler og en plade chokolade. Så rejste vi fra Geneve til Berlin. På grænsestationen skulle vi visitters, men vi gik glat igennem – to hold på 20 mand hver.

        I Berlin var der ingen til at tage imod os. Cooks Rejsebureau skulle sørge for os, så vi ringede til hovedkontoret. Der kom så en mand og vi blev installeret på 3 hoteller.

        Det varede to dage med at få indrejsetilladelse til Danmark – selv om vi alle sammen var danske statsborgere. Vi levede godt i Berlin, og boede også godt. I toget fra Berlin kunne vi ikke få noget, men vi fik middag på den tyske færge fra Warnemünde til Gedser. Vi kom til København om aftenen, og der var der søforhør. Søforhøret er noteret ind i ”Dansk Søulykke-Statistik 1940, udgivet af Ministeriet for handel, industri og søfart, bogen har nr. 144.

Punkt 116 på side 26 står følgende:

116. S/S Gorm af København, 2156 Register Ton Brutto Bygget 1916 af stål. På rejse fra Antwerpen med stykgods.

        Forliste efter eksplosion den 13/5 1940.  Søforklaring i Marseille den 20/8 1940. Søforhør i København den 5/9 1940. Forlisanmeldelsen dateret København 9/9 1940.

Klokken 750, da Gorm, der havde lods og belgisk pricemandskab om bord, befandt sig tværs af Zebrygge i en afstand af cirka 1½ sømil, indtraf en voldsom eksplosion. I løbet af cirka ½ minut stod forskibet under vand. Redningsbådene blev straks bemandet og firet af; men under nedfiringen blev bagbord’s redningsbåd fyldt med vand, hvorfor de ombordværende måtte springe i vandet. De pågældende blev kort efter taget op af styrbord’s redningsbåd samt af en redningsbåd fra en forbisejlende belgisk damper. Lodsbådene fra Zebrygge, der var kommet til stede, tog de redede, dere befandt sig i den belgiske dampers redningsbåd, om bord, hvorefter Gorm’s styrbords redningsbåd blev taget på slæb ind til Zebrygge, hvor en matros, der under nedfiringen af redningsbådene havde fået sin højre hånd beskadiget, blev indlagt på hospital, medens den øvrige del af Gorm’s besætning blev behandlet som krigsfanger.

Anm. Eksplosionen antages at skyldes krigsårsager.

 

Den danske fyrbøders beretning er endt – en beretning om et krigsforlis, en kamp for livet ”mellem vragstumper”, som han selv sagde, og 3½ måned i koncentra -tionslejr under de forfærdeligste forhold.

Jeg forstår ikke, at han ikke raser mod hele verden over denne uretfærdighed, men han sidder der foran mig og ryster blot på hovedet:

Ja, det er vel næsten, så ingen tror på det. Jeg undre mig jo selv over, at det alt sammen er rigtigt.

Han sidder lidt og fortæller andre småtræk fra sine oplevelser:

Vi lignede skeletter, da vi kom fra lejren. 1. mester havde tabt over 30 pund. De unge mennesker led for resten mest. En hovmestermath, en stor, kraftig fyr på 18 år, faldt om  af udmattelse. De der var under 18 år, fik lov til at komme over til de franske soldater for at få ekstra mad, når soldaterne havde spist til middag.

 
   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Verners Krigsforlig

Sømandsberetning fra krigen i 1940, Fortalt af danske søfolk

 

Forord

Denne sømands beretning vil sprede kendskab til de danske søfolks indsats under krigen i langt videre kredse, end det ellers ville være muligt.

        Denne beretning vil mange nok undre sig over, som kendte Verner, han var kun  22 år da han var udsat for dette forlis om bord på Gorm, sømændene selv tier helst stille med det, som de har været ude for i disse år, men for os andre er der grund til at huske det. Verner ville heller ikke tale om det, derfor forstod vi ikke hvorfor Verner var som han var, og gjorde som han gjorde. Verner blev født på Omø ud for Skælskør den 12. marts 1918, han døede den 19. december 1977, 59 år gammel. Han fik turberkulose først i 50’erne og lå på Arvnstrup Sanatorium i 1 år, han døede af alle de følge sygdomme han fik i koncentrationslejren. 

        De danske søfolk må have været meget bitter på den danske regering, med den hjælp de ikke fik den- gang.

 

 

 

En aften ringede min telefon: Det er Fyrbøder Emil Petersen. Jeg har hørt om denne her bog, de skriver på. Jeg vil gerne hjælpe Dem med den, for det syntes jeg er rigtig.

        Jeg spurgte hvilket skib han havde sejlet med, og om han havde noget at fortælle.

Med De Forenede S/S Gorm, og jeg var i en fransk Koncentrationslejr.

        Der skrev jeg en hel del, som de måske kan bruge. Det er ikke helt færdig, men så kan jeg fortælle Dem resten. Jeg synes, det er rigtig med sådan en Mindebog.

        Vi aftalte at mødes, så snart han fik sine papirer fra sin Mor i Middelfart, og en aften kom han ud til mig.

        En pæn mand, stilfærdig og kultiveret. Hvorfor forestiller man sig egentlig altid en Fyrbøder anderledes?

        Han trak et stort anbefalet Brev op af lommen:

 Se, her har jeg mine papirer fra lejren. Det kneb jo med at skaffe papir, så jeg måtte bruge, hvad der var ved hånden, og spare på det. Det kan de slet ikke finde ud af.

Men jeg har renskrevet en hel del af det, og det kan De nok læse. her er 40 sider.

        Han rakte mig 40 blade brevpapir, tæt beskrevne.

                  Og jeg læste:

Vi lå i Antwerpen den 10. maj 1940, da krigen udbrød mellem Belgien og Tyskland.  Vi var ankommen fra Danmark den 5. April for at indtage stykgodsladning til Danmark. Vi var færdig med at indtage lasten den 10. April, men på grund af begivenhederne i Danmark forblev vi i Havn, indtil vi kunde modtage nærmere ordre.

        Den 10. Maj klokken 12 middag blev skibet sat under arrest, Marinesoldater blev posteret ved landgangen. Vores pas måtte vi afgive, så vi måtte blive ombord. Klokken 18.30 kom en Eskadrille tyske Flyvere og angreb Antwerpen. Vi lå i den gammel Dok, og bomberne faldt fra 500 og op til 1000 meter fra os. En Restaurations på Amsterdam Plads blev ramt, hvorved 17 mennesker blev dræbt, en faldt igennem Red Star Lines Pakhus, og i løbet af natten var der gentagne gange luftalarm; men vi måtte forblive ombord, vi måtte ikke komme i beskyttelsesrum.

        Lørdag den 11. maj gik livet atter sin normale gang. Skipperen og 1. Mester gik i fast rutefart fra bomberum og til skibet, de havde fået tilladelse til at gå i Bomberum.  Vi andre måtte blive ombord og passe vores Arbejde. Ved middagstid kom politiet med to unge mennesker, som de havde taget. De var kommet på motorcykel kamufleret med grønne grene. Det var de tyske troppers forposter i Belgien.

        Om eftermiddagen så vi en gigantisk luftkamp blive udkæmpet. Det var interessant at se, bortset fra alvoren, som ligger bagved. Om aftenen fik jeg til- ladelse af marinesoldaterne til at gå i land og købe en avis, men alt var udsolgt, og Engelske aviser var der heller ingen af.

        Klokken 21 kom der ordre fra land om at fyre op, vi skulle sejle næste morgen. Jeg måtte så ned og fyre op under begge kedler. Jeg arbejdede hele natten, og ved  middagstid den 12. maj havde vi Damp på kedlerne.

        Maskinen blev nu gjort klar, og klokken 14 afgik vi så fra Antwerpen med Belgisk prisemandskab ombord. Vi havde besøg af tyske flyvere flere gange, da vi gik ned ad Scheldefloden. Tre maskiner kom flere gange hen over os, men vi blev ikke beskudt af dem. Om aftene ankede vi ud for Vlissingen og blev liggende der til næste morgen. Om natten blev vi prajet af et Belgisk vagtskib. Der blev så svaret fra os, at vi var Belgisk Goverment ship. Om natten var alt jo mørkt, men de tyske flyvere beskød Vissingen med bomber og maskingeværer.

        Om morgenen klokken 6 lettede vi og gik med varierende fart. Vi fik vores morgenmad klokken 7,30 og var faktisk færdig alle sammen, da vi klokken 7,55 løb på en magnetmine. Hele forskibet blev sprængt bort. Det hele skete på mindre end et halvt minut. Vi sad agter alle sammen. Fyrbøderen, der havde vagten på fyrpladsen, var hende agter for at varsko lemperne. Der var slet ingen nede andre end 2. styrmand, og han nåede at komme op.

        De fleste sprang overbord med det samme. Vi var 7 mand, som fik styrbords redningsbåd ud, og vi roede med det samme agterud for at komme vores kamme-rater til hjælp, men samtidig kom der en båd fra en Belgisk damper, og alle blev reddet.

        Nogle af de andre havde villet fire bagbords båd ned, men passede ikke på. Den går indefter, og bådsmanden får 4 fingre knust. En maskinpasser blødte også, ham trakt vi op i den båd jeg kom med.

        Der kom også en bugserbåd fra land. Den kom vi alle ombord i, og nu gik turen til land.  Pludselig skete der endnu en eksplosion. Det var en Belgisk tank- damper, den lå ikke langt fra Zeebrugge. Man hørte lige knaldet og så en røgsky, men der var intet spor af skibet at se. Det brændte bare på vandet. En mand blev redet fra tankdamperen, og han var forbrændt.

---

Vi kom så ind til Zeebrûgge Lodsstation; men vi fik intet tørt Tøj, og intet blev gjort for os.

        Vi fik at mærke, at nu var vi fanger. Der blev sat soldater til at passe på os, endskønt vi var skibbrudne søfolk og intet havde med krigen at gøre. Vi havde gjort vore pligt, at sejle råstoffer hjem til Danmark, og nu skulle vi straffes. I fire timer sad vi. Vores tøj klaskede ind til kroppen. Så kom der to biler, og nu blev vi kørt til Ostende Marinestation. Der blev vi lukket ind i en samlingstue, og en marinesoldat med gevær stod vagt ved døren.

        Vi forlangte så at få et måltid mad, og nu fik vi brød, cornet beef, sardiner og kaffe. Men nu var det jo aften, og vi skulle så være et sted for natten. Gode råd var dyre, for hvad skulle de nu gøre med så farlige folk? Skipperen måtte op til kommandanten, og langt om længe nåede de så til det resultat, at de kunne sende os ned om bord i en anden af D.F.D.S. båd, (Swava), som lå i Ostende Havn. Så blev vi sendt derned under strengt bevogtning, Og stor var vores gensynsglæde, da vi traf kammeraterne der. De havde jo hørt, at vi var forlist, og at en del af os skulle være gået med skibet ned; men vi manglede jo en mand, Båsen, som vi havde efterladt i Zeebrugge. Han var blevet kørt på Hospitalet i Brygge.

        Vi sov ombord, og den 14 maj om morgenen fik vi besked på, at alle skulle fra borde, også (Swavas) Mandskab. Klokken 7.30 kom der tre biler, som vi alle blev stuvet ind i, og vi fik Belgiske Gendarmer med til at passe på os.

        Nu gik turen til Hournai, en by, som ligger nær den Franske Grænse. Der blev vi kørt ind i en Infanteri kasserne, hvor vi så mænd og kvinder med små børn gå rundt. Vi var jo ikke straks klar over, hvad det var for noget; men så fik vi at vide, at det var de mistænkelige personer, som var taget i Holland og Belgien. Der var ca. 3000; men sandheden var den, at det var folk, som var flygtet fra Tyskland som politiske og  jødiske flygtninge og nu var landet her.

        Vi blev stillet op på militærvis. Vi skulle undersøges fra inderst til yderst, og knive og spidse genstande blev taget fra os. Vi skulle så gå to og to og fik derefter udleveret to skiver tørt brød og en lille kødbolle. Klokken var nu blevet 15.30 og vi fik så ordre til at stille os op 4 og 4. Nu skulle vi til banegården: Kvinder, Mænd og Børn, og på hver side af den lange kolonne gik soldater med gevær og påsat bajonet. De skulle jo passe på, at ingen af os brød ud af geledderne, for farlige kunne vi da ikke være. De havde jo taget, hvad de ville, fra os, så vi have intet, som kunne skade nogens liv eller lemmer.     

        Mens vi marcherede igennem byen, blev der råbt ukvemsord efter os, og folk spyttede og truede ad os, og vi havde kun givet os ud for det vi var, at man så skulle regnes for fordægtige og  mistænkelige, det forstår vi ikke.

        Fra krigens begyndelse havde vi sejlet for Danmark, endog  på allierede havne- men nu fik vi lønnen: Først en magnetisk mine og så en svømmetur mellem vragstumper. At man slap fra det med livet, må være forsynet, som holdt sin hånd over os.

        Vi ankom til banegården, og her blev vi inddelt i hold på 40, ja op til 50. vi skulle indlades i kreaturvogne, og de var meget urene. Vi blev kommanderet ind i vognene, og så snart vi var inde, blev der lukket og låset. Der var fuldstændig mørkt, for vognen var hermetisk tillukket.

        Klokken 18 begyndte køreturen. Hvor vi skulle hen, anede vi ikke; men der var nogle af os, som havde haft hel med sig. De havde fået deres knive med, og nu skar de i plankernes sammenføjninger og fik så enkelte steder så meget åbning, at en lysstribe kunne skimtes. Vi opdagede, at vi kørte i Frankrig.

        Natten forløb nogenlunde, men da næste dag brød frem og solen steg på himlen, blev det varmt i vognen. Vi håbede, at vi  skulle holde ved en eller anden plads og have et måltid, men deri blev vi meget skuffet. Vi holdt mange gange, når soldaterne skulle have deres måltid ved de depoter, som var anlagt af røde kors, og når der blev blæst luftalarm, holdt vi også, så skulle de i bomberum, men vi andre måtte blive i vognene.

        På den måde kørte vi i 46 timer. Der blev råbt ind til os, om der var nogen (malader), det vil sige syge, men det var der ikke hos os . I de andre vogne var der. Vi var 36 søfolk og 4 jøder sammen, men 4 af vores kammerater var kommet i en anden vogn, og i deres vogn var der to, som blev syge. Det var jøder. Den ene var helt væk, som man siger. Døren blev så åbnet, og der blev kommanderet hænderne op. En soldat kom ind i vognen, mens andre stod uden for med gevær i skudklar stilling rettet ind mod vognen.       

        Soldaten så på manden, der var syg. Så løftede han geværet og slog kolben hårdt mod mandens hoved. Det var den undersøgelse, han fik. Så blev døren lukket, og næste gang vi holdt, tog de manden ud. Han var jo nu død.

        Nu fik vi endelig en tår vand at drikke og to pund brød til fem mand.

        Den 16. maj klokken 21.30 ankom vi til en plads, som heder Virzon, ca. 200 kilometer syd for Paris. Vi blev kommanderet ud af vognene. De folk, der steg ud, havde forandret udseende på den køretur. Jeg så folk, der ikke kunne stå på benene, men faldt om med det samme, og der blev de liggende.

        Der var ingen hensyntagende, kun hård brutalitet. Turen hertil havde kostet 23 mennesker livet.

        Vi skulle nu til fangelejren, og der var 6 kilometer at gå; men der var mange, som ikke kunne følge trop. De fik spark og skub. Med skulle de. Soldaterne skulle nok være der, der var jo ingen fare; men jeg ville aldrig betragte dem som ærlige soldater. De var en flok pirater, som stjal fra værgeløse folk. Skipperen fra Swava havde sit gulur med kæde. Det var en soldat, der nok så frækt tog lige op af lommen på ham, og sådan gik det mange.

        Vi ankom til lejren. Mørkt var det, men nu skulle vi anvises barak. En officer holdt en appel til os. Han lovede os meget godt, men vi spurgte, om vi fik noget at spise, i det mindste noget at drikke. Han lovede os vand. Der var en tankvogn, som skulle komme. Klokken 0.30 fik vi vand, men ingen kan forestille sig, hvordan det foregik.

        Vi var jaget ind i en barak til højst regnet 150 mand. Vi var over 300. Trætte var vi alle, så man faldt om med det samme. Vi lå sammenbøjet for at kunne ligge ned. Nu blev der sagt, at vi kunne få vand, og folkene blev helt ville. Barakken måtte vi ikke forlade. Hvis nogen gik ud, ville der blive skudt på os. Der kom en løjtnant, som tog nogle mand, der skulle give os vand. Der gik så et par timer med det, for det var jo svært at komme rundt imellem os. Man blev trådt på, og nogle fik vandet ned over sig.

        Klokken 6 skulle vi op. Så skulde vi have kaffe, og klokken 7 var der appel; men vi fik intet - jo, appellen var der, men intet at spise eller drikke, og vasket kunne man ikke blive. Klokken 12 var der middag - men heller intet at spise. Der var intet kommet ud til lejren af proviant. Endelig klokken 17 fik hver mand 240 g brød og en saltet sardin. Det var vores portion for den dag.

        Og nu kom natten. Igen havde man intet at foretage sig, og sulten var vi alle; men hvad skulle man gøre. Her havde man at lyde, vi kunne ingen krav stille. Næste nat oprandt, og den blev som den foregående; men nu begyndte man at tale sammen, om det skulle blive ved sådan. Vi fik så en barak føre valgt for hver barak, og de skulle så tale vores sag for lejerkommandanten. Ja, han lovede også meget godt, at det skulle nok blive bedre, når blot der kom system i det.

        Vi 40 danske talte så sammen, om der ikke kunne skrives til Gesandtskabet i Paris; men vi skulle have tilladelse til at sende det, så den måtte vi jo hente hos Chefen for lejren. Der skulle skrives på Fransk, men også det kom vi om ved, og et brev blev nu afgivet til kommandanten. Vi mente jo så, at der så skulle blive gjort noget for os, og Kommandanten var flink at tale med. Det var jo en fejltagelse, at vi var blevet anbragt i Koncentrationslejr - forliste søfolk, nej, det havde man aldrig hørt før ? Men tiden gik og vi hørte intet.

        Vi havde efter flere dages forløb opnået at få kogt vand med klatter i. Det skulle vel kaldes suppe. Det fik vi om morgenen, og til middag fik vi Spansk linsesuppe; men det smagte uhyggelig. Af  brød fik vi kun 200 gram om dagen, ingen kartofler eller grønsager i suppen, og der var vel ca. en stor kop hver gang. men vi holdt ud.

        Folk begyndte ellers at blive syge. Det var kun enkelte, men der var heller ingen hjælp at få. Der var nok en barak, som blev kaldt infirmeriet, og et par jøder var kommet der hen som læge; men de havde ingen medikamenter ud over lidt jod og gazebind. Et så simpelt middel som afføringstabletter havde de ikke, og maverne begyndte jo at komme i uorden på forskellige. En morgen så vi soldaterne komme bærende med en inde fra infirmeriet. Han var død. Han blev kørt bort i en lastbil. Så var han friet for sine pinsler.

        Vi blev forespurgt, om nogen ville melde sig til legionen eller ud at arbejde. Vi havde nu aldrig tænkt på at gå i krig og slå vores medmennesker ihjel, så vi sagde nej til legionen; men arbejde ville vi godt. Så gik tiden bedre måske. Der var også nok, som meldte sig til legionen, men det var folk, som var flygtet fra Tysk-land, og ikke kunne vende tilbage. De mente vel, at de måske slap med livet og så kunne få opholdstilladelse i Frankrig efter krigen.

        Nu skulle vi, som havde meldt os til arbejdstjeneste, til lægen og undersøges; men jeg ved ikke, hvad den undersøgelse skulle betyde. Der blev spurgt, om vi var syge. Så svarede vi nej, og så var det forbi. Vi ventede så på at blive sendt ud til det her arbejde, men hvori det bestod, fik vi ikke at vide.

        En morgen var der en fange, der gik helt af amok. Han blev skudt ned, og nogle andre blev arresteret; men hvad de havde forset sig med, kunne vi ikke forstå. Der skulle jo kun en ubetydelighed til.

        Så kom den 28. maj, da vi skulle bort fra lejren og til den her arbejdslejr. Dagen før blev vi visiteret. Alt skulle afleveres, både papir og penge. Vi opdagede, at hovedparten af jøderne havde tusinder af francs på sig, det var belgiske francs og hollandske gylden; men det var de jo ikke glade for, og mange blev gravet ned, så vi. Efter visitationen blev de så taget op igen. Jøderne var bange for at miste det sidste de havde. De fik udstedt en check på det beløb, de afgav, men de havde jo ingen garanti for, at de nogen sinde fik dem igen.

        Rejsen optog os alle sammen. Skulle vi nu på en køretur magen til den, vi lige havde haft? vi fik dog udleveret proviant til to dage, men vi fik intet at drikke på turen. Vi blev så ført op til kreaturtoget, og der blev anbragt 50 mand i hver vogn. Pladsen var mindre end på den første tur, men lemmene i siden måtte stå åben, så nu kunne vi få luft ind.

        Nu kørte vi atter gennem Frankrig, og vi var jo spændt på, hvor vi nu skulle sendes hen. Vi holdt øje med solen, og efter den kørte vi syd på. Det passede også, for om aftenen ankom vi til Bordeaux. Der var vi kendt med broen, der går over Garonne floden, og transportøren så man i det fjerne fra toget. Der skulle vi så holde. Soldaterne skulle vel spise, og anden maskine skulle der også for toget; men lemmene i vognene blev lukket, og vi var atter i mørke.

        Omsider kørte vi da videre igen, men vi måtte holde mange gange undervejs, og andre tog måtte passere os. Natten gik og en ny dag kom.                                  

        Lemmene blev ikke åbnet, men ved forenet hjælp fik vi dem omsider ned, så vi atter kunde få lys ind til os. Vi havde intet fået at drikke i 24 timer, og vi kunne se rindende vand mange steder, men intet få. Så kom der heldigvis en regnbyge, og nogle holdt deres lommetørklæder ud for at få dem fugtet, og så vride et par dråber vand af dem. Alle lider jo ikke lige hårdt under tørstens kvaler.

        Ved middagstid kom vi til en plads, som hedder Narbonne. Der holdt vi måske en time. Så fik vi at vide, at vi skulle ud i nærheden af Pyrenæerne nær den spanske grænse, og efter to timers kørsel kom vi til en lille plads, som hed Elne.

        Vi måtte atter ud af toget, og blev inddelt i hold på 40 mand. Vi skulle køres i lastbiler til Camp Cyprien Pyrenees. Der kørte fem biler ad gangen. Så kom der en bil med soldater, som skulle køre bagefter for at passe på. De lå hen over førerhuset med geværet rettet fremefter. Igennem byen stod der gendarmer, og folk i byen råbte efter os. En gammel kone stod med en bredbladet økse og truede af os, og andre kastede sten. Ja, det var vel deres måde at byde folk velkommen på.

        Vi nåede så ud til lejren. Den ligger helt ud til Middelhavet. Vi blev atter talt op alle mand, om nogen var dessetere under vejs, og så fik vi en barak anvist. Stor blev skuffelsen, da vi så, hvad det var for forhold. Det kan dårlig beskrives.

        Her ud til Middelhavet, hvor det altid blæste? når vinden kom fra land, var den altid koldere, end hvis den kom fra søen, den blev ja presset ned gennem bjergene, og sandet røg os i øjnene. Hvis det skulles kaldes en barak, så er der hvis ingen, der har set sådan en før.

        Og tænk sig, at her havde 150.000 spanske flygtninge levet under borgerkrigen, mænd, kvinder og børn? Her var flygtninge endnu fra den tid, som ikke turde vende tilbage til Spanien, for det ville kun betyde: op af muren? De blev nu udnyttet af franskmændene; men der var alligevel forskel på dem og os. De gik frit omkring, men vi var under skrap bevogtning.

        Omsider fandt vi en barak, som var tildels tæt, men vi måtte ligge på det bare sand. Der var ingen halm. Næste dag blev vi beordret hen i en anden barak, de skulle nok bestemme, hvor vi skulle være. Vi kom nu sammen med 11 katolske Munke og Præster, hvad de nu ellers var, men det var ret fine mennesker. Vi passede os selv og lod dem og jomfru Maria og Santa Elisabeth passe deres.

        Efterhånden kom der ligesom en smugle bedre system med ordningen af kosten. Nu fik vi morgenkaffe, men den var tynd, og ærter fik vi to gange om dagen, men den der kunne finde en ærte i suppen, var heldig. Det var ærter som havde stået på et lager fra Spaniernes tid, Og nu var der gået orm i dem. Følgen blev, at mange blev syge. Nu fik vi også at vide, at 8 mand var døde af udmattelse på den sidste køretur.

        Der skulle nu indføres hårdere disciplin, men heller ikke det lykkedes rigtig for dem. Lejrløjtnanten, vi havde, var en ung fyr, så han skulle gerne vise sin myndighed; men jøderne havde for meget med ham at gøre. Vi var 2700 mennesker, hvor de 2000 var jøder. Der blev oprettet et kontor, hvor alt skulle gå igennem, og det var jøderne, der ledede det. I køkkenet var der jøder, og når der enkelte gange kom kød, blev der kun en mundsmag til os. Sukker til kaffen så vi heller ikke. Der blev oprettet en kantine, hvor vi kunne købe forskellige ting, men det var også jøderne der forestod den. Helt holde os borte fra, hvad der foregik, kunne de ikke; men så blev der oprettet en civil politi, og de skulle holde os borte. Hvis vi ikke adlød dem, kunne de indberette det for kommandanten. Så var det første gang, 2 dages arrest uden brød. Man kunne sige, at vi var faldet blandt ulve.

        For hver dag bliver der flere syge. På grund af manglende næring og ingen grønsager er her udbrudt dysenteri, og folk lider under det. Her er mangel på læger, men de står hjælpeløs overfor det. Medicin har de ikke, og de siger, man skal holde diæt, men hvordan skal man det, når man ikke får andet end suppe? ja, så må vi nøjes med tørt brød og kogt vand; men når vi kommer til køkkenet og forlanger vand, så har de ikke noget - medmindre du kan betale for det. Den smule stopmikstur, lægerne får, er ikke engang nok til halvdelen af dem, der er syge.

        Vi har måtte tage træ fra barakken, som vi har brændt til trækul og så knust og spist. Det hjælper. Vi tænker, de er blevet bange, for nu giver de os ikke ærter mere. Nu for vi bøndesuppe, og vi har fået finker at smøre på brødet om aftenen.

        De hårdest medtagne bliver lagt i barakker for sig, så de har lidt mere kontrol med dem, og nu får de kogt ris, men ikke ret meget. Folkene bliver mere og mere afkræftet, og nu begynder lusene også at komme. Her er vand nok, men sæbe ser vi ikke. Der er kommet ferskner. Vi får to grønne. Det er en stor dag for os, vi som ikke har set grønsager en hel måned. Ej heller fedtstof får vi, det mangler også.

        En fange har i nat hængt sig i infirmeriet. Han kunne ikke holde det ud for smerter. Han klagede sig ustandselig, og intet kunne han få, der kunne lindre. Man ser, hvordan folk må løbe for at komme på latrin, men mange gange når de ikke der over, så er det kommet i benklæderne, for det er ikke altid, de når at få dem ned. Så må de til pumpen og vaske dem, og ingen andre har de og tage på. Ja, der er ikke engang papir på latrinet, så meget kan de ikke give os. Folk bruger, hvad de kan få. Nogle har et lommetørklæde, som de bruger og vasker ud, for hver gang de har været der. Jeg for min part har taget min undertrøje, den eneste jeg havde, den bruger jeg der. Man må spare på den, der kan kun blive til frimærke størrelse, for vi ved jo ikke, hvor længe vi skal være der.          

        Nu er der døde 18, siden vi kom her, så en hver kan forstå, det er ikke under gode sundhedsmæssige forhold, man lever.

        Vi skal nu for en kommission. Hvad det er for en, vil tiden vise. Vi har skrevet til konsulen i Marseille, men intet hørt. Vi håber stadig, der skal komme nogen.

        Vi er 25 mand, som har fået oprettet et gymnastikhold for at foreslå tiden, for arbejde så vi jo ikke noget af udover at holde rent i barakken. Der blev dannet et fast hold til at renholde latriner. De fik et lille stykke brød ekstra.

        Der er ankommet en belgisk komite, som skal undersøge vores papirer. Vi skal nu i dag stilles for den. Vi kommer ind en af gangen og bliver afhørt: hvor vi er født, hvad vores forældre hedder, moderens pigenavn, og om vi havde været soldat, og hvad  våbenart vi tilhører, vores adresse i Danmark o.s.v. Vi er færdige med det. Så spørger vi, hvad det skal betyde, og får til svar, at hvis nogen bliver syge og døde, så kunne det meddeles de pårørende i Danmark. Så tænkte vi jo vores, for vi syntes ikke, det rigtig kunne stemme med de oplysninger, de skulle have.

        I nat har vi haft et heftigt tordenvejr, og regnen har strømmet ned; men i dag har vi fået det med varmen igen. Vi ser nu store formationer af flyvemaskiner komme hen over os og gå i sydvestlig retning. Alle slags rygter begynder at svirre rundt i lejren. Italien er gået med i krigen, og et stort slag bliver udkæmpet i  Mid-delhavet. Vi taler videre sammen om det, nogle siger: ja, så må de komme tilbage igen, og vi venter, for her i nærheden af Perpignan ligger to store flyvepladser; men det bliver aften, og der kommer ingen. Tværtimod begynder der igen at komme flere i samme retning som de første, og hele natten flyver de og næste dag med; men så kommer det frem, at der er sluttet våbenstilstand mellem Tyskland og Frankrig.

        Af Løjtnanten kan vi intet få at vide, men derimod bliver der givet ordre til, at vi skal gå som en slags politivagt i barakken om natten, og døren skal holdes lukket. Hvis nogen kommer ud, bliver der skudt med det samme. Vagtposterne udenfor lejren bliver forstærket. Der er kun et par meter mellem hver. Det kan vi ikke forstå, men så næste dag får en jøde en avis smuglet ind i lejren, og nu ser vi, hvorledes forholdene er ude. Frankrig har overgivet sig. Nu kan de ikke skjule det længere. Så forstår vi bedre de forholdsregler, de tog. De var bange for oprør i lejren. Vi er ca. 12.000 mennesker her af alle nationer, om det så er Javanesere, så er de havnet her. Jøderne er i flertal, men der er 1700 rigstyskere. De var bange for kampe i lejren, men det forløb meget roligt. Vi kan godt sige, at vi alle var udhungrede, så vi magtede ikke meget. Der var gået fem uger her, så vi var ikke i den bedste forfatning.

        Nu kan vi mærke, at soldaterne bliver mere ligegyldige. Nu taler de med de fanger, som kan fransk, og jøderne er ekspert i sprog. De får da også aviser hver dag, som de betaler med nogle få francs. De går så fra barak til barak, og tilbyder at læse dem, og så oversætter de dem til tysk; men så skal barakken betale 50 francs. Fin forretning, når man tager i betragtning, at der er hen ved 400 barakker i lejren, men adskilt med en pigtrådsspærring, så der bliver 60 barakker i hver afsnit.

        Soldaterne begynder at handle med chokolade og cigaretter, men kun i det små, for de må ikke for kommandanten. Jeg så fanger som købte en pakke cigaretter for 10 francs, og solgte dem stykkevis til 20 francs. Da soldaterne hørte det, forlangte de 100 francs for tre pakker; men så gik handelen i stå. Så blev priserne sat ned igen. Soldaterne ville jo gerne sælge. Nu kom der også brød i handelen. 35 francs for et brød, som kostede 3 en halv, så det var der rift om. Vi kunne intet købe, for penge havde vi ingen af, så vi så kun til.

        Nu af gik de 1700 tyskere. De skulle hjem til Tyskland. Hitler havde ved våbentilstanden forlangt, at de tyske, som var i koncentrationslejr, skulle frigives og sendes til den tyske grænse. Så tænkte vi jo, at næste gang måtte turen komme til os; men vi blev sørgelig skuffet.

        Man skulle synes, at nu måtte vi få mere at spise, men det blev mindre i stedet for. Nogle dage kom der intet brød til lejren, så måtte vi nøjes med små kiks. Vi fik enkelte gange tomater, og fire mand  om et løg. Så måtte vi op til køkkenet og se, om vi kunde få lidt salt, men det kunde vi ikke.

        Vi fik nu en ny lejerchef, og han skulle gøre det bedre for os, sagde han; men det så vi ikke meget til. Selv om han havde ville det, kunne han ikke, for der var alt for meget korruption indenfor det franske militær. De bedre forhold udeblev.

        Ved os Danske er der nu stadig 5-7 mand som ligger. Maven er fuldstændig ødelagt. Blodet løber fra dem. Jeg har lige været med til at bære en af mine kam-merater ned på infirmeriet, men jeg siger, at jeg vil ikke engang ønske min fjende der ned. En trækasse at ligge i og beholde tøjet på. Ingen tæpper. Og så var der gravet en stor spand ned, som de skulle forrette deres nødtørft på. Det stank være end på en destruktionsanstalt, og så i tusindvis af fluer, som summede omkring. Det var sygehuset i en fransk koncentrationslejr.

        Vi opnår nu tilladelse til at gå i vandet. Vi har snart gået her i to måneder og set på det blånende og skønne Middelhavet kun 50 meter fra det; men der var en høj pigtrådsspærring og soldaternes geværer, som holdt os borte fra det. Nu får vi lov at bade, og nu ser man hvordan folk sidder og piller lus af deres tøj, og forbit af dem over hele kroppen er de. Og så er her store sandlopper, som kan gøre livet pinefuldt.

        Hver mand får nu en kop rødvin om dagen, det skulle hjælpe på maverne; men vor er det surt og skimmelt, det er ikke første klasses. Men vi drikker det. Alt kan spises nu. Vi ser, når de kaster kødben ud fra køkkenet og over i møddingen, så falder de over dem som en flok sultne ulve og knurre af hinanden som dyr. Det er sørgeligt at se, men det er den nøgne sandhed.

        De 7 munke er rejst. De gav os lidt penge, og for dem har vi købt tobak. Vi kan få 10 gr. hver, det har vi ikke smagt længe, så det bliver en nydelse for mange. Og tænk engang, den franske stat har bevilget 30 gr. sæbe til hver mand. Nu overgår de sig selv. Det er første gang, man kan blevet vasket med sæbe, siden vi blev minesprængt. Man er ellers blevet solbrændt, men nu kan det ske, at det forsvinder.

 

        I dag ankommer 150 Hollændere og Belgiere til lejren. De kommer fra en anden lejr, men de skal samles her og gå som anden transport tilbage til deres lande.  Først skal de for en belgisk kommission, som er ankommet hertil.  Vi har talt med flere af dem, og de har været under samme forhold som vi. De fortæller, at de afgik med tog fra Tournai den 16. maj, men deres tog blev beskudt, og der var 120 døde. De var låst inde i kreaturer vogne, ligesom vi havde været, så de kunne intet foretage sig. Mellem dem var en fange, hvis hele klædedragt bestod af en imprægneret frakke. Det andet var faldet af sagde han.

        Vi får at vide at vi kan komme med en anden transport, som skal afgå, men kun til den tyske grænse. Vi siger ja, men samtidig får vi at vide, at de breve, som vi har skrevet til gesandtskabet og til konsulatet i Marseille, ligger på kontoret. De er aldrig kommet længere. Så kan vi bedre forstå at vi intet har hørt. Vi får i hast lavet et andet brev, og det får vi med en belgisk flyverløjtnant, som er her i byen, også som fange, men han kan gå og komme som han vil.

        Efterhånden er der kun få soldater til vagttjeneste, så nu begynder folkene at tage sig en tur udenfor pigtråden; men vi håber jo at komme herfra i nær fremtid, så vi vil vente og se. Vi taler dog tit om, at  skal vi blive, så må vi flygte, og det skal være medens vi stadigvæk kan gå. Der er sytten timer op over Pyrenæerne, og ind til den spanske grænse. Vi har 350 kilometer til Marseille, og under disse forhold er man i stand til at gå på, bare for at komme væk.

        Der bliver givet ordre til, at det kun er de Hollændere og Belgiere, som er mellem 17 og 35 år, som kan komme tilbage. De skal på arbejdstjeneste i Tyskland. Så vi andre må atter vente. Der skal 3.000 italienere af sted herfra. De skal før os siger de, så  skal vi komme i betragtning næste gang; men vi tror ikke på det. Nu venter vi på at høre fra konsulen.

        Vi har talt med lægen mange gange, om han ikke kunne gøre noget for os, så vi kunne få tæpper, for vi frøs om natten. Her er varmt om dagen men koldt om natten. Så nu i dag blev der sagt at vi kunne få dem, men hver mand kunne ikke få, så vi måtte slå os sammen. Så kunne der blive to tæpper til tre mand. Der var store huller i de tæpper vi fik. Laser som var kasseret fra militæret, men det var bedre end intet. Nu har vi skrevet til konsulen, om han kan hjælpe os med midler, så vi kan få lidt tøj, for mange af os har ikke noget. Det falder simpel hen af os. Der er flere som slet ikke har fodtøj eller undertøj.

        Der bliver givet ordre til, at alle under 18 år skal til en anden lejr, men vi har kun messedrengen, ud af os 40 dansker han den eneste, så vi syntes, det er synd, han skal med. For det første kan han ikke sprog, og når han så ikke er tilbørlig fræk, kan han slet ikke klare sig. Så vi har talt med skipper, at han må gå til kommissionen og være formynder for messedrengen. Skipper er det ombord, så må han også være det her.

        Nu får vi brev fra konsulen, at han skal sætte sig i forbindelse med gesandtskabet i Vichy og arbejde så hurtigt, han på nogen mulig måde kan, for at få os fri. Samtidig fik vi 4.000 Francs, men hvad er det til 40 mand, som er blottet for alt: men vi er indespæret og kan intet fortage os. Jeg håber adskillige nok forstår, hvad de er at henvende sig til en konsul. De er repræsentanter for det land, som de er udsendt fra, og skal hjælpe deres landsmænd, som er kommet i nød. Her drejer det sig ikke om en fuld fyrbøder eller matros, som er blevet agterudsejlet, men om 40 mand, altså om 40 mand, altså om danske søfolk, som uskyldigt sidder i fransk fangeskab, om de kan få 100 francs, 10 kr. i danske penge --- og hver mand har 1.00 kr. tilgode. I slutningen af konsulens brev står der, at yderligere hjælp kan ikke gives. Folk, som ikke beder om almisse, men kun har gjort deres pligt, skal de ikke give det svar.

        Vi må nu se, hvad vi kan udrette med de 100 francs. De fleste af os ville gerne købe for dem med det samme, så kunne vi måske blive mæt for en gangs skyld, men det går ikke. Man må have lidt til hver dag, så længe e kan strække til, og nu til aften får vi for første gang lobescoves. Det er jo bedre end suppe, men selv om det har navnet lobescoves, så er det kun kartoffelmos. Vi er nøjsomme, folk ude i det frie liv ville ikke spise det. Når man en dag ikke fik kød, skulle vi have fisk, og de blev kogt som de var , ikke gjort ren eller skyllet, og de lugtede, så de ikke var til at komme i munden, selv om vi var aldrig så sultne. Så var vi nogle fra barakken der gik med det samme og vi fik ikke noget andet. Så længe vi var i lejren, måtte vi nøjes med den behandling, vi fik. Vores barak føre fik den besked, at han kunne sige, når maden var god, men klage det kunne han ikke.

        Nu køber vi ris, så vi kan koge det i vand. Vi laver fyrsted i sandet og får fat i konservesdåser, som vi bruger som gryder, så vi på den måde kan stilne lidt for sulten. Salt udvinder vi på den måde, at vi henter vand i Middelhavet og stiller det i solen i vores spisebakker, så vandet kan fordampe.

        Vi har fået rotter og mus i barakken, og de kan holde os vågne om natten. Vi kan dårligt dele vores sparsomme brødration med dem, men somme tider har de været og gnavet i det. Så må vi undvære.

        Vi får en hollænder til at tage til Pergignan for  at tale med konsulen der, om han ikke kan gøre noget for os, når han nu får hele sagen forklaret. Vi mener det er bedre, og hollænderen kan tale fransk, så han kan bedre klare den en, der ikke kan sproget. Det er en Nederlandsk konsul. Vi fik den besked at konsulen intet kunne gøre for os. Så var vi lige vidt. Vi forbandede det hele ad helvede til. Ingen ville have noget med os at gøre, for den her med, som konsulen skrev, at de skulle gøre alt hvad de kunne, troede vi ikke på. Vi sad godt gemt hen og kostede ikke den danske stat noget.

        Det går efterhånden meget dårligt med at få proviant ud til lejren. Det er ikke hver dag der kommer brød, og det der kommer er bagt af muggent hvede. Forleden kom de med oksekød der var helt sort. Det måtte graves ned, det var ikke til at spise. Men franskmændene tænkte vel som så, at det var godt nok til fangerne.

 

        Vi har fået doktoren til at skrive en attest til os, som vi så vil sende til konsulen. Den lyder på at vi er underernæret i højeste grad, og at vi mangler alt, og de forhold kan intet menneske blive ved at leve under, uden at helbredet bliver ødelagt. Som doktoren siger, var vi søfolk mere hårdføre overfor livet end de andre.  Vi var i forvejen ikke forvent med luksus.

        Der kommer nu mange jødiske kvinder ud til lejren. De er blevet frigivet, mens mændene stadig er fanger, men de kan få lov til at tale sammen. Kvinderne og deres børn bor i Elne, en lille plads i nærheden af lejren. De får 10 francs om dagen, men så må de sørge for sig selv. De har et køkken hvor de kan tilberede deres mad. Hvor ser de dog ud! Den dag man så dem i Tournai, var de meget pæne, men nu! Ja, det kan dårligt beskrives. Jeg hørte en aften et par jøder stå sammen, og de beklagede den behandling, deres kvinder havde været ude for. Livet var ikke godt i koncentrationslejren.

        Vi har en fyrbøder, Anders, som kæmpede på de Allieredes side i sidste Verdenskrig. Han har fået tilladelse til at komme til kommandanten og tale med ham. Han vil se, om han kan blive fri og komme til at gå ude, men kommandanten siger til ham, at det kun varer to til tre dage, så vil alle danske være fri. Vi venter så og ser, om det skulle slå til denne gang. Engang må det vel komme. Men dagene går og der sker intet med os.

        En morgen er der stort slagsmål ved pigtråden, sort af mennesker. Det må vi ned og se! Det er en fange der har købt 15 brød af soldaterne, og brødet må kastes over pigtråden. Men manden får dem jo ikke alle sammen, selv om han har hjælpere. De havner hist og her, og der kommer til at flyde blod. Nogle af brødene bliver rykket over, når to mand fik fat i dem.

        Der udstedes en ny parole om, at vi skal inddeles i kompagnier på 250 mand, og så skal vi ud til arbejdstjeneste, hvorhen ved vi ikke, men jeg tænker, det er blind alarm, som alt andet, de foretager sig her, men tiden går da med det. Vi 40 mand bliver stillet op sammen med diverse nationer, som bliver blandet sammen for at danne et kompagni for sig. I dag skal vi have vores seng redt og renset for lus og lopper. Det består i at de par strå, vi har tager vi ud og brænder. Så graver vi sandet op , hvor vi ligger og sover, og blander det med klor. Men hvor det lugter! Det blevet vist ikke godt at sove der i nat. De har lovet os rent halm til aften. Det kom også men det var muggent. Nu er spørgsmålet bare, hvad der er det fineste parfume, muggent halm eller klor, men det må vi selv om for det bekymre ikke franskmændene.

        Vi stilles nu op til appel to gange om dagen. Vi skal tælles op, for der stikker nogle af hver nat. Optællingen foregår ved navneopråb. Det gør dog ingen forskel, for en mand siger stolt ja flere gange, så det er en dårlig kontrol.

        Hver enkelt mand bliver nu spurgt, om han vil blive i Frankrig, eller om han vil hjem til sit land – det er vel også kun en formular – men så får vi at vide, at det ikke gælder os, kun dem, som har noget udestående med deres fødeland og ikke vil tilbage.  De skal underskrive en slags kontrakt. Jeg tænker at de er solgt, når de har skrevet under, for så kan de vel sendes hen og arbejde, hvor det skal være – om det så er Djævleøen.

 

Her hørte Emil Pedersens dagbog op. Jeg sad overfor ham og undrede mig over, at den mand havde oplevet alt det, og jeg var spændt på at høre enden på historien. Det gjorde han – stilfærdigt og roligt;

        Så en dag kommer der en kommission. Vi troede det var en fransk civilkommission. Først fik lederen en liste over os

        Hvad er det her for noget, sagde han, 40 danskere?

Så kom vi til afhøring en for en.

Der går så 2-3 dage. Så kommer der en ind i barakken til os og siger:

Goddag kammerater!

Vi kigger på ham.

Goddag, sagde vi.

        Der kom en gammel mand efter ham, en tysk oberst med kejser Wilhelm skæg. Vi troede, det var konsulen fra Marseille. Han talte perfekt dansk.

        Jeg har set jeres papirer, hvordan er I kommet her?

Det fortalte vi ham så.

        Det var meget, sagde han. At de har arresteret søfolk, der er skibsbrudne. Det har jeg s’gu aldrig hørt før. Men det skal I ikke være kede af, inden 3 dage er I ude herfra.

        Det sagde vi jo tak til.

        Vi er tyskere, sagde han, jeg kommer fra den tyske kommission i Wiesbaden for at undersøge lejrene her.

        Det var i august måned, da Frankrig havde kapituleret. Ham der talte dansk, var civil. Den franske kommandant i lejren havde åbenbart ingenting at skulle have sagt.

        Så sagde han – den civile – til os:

I Danmark behandler de vist hestene bedre, de får da rent halm hver dag.

Hvad vi fik at spise? Spurgte han.

Det fortalte vi,

        Ja det var jo ikke meget, men nu skal I være ude om 3 dage, måske vil der løbe en dag på til; men mere end 4 dage skal I ikke få lov til at vente

 

        Det slog også til 3 dage efter var vi ude. Vi havde været der i 3½ måned.

Der kom en besked om, at vi 40 danske skulle stille op. Så kom en mand ud og læste en skrivelse op for os. Vi var frie, men vi skulle sendes af sted under bevogtning til Marseille og overgives til den danske konsul der.

        Der var to gendarmer med. Vi kørte i biler fra Elne til Narbonne – der var 350 kilometer fra lejren til Marsielle. Vi kørte fra lejren ved 3-4 tiden om eftermiddagen, og fra Narbonne kom vi med kreaturvogne, men vognene var rene. Vi ankom til Marsielle ved 9 tiden, det var en rejse på 17-18 timer.

        Vi så mere eller mindre farlige ud alle sammen. Vi var barbenede, og tøjet fuld af huller. Fra banegården marcherede vi til konsulen. Han anede ikke at vi kom. Så vi blev stående nede på gaden, mens en af gendarmerne gik op til konsulen. Han var en flink mand. Han var fransk mand, men talte perfekt dansk.

        Det første var at vi forlangte noget at spise, så kom sekretæren og sagde, at det kunne han ikke skaffe, men en sandwich kunne vi få, og det fik vi så i et værtshus og hver to glas øl.

        Så skulle vi havde tøj, og der var gode råd dyre. Konsulen havde ikke været i forbindelse med Danmark siden 9. april, og han havde ingen penge. Men han var flink. Det forenede havde en agent dernede, en franskmand, og ham gik konsulen ned til.

        Agenten stillede sig velvilligt, han sagde:

Ja, jeg har jo ingen garanti for, at jeg nogen sinde bliver agent for de forenede mere, men jeg vil låne jer 40.000 francs af min egen lomme.

        Konsulen skød også lidt til, og så måtte vi få tøj hver for 12 –1400 francs, så vi kunne blive klædt på.

        Vi fik undertøj, strømper og sko og det hele, og blev barberet. Nogle havde fuldskæg – og blev fotograferet. Jøderne i lejren havde barbergrejer, og dem havde vi andre lånt.

        Vi blev klædt på og kom til at sove nogle på konsulatet og andre på nogle værelser i nærheden.

        Det var lørdag da vi kom til Marsielle, og om søndagen skulle han skaffe logi til os alle sammen. Det var jo ikke helt let, men vi kom da ned på det franske sømandshjem og boede der og spiste på hotel. Hotellets ejer var hjemsendt fra kapitulationen. Konsulen betalte 45 francs om dagen for hver af os for kosten alene, vi fik morgenmad, frokost og middagsmad. Det var meget godt.

        Der var en sygeplejeske, dansker, som var kommet fra Paris, hun passede os. Hun havde passet et gammelt ægtepar i Paris. De flygtede ved kapitulationen, og nu var sygeplejesken kommet til Marseille. Hun oversatte for os og serverede for os sammen med en pige på hotellet.

        Der gik nogle dage, så forlangte værten 50 francs om dagen for hver. Vi spiste for meget sagde han.

        Giv os 45 francs om dagen, sagde vi til konsulen, så skal vi nok ordne der selv.

        Logiet betalte konsulen jo ved siden af.

Jeg sagde til en matros:

        Vi går ned i havne kvarteret, i en eller anden arbejderrestaurant, der får vi det for det halve.

        Vi kom ind på et spisehus, til en neger;

Hvad skal vi give for kosten her?

Ja-e, hvad skal vi sige…hvad er I for nogen?

Det fik han at vide.

Ja, så kan I give 22 francs om dagen.

Det er allright!

Men to dage er kødløs. Kan I lide kaniner?

Vi spiser alting.

        Og det var godt det vi fik. Så kan man jo se hvad den anden har tjent på os.

Først var det bestemt , at vi skulle rejse over Paris, men banerne var ødelagt, og så skulle vi over Grenoble og Schweiz. Vi skulle altså først have indrejsetilladelse til Schweiz. Det fik vi , så skulle vi havde indrejsetilladelse til Tyskland. Alt det bevirkede at vi fik 16 dage i Marsielle. Men endelig kunne vi komme af sted.

Hvad tid skal I af sted? Spurgte negeren.

Ja, vi skal af sted klokken 5.

Jeg har nu ellers ikke åbent på den tid, men jeg skal nok stå op og give jer et måltid mad.

Vi fik også et godt måltid mad, inden vi tog af sted, og et par stykker med os.

        Vi kørte fra Marsielle i bil klokken 6 om morgenen, til Geneve. Der ankom vi klokken halv ni om aftenen. Det var en dejlig tur. Vi havde jo stop undervejs. Det ene sted fik vi middagsmad, og så holdt vi en gang til om eftermiddagen ved en restaurant. Der fik vi en øl, og så kørte vi videre.

        I Geneve boede vi på det fineste hotel, jeg har været inde på. Det er det flotteste jeg har set, også der fik vi noget at spise. Vi var der fra om aftenen til næste morgen.

        På banegården fik vi rigtig kaffe og alt det franskbrød og smør, vi kunne spise og hver en pose med 4 rundstykker og en pølse, 2 æbler og en plade chokolade. Så rejste vi fra Geneve til Berlin. På grænsestationen skulle vi visitters, men vi gik glat igennem – to hold på 20 mand hver.

        I Berlin var der ingen til at tage imod os. Cooks Rejsebureau skulle sørge for os, så vi ringede til hovedkontoret. Der kom så en mand og vi blev installeret på 3 hoteller.

        Det varede to dage med at få indrejsetilladelse til Danmark – selv om vi alle sammen var danske statsborgere. Vi levede godt i Berlin, og boede også godt. I toget fra Berlin kunne vi ikke få noget, men vi fik middag på den tyske færge fra Warnemünde til Gedser. Vi kom til København om aftenen, og der var der søforhør. Søforhøret er noteret ind i ”Dansk Søulykke-Statistik 1940, udgivet af Ministeriet for handel, industri og søfart, bogen har nr. 144.

Punkt 116 på side 26 står følgende:

116. S/S Gorm af København, 2156 Register Ton Brutto Bygget 1916 af stål. På rejse fra Antwerpen med stykgods.

        Forliste efter eksplosion den 13/5 1940.  Søforklaring i Marseille den 20/8 1940. Søforhør i København den 5/9 1940. Forlisanmeldelsen dateret København 9/9 1940.

Klokken 750, da Gorm, der havde lods og belgisk pricemandskab om bord, befandt sig tværs af Zebrygge i en afstand af cirka 1½ sømil, indtraf en voldsom eksplosion. I løbet af cirka ½ minut stod forskibet under vand. Redningsbådene blev straks bemandet og firet af; men under nedfiringen blev bagbord’s redningsbåd fyldt med vand, hvorfor de ombordværende måtte springe i vandet. De pågældende blev kort efter taget op af styrbord’s redningsbåd samt af en redningsbåd fra en forbisejlende belgisk damper. Lodsbådene fra Zebrygge, der var kommet til stede, tog de redede, dere befandt sig i den belgiske dampers redningsbåd, om bord, hvorefter Gorm’s styrbords redningsbåd blev taget på slæb ind til Zebrygge, hvor en matros, der under nedfiringen af redningsbådene havde fået sin højre hånd beskadiget, blev indlagt på hospital, medens den øvrige del af Gorm’s besætning blev behandlet som krigsfanger.

Anm. Eksplosionen antages at skyldes krigsårsager.

 

Den danske fyrbøders beretning er endt – en beretning om et krigsforlis, en kamp for livet ”mellem vragstumper”, som han selv sagde, og 3½ måned i koncentra -tionslejr under de forfærdeligste forhold.

Jeg forstår ikke, at han ikke raser mod hele verden over denne uretfærdighed, men han sidder der foran mig og ryster blot på hovedet:

Ja, det er vel næsten, så ingen tror på det. Jeg undre mig jo selv over, at det alt sammen er rigtigt.

Han sidder lidt og fortæller andre småtræk fra sine oplevelser:

Vi lignede skeletter, da vi kom fra lejren. 1. mester havde tabt over 30 pund. De unge mennesker led for resten mest. En hovmestermath, en stor, kraftig fyr på 18 år, faldt om  af udmattelse. De der var under 18 år, fik lov til at komme over til de franske soldater for at få ekstra mad, når soldaterne havde spist til middag.

 
   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Verners Krigsforlig

Sømandsberetning fra krigen i 1940, Fortalt af danske søfolk

 

Forord

Denne sømands beretning vil sprede kendskab til de danske søfolks indsats under krigen i langt videre kredse, end det ellers ville være muligt.

        Denne beretning vil mange nok undre sig over, som kendte Verner, han var kun  22 år da han var udsat for dette forlis om bord på Gorm, sømændene selv tier helst stille med det, som de har været ude for i disse år, men for os andre er der grund til at huske det. Verner ville heller ikke tale om det, derfor forstod vi ikke hvorfor Verner var som han var, og gjorde som han gjorde. Verner blev født på Omø ud for Skælskør den 12. marts 1918, han døede den 19. december 1977, 59 år gammel. Han fik turberkulose først i 50’erne og lå på Arvnstrup Sanatorium i 1 år, han døede af alle de følge sygdomme han fik i koncentrationslejren. 

        De danske søfolk må have været meget bitter på den danske regering, med den hjælp de ikke fik den- gang.

 

 

 

En aften ringede min telefon: Det er Fyrbøder Emil Petersen. Jeg har hørt om denne her bog, de skriver på. Jeg vil gerne hjælpe Dem med den, for det syntes jeg er rigtig.

        Jeg spurgte hvilket skib han havde sejlet med, og om han havde noget at fortælle.

Med De Forenede S/S Gorm, og jeg var i en fransk Koncentrationslejr.

        Der skrev jeg en hel del, som de måske kan bruge. Det er ikke helt færdig, men så kan jeg fortælle Dem resten. Jeg synes, det er rigtig med sådan en Mindebog.

        Vi aftalte at mødes, så snart han fik sine papirer fra sin Mor i Middelfart, og en aften kom han ud til mig.

        En pæn mand, stilfærdig og kultiveret. Hvorfor forestiller man sig egentlig altid en Fyrbøder anderledes?

        Han trak et stort anbefalet Brev op af lommen:

 Se, her har jeg mine papirer fra lejren. Det kneb jo med at skaffe papir, så jeg måtte bruge, hvad der var ved hånden, og spare på det. Det kan de slet ikke finde ud af.

Men jeg har renskrevet en hel del af det, og det kan De nok læse. her er 40 sider.

        Han rakte mig 40 blade brevpapir, tæt beskrevne.

                  Og jeg læste:

Vi lå i Antwerpen den 10. maj 1940, da krigen udbrød mellem Belgien og Tyskland.  Vi var ankommen fra Danmark den 5. April for at indtage stykgodsladning til Danmark. Vi var færdig med at indtage lasten den 10. April, men på grund af begivenhederne i Danmark forblev vi i Havn, indtil vi kunde modtage nærmere ordre.

        Den 10. Maj klokken 12 middag blev skibet sat under arrest, Marinesoldater blev posteret ved landgangen. Vores pas måtte vi afgive, så vi måtte blive ombord. Klokken 18.30 kom en Eskadrille tyske Flyvere og angreb Antwerpen. Vi lå i den gammel Dok, og bomberne faldt fra 500 og op til 1000 meter fra os. En Restaurations på Amsterdam Plads blev ramt, hvorved 17 mennesker blev dræbt, en faldt igennem Red Star Lines Pakhus, og i løbet af natten var der gentagne gange luftalarm; men vi måtte forblive ombord, vi måtte ikke komme i beskyttelsesrum.

        Lørdag den 11. maj gik livet atter sin normale gang. Skipperen og 1. Mester gik i fast rutefart fra bomberum og til skibet, de havde fået tilladelse til at gå i Bomberum.  Vi andre måtte blive ombord og passe vores Arbejde. Ved middagstid kom politiet med to unge mennesker, som de havde taget. De var kommet på motorcykel kamufleret med grønne grene. Det var de tyske troppers forposter i Belgien.

        Om eftermiddagen så vi en gigantisk luftkamp blive udkæmpet. Det var interessant at se, bortset fra alvoren, som ligger bagved. Om aftenen fik jeg til- ladelse af marinesoldaterne til at gå i land og købe en avis, men alt var udsolgt, og Engelske aviser var der heller ingen af.

        Klokken 21 kom der ordre fra land om at fyre op, vi skulle sejle næste morgen. Jeg måtte så ned og fyre op under begge kedler. Jeg arbejdede hele natten, og ved  middagstid den 12. maj havde vi Damp på kedlerne.

        Maskinen blev nu gjort klar, og klokken 14 afgik vi så fra Antwerpen med Belgisk prisemandskab ombord. Vi havde besøg af tyske flyvere flere gange, da vi gik ned ad Scheldefloden. Tre maskiner kom flere gange hen over os, men vi blev ikke beskudt af dem. Om aftene ankede vi ud for Vlissingen og blev liggende der til næste morgen. Om natten blev vi prajet af et Belgisk vagtskib. Der blev så svaret fra os, at vi var Belgisk Goverment ship. Om natten var alt jo mørkt, men de tyske flyvere beskød Vissingen med bomber og maskingeværer.

        Om morgenen klokken 6 lettede vi og gik med varierende fart. Vi fik vores morgenmad klokken 7,30 og var faktisk færdig alle sammen, da vi klokken 7,55 løb på en magnetmine. Hele forskibet blev sprængt bort. Det hele skete på mindre end et halvt minut. Vi sad agter alle sammen. Fyrbøderen, der havde vagten på fyrpladsen, var hende agter for at varsko lemperne. Der var slet ingen nede andre end 2. styrmand, og han nåede at komme op.

        De fleste sprang overbord med det samme. Vi var 7 mand, som fik styrbords redningsbåd ud, og vi roede med det samme agterud for at komme vores kamme-rater til hjælp, men samtidig kom der en båd fra en Belgisk damper, og alle blev reddet.

        Nogle af de andre havde villet fire bagbords båd ned, men passede ikke på. Den går indefter, og bådsmanden får 4 fingre knust. En maskinpasser blødte også, ham trakt vi op i den båd jeg kom med.

        Der kom også en bugserbåd fra land. Den kom vi alle ombord i, og nu gik turen til land.  Pludselig skete der endnu en eksplosion. Det var en Belgisk tank- damper, den lå ikke langt fra Zeebrugge. Man hørte lige knaldet og så en røgsky, men der var intet spor af skibet at se. Det brændte bare på vandet. En mand blev redet fra tankdamperen, og han var forbrændt.

---

Vi kom så ind til Zeebrûgge Lodsstation; men vi fik intet tørt Tøj, og intet blev gjort for os.

        Vi fik at mærke, at nu var vi fanger. Der blev sat soldater til at passe på os, endskønt vi var skibbrudne søfolk og intet havde med krigen at gøre. Vi havde gjort vore pligt, at sejle råstoffer hjem til Danmark, og nu skulle vi straffes. I fire timer sad vi. Vores tøj klaskede ind til kroppen. Så kom der to biler, og nu blev vi kørt til Ostende Marinestation. Der blev vi lukket ind i en samlingstue, og en marinesoldat med gevær stod vagt ved døren.

        Vi forlangte så at få et måltid mad, og nu fik vi brød, cornet beef, sardiner og kaffe. Men nu var det jo aften, og vi skulle så være et sted for natten. Gode råd var dyre, for hvad skulle de nu gøre med så farlige folk? Skipperen måtte op til kommandanten, og langt om længe nåede de så til det resultat, at de kunne sende os ned om bord i en anden af D.F.D.S. båd, (Swava), som lå i Ostende Havn. Så blev vi sendt derned under strengt bevogtning, Og stor var vores gensynsglæde, da vi traf kammeraterne der. De havde jo hørt, at vi var forlist, og at en del af os skulle være gået med skibet ned; men vi manglede jo en mand, Båsen, som vi havde efterladt i Zeebrugge. Han var blevet kørt på Hospitalet i Brygge.

        Vi sov ombord, og den 14 maj om morgenen fik vi besked på, at alle skulle fra borde, også (Swavas) Mandskab. Klokken 7.30 kom der tre biler, som vi alle blev stuvet ind i, og vi fik Belgiske Gendarmer med til at passe på os.

        Nu gik turen til Hournai, en by, som ligger nær den Franske Grænse. Der blev vi kørt ind i en Infanteri kasserne, hvor vi så mænd og kvinder med små børn gå rundt. Vi var jo ikke straks klar over, hvad det var for noget; men så fik vi at vide, at det var de mistænkelige personer, som var taget i Holland og Belgien. Der var ca. 3000; men sandheden var den, at det var folk, som var flygtet fra Tyskland som politiske og  jødiske flygtninge og nu var landet her.

        Vi blev stillet op på militærvis. Vi skulle undersøges fra inderst til yderst, og knive og spidse genstande blev taget fra os. Vi skulle så gå to og to og fik derefter udleveret to skiver tørt brød og en lille kødbolle. Klokken var nu blevet 15.30 og vi fik så ordre til at stille os op 4 og 4. Nu skulle vi til banegården: Kvinder, Mænd og Børn, og på hver side af den lange kolonne gik soldater med gevær og påsat bajonet. De skulle jo passe på, at ingen af os brød ud af geledderne, for farlige kunne vi da ikke være. De havde jo taget, hvad de ville, fra os, så vi have intet, som kunne skade nogens liv eller lemmer.                

        Mens vi marcherede igennem byen, blev der råbt ukvemsord efter os, og folk spyttede og truede ad os, og vi havde kun givet os ud for det vi var, at man så skulle regnes for fordægtige og  mistænkelige, det forstår vi ikke.

        Fra krigens begyndelse havde vi sejlet for Danmark, endog  på allierede havne- men nu fik vi lønnen: Først en magnetisk mine og så en svømmetur mellem vragstumper. At man slap fra det med livet, må være forsynet, som holdt sin hånd over os.

        Vi ankom til banegården, og her blev vi inddelt i hold på 40, ja op til 50. vi skulle indlades i kreaturvogne, og de var meget urene. Vi blev kommanderet ind i vognene, og så snart vi var inde, blev der lukket og låset. Der var fuldstændig mørkt, for vognen var hermetisk tillukket.

        Klokken 18 begyndte køreturen. Hvor vi skulle hen, anede vi ikke; men der var nogle af os, som havde haft hel med sig. De havde fået deres knive med, og nu skar de i plankernes sammenføjninger og fik så enkelte steder så meget åbning, at en lysstribe kunne skimtes. Vi opdagede, at vi kørte i Frankrig.

        Natten forløb nogenlunde, men da næste dag brød frem og solen steg på himlen, blev det varmt i vognen. Vi håbede, at vi  skulle holde ved en eller anden plads og have et måltid, men deri blev vi meget skuffet. Vi holdt mange gange, når soldaterne skulle have deres måltid ved de depoter, som var anlagt af røde kors, og når der blev blæst luftalarm, holdt vi også, så skulle de i bomberum, men vi andre måtte blive i vognene.

        På den måde kørte vi i 46 timer. Der blev råbt ind til os, om der var nogen (malader), det vil sige syge, men det var der ikke hos os . I de andre vogne var der. Vi var 36 søfolk og 4 jøder sammen, men 4 af vores kammerater var kommet i en anden vogn, og i deres vogn var der to, som blev syge. Det var jøder. Den ene var helt væk, som man siger. Døren blev så åbnet, og der blev kommanderet hænderne op. En soldat kom ind i vognen, mens andre stod uden for med gevær i skudklar stilling rettet ind mod vognen.                

        Soldaten så på manden, der var syg. Så løftede han geværet og slog kolben hårdt mod mandens hoved. Det var den undersøgelse, han fik. Så blev døren lukket, og næste gang vi holdt, tog de manden ud. Han var jo nu død.

        Nu fik vi endelig en tår vand at drikke og to pund brød til fem mand.

        Den 16. maj klokken 21.30 ankom vi til en plads, som heder Virzon, ca. 200 kilometer syd for Paris. Vi blev kommanderet ud af vognene. De folk, der steg ud, havde forandret udseende på den køretur. Jeg så folk, der ikke kunne stå på benene, men faldt om med det samme, og der blev de liggende.

        Der var ingen hensyntagende, kun hård brutalitet. Turen hertil havde kostet 23 mennesker livet.

        Vi skulle nu til fangelejren, og der var 6 kilometer at gå; men der var mange, som ikke kunne følge trop. De fik spark og skub. Med skulle de. Soldaterne skulle nok være der, der var jo ingen fare; men jeg ville aldrig betragte dem som ærlige soldater. De var en flok pirater, som stjal fra værgeløse folk. Skipperen fra Swava havde sit gulur med kæde. Det var en soldat, der nok så frækt tog lige op af lommen på ham, og sådan gik det mange.

        Vi ankom til lejren. Mørkt var det, men nu skulle vi anvises barak. En officer holdt en appel til os. Han lovede os meget godt, men vi spurgte, om vi fik noget at spise, i det mindste noget at drikke. Han lovede os vand. Der var en tankvogn, som skulle komme. Klokken 0.30 fik vi vand, men ingen kan forestille sig, hvordan det foregik.

        Vi var jaget ind i en barak til højst regnet 150 mand. Vi var over 300. Trætte var vi alle, så man faldt om med det samme. Vi lå sammenbøjet for at kunne ligge ned. Nu blev der sagt, at vi kunne få vand, og folkene blev helt ville. Barakken måtte vi ikke forlade. Hvis nogen gik ud, ville der blive skudt på os. Der kom en løjtnant, som tog nogle mand, der skulle give os vand. Der gik så et par timer med det, for det var jo svært at komme rundt imellem os. Man blev trådt på, og nogle fik vandet ned over sig.

        Klokken 6 skulle vi op. Så skulde vi have kaffe, og klokken 7 var der appel; men vi fik intet - jo, appellen var der, men intet at spise eller drikke, og vasket kunne man ikke blive. Klokken 12 var der middag - men heller intet at spise. Der var intet kommet ud til lejren af proviant. Endelig klokken 17 fik hver mand 240 g brød og en saltet sardin. Det var vores portion for den dag.

        Og nu kom natten. Igen havde man intet at foretage sig, og sulten var vi alle; men hvad skulle man gøre. Her havde man at lyde, vi kunne ingen krav stille. Næste nat oprandt, og den blev som den foregående; men nu begyndte man at tale sammen, om det skulle blive ved sådan. Vi fik så en barak føre valgt for hver barak, og de skulle så tale vores sag for lejerkommandanten. Ja, han lovede også meget godt, at det skulle nok blive bedre, når blot der kom system i det.

        Vi 40 danske talte så sammen, om der ikke kunne skrives til Gesandtskabet i Paris; men vi skulle have tilladelse til at sende det, så den måtte vi jo hente hos Chefen for lejren. Der skulle skrives på Fransk, men også det kom vi om ved, og et brev blev nu afgivet til kommandanten. Vi mente jo så, at der så skulle blive gjort noget for os, og Kommandanten var flink at tale med. Det var jo en fejltagelse, at vi var blevet anbragt i Koncentrationslejr - forliste søfolk, nej, det havde man aldrig hørt før ? Men tiden gik og vi hørte intet.

        Vi havde efter flere dages forløb opnået at få kogt vand med klatter i. Det skulle vel kaldes suppe. Det fik vi om morgenen, og til middag fik vi Spansk linsesuppe; men det smagte uhyggelig. Af  brød fik vi kun 200 gram om dagen, ingen kartofler eller grønsager i suppen, og der var vel ca. en stor kop hver gang. men vi holdt ud.

        Folk begyndte ellers at blive syge. Det var kun enkelte, men der var heller ingen hjælp at få. Der var nok en barak, som blev kaldt infirmeriet, og et par jøder var kommet der hen som læge; men de havde ingen medikamenter ud over lidt jod og gazebind. Et så simpelt middel som afføringstabletter havde de ikke, og maverne begyndte jo at komme i uorden på forskellige. En morgen så vi soldaterne komme bærende med en inde fra infirmeriet. Han var død. Han blev kørt bort i en lastbil. Så var han friet for sine pinsler.

        Vi blev forespurgt, om nogen ville melde sig til legionen eller ud at arbejde. Vi havde nu aldrig tænkt på at gå i krig og slå vores medmennesker ihjel, så vi sagde nej til legionen; men arbejde ville vi godt. Så gik tiden bedre måske. Der var også nok, som meldte sig til legionen, men det var folk, som var flygtet fra Tysk-land, og ikke kunne vende tilbage. De mente vel, at de måske slap med livet og så kunne få opholdstilladelse i Frankrig efter krigen.

        Nu skulle vi, som havde meldt os til arbejdstjeneste, til lægen og undersøges; men jeg ved ikke, hvad den undersøgelse skulle betyde. Der blev spurgt, om vi var syge. Så svarede vi nej, og så var det forbi. Vi ventede så på at blive sendt ud til det her arbejde, men hvori det bestod, fik vi ikke at vide.

        En morgen var der en fange, der gik helt af amok. Han blev skudt ned, og nogle andre blev arresteret; men hvad de havde forset sig med, kunne vi ikke forstå. Der skulle jo kun en ubetydelighed til.

        Så kom den 28. maj, da vi skulle bort fra lejren og til den her arbejdslejr. Dagen før blev vi visiteret. Alt skulle afleveres, både papir og penge. Vi opdagede, at hovedparten af jøderne havde tusinder af francs på sig, det var belgiske francs og hollandske gylden; men det var de jo ikke glade for, og mange blev gravet ned, så vi. Efter visitationen blev de så taget op igen. Jøderne var bange for at miste det sidste de havde. De fik udstedt en check på det beløb, de afgav, men de havde jo ingen garanti for, at de nogen sinde fik dem igen.

        Rejsen optog os alle sammen. Skulle vi nu på en køretur magen til den, vi lige havde haft? vi fik dog udleveret proviant til to dage, men vi fik intet at drikke på turen. Vi blev så ført op til kreaturtoget, og der blev anbragt 50 mand i hver vogn. Pladsen var mindre end på den første tur, men lemmene i siden måtte stå åben, så nu kunne vi få luft ind.

        Nu kørte vi atter gennem Frankrig, og vi var jo spændt på, hvor vi nu skulle sendes hen. Vi holdt øje med solen, og efter den kørte vi syd på. Det passede også, for om aftenen ankom vi til Bordeaux. Der var vi kendt med broen, der går over Garonne floden, og transportøren så man i det fjerne fra toget. Der skulle vi så holde. Soldaterne skulle vel spise, og anden maskine skulle der også for toget; men lemmene i vognene blev lukket, og vi var atter i mørke.

        Omsider kørte vi da videre igen, men vi måtte holde mange gange undervejs, og andre tog måtte passere os. Natten gik og en ny dag kom.                                                   

        Lemmene blev ikke åbnet, men ved forenet hjælp fik vi dem omsider ned, så vi atter kunde få lys ind til os. Vi havde intet fået at drikke i 24 timer, og vi kunne se rindende vand mange steder, men intet få. Så kom der heldigvis en regnbyge, og nogle holdt deres lommetørklæder ud for at få dem fugtet, og så vride et par dråber vand af dem. Alle lider jo ikke lige hårdt under tørstens kvaler.

        Ved middagstid kom vi til en plads, som hedder Narbonne. Der holdt vi måske en time. Så fik vi at vide, at vi skulle ud i nærheden af Pyrenæerne nær den spanske grænse, og efter to timers kørsel kom vi til en lille plads, som hed Elne.

        Vi måtte atter ud af toget, og blev inddelt i hold på 40 mand. Vi skulle køres i lastbiler til Camp Cyprien Pyrenees. Der kørte fem biler ad gangen. Så kom der en bil med soldater, som skulle køre bagefter for at passe på. De lå hen over førerhuset med geværet rettet fremefter. Igennem byen stod der gendarmer, og folk i byen råbte efter os. En gammel kone stod med en bredbladet økse og truede af os, og andre kastede sten. Ja, det var vel deres måde at byde folk velkommen på.

        Vi nåede så ud til lejren. Den ligger helt ud til Middelhavet. Vi blev atter talt op alle mand, om nogen var dessetere under vejs, og så fik vi en barak anvist. Stor blev skuffelsen, da vi så, hvad det var for forhold. Det kan dårlig beskrives.

        Her ud til Middelhavet, hvor det altid blæste? når vinden kom fra land, var den altid koldere, end hvis den kom fra søen, den blev ja presset ned gennem bjergene, og sandet røg os i øjnene. Hvis det skulles kaldes en barak, så er der hvis ingen, der har set sådan en før.

        Og tænk sig, at her havde 150.000 spanske flygtninge levet under borgerkrigen, mænd, kvinder og børn? Her var flygtninge endnu fra den tid, som ikke turde vende tilbage til Spanien, for det ville kun betyde: op af muren? De blev nu udnyttet af franskmændene; men der var alligevel forskel på dem og os. De gik frit omkring, men vi var under skrap bevogtning.

        Omsider fandt vi en barak, som var tildels tæt, men vi måtte ligge på det bare sand. Der var ingen halm. Næste dag blev vi beordret hen i en anden barak, de skulle nok bestemme, hvor vi skulle være. Vi kom nu sammen med 11 katolske Munke og Præster, hvad de nu ellers var, men det var ret fine mennesker. Vi passede os selv og lod dem og jomfru Maria og Santa Elisabeth passe deres.

        Efterhånden kom der ligesom en smugle bedre system med ordningen af kosten. Nu fik vi morgenkaffe, men den var tynd, og ærter fik vi to gange om dagen, men den der kunne finde en ærte i suppen, var heldig. Det var ærter som havde stået på et lager fra Spaniernes tid, Og nu var der gået orm i dem. Følgen blev, at mange blev syge. Nu fik vi også at vide, at 8 mand var døde af udmattelse på den sidste køretur.

        Der skulle nu indføres hårdere disciplin, men heller ikke det lykkedes rigtig for dem. Lejrløjtnanten, vi havde, var en ung fyr, så han skulle gerne vise sin myndighed; men jøderne havde for meget med ham at gøre. Vi var 2700 mennesker, hvor de 2000 var jøder. Der blev oprettet et kontor, hvor alt skulle gå igennem, og det var jøderne, der ledede det. I køkkenet var der jøder, og når der enkelte gange kom kød, blev der kun en mundsmag til os. Sukker til kaffen så vi heller ikke. Der blev oprettet en kantine, hvor vi kunne købe forskellige ting, men det var også jøderne der forestod den. Helt holde os borte fra, hvad der foregik, kunne de ikke; men så blev der oprettet en civil politi, og de skulle holde os borte. Hvis vi ikke adlød dem, kunne de indberette det for kommandanten. Så var det første gang, 2 dages arrest uden brød. Man kunne sige, at vi var faldet blandt ulve.

        For hver dag bliver der flere syge. På grund af manglende næring og ingen grønsager er her udbrudt dysenteri, og folk lider under det. Her er mangel på læger, men de står hjælpeløs overfor det. Medicin har de ikke, og de siger, man skal holde diæt, men hvordan skal man det, når man ikke får andet end suppe? ja, så må vi nøjes med tørt brød og kogt vand; men når vi kommer til køkkenet og forlanger vand, så har de ikke noget - medmindre du kan betale for det. Den smule stopmikstur, lægerne får, er ikke engang nok til halvdelen af dem, der er syge.

        Vi har måtte tage træ fra barakken, som vi har brændt til trækul og så knust og spist. Det hjælper. Vi tænker, de er blevet bange, for nu giver de os ikke ærter mere. Nu for vi bøndesuppe, og vi har fået finker at smøre på brødet om aftenen.

        De hårdest medtagne bliver lagt i barakker for sig, så de har lidt mere kontrol med dem, og nu får de kogt ris, men ikke ret meget. Folkene bliver mere og mere afkræftet, og nu begynder lusene også at komme. Her er vand nok, men sæbe ser vi ikke. Der er kommet ferskner. Vi får to grønne. Det er en stor dag for os, vi som ikke har set grønsager en hel måned. Ej heller fedtstof får vi, det mangler også.

        En fange har i nat hængt sig i infirmeriet. Han kunne ikke holde det ud for smerter. Han klagede sig ustandselig, og intet kunne han få, der kunne lindre. Man ser, hvordan folk må løbe for at komme på latrin, men mange gange når de ikke der over, så er det kommet i benklæderne, for det er ikke altid, de når at få dem ned. Så må de til pumpen og vaske dem, og ingen andre har de og tage på. Ja, der er ikke engang papir på latrinet, så meget kan de ikke give os. Folk bruger, hvad de kan få. Nogle har et lommetørklæde, som de bruger og vasker ud, for hver gang de har været der. Jeg for min part har taget min undertrøje, den eneste jeg havde, den bruger jeg der. Man må spare på den, der kan kun blive til frimærke størrelse, for vi ved jo ikke, hvor længe vi skal være der.              

        Nu er der døde 18, siden vi kom her, så en hver kan forstå, det er ikke under gode sundhedsmæssige forhold, man lever.

        Vi skal nu for en kommission. Hvad det er for en, vil tiden vise. Vi har skrevet til konsulen i Marseille, men intet hørt. Vi håber stadig, der skal komme nogen.

        Vi er 25 mand, som har fået oprettet et gymnastikhold for at foreslå tiden, for arbejde så vi jo ikke noget af udover at holde rent i barakken. Der blev dannet et fast hold til at renholde latriner. De fik et lille stykke brød ekstra.

        Der er ankommet en belgisk komite, som skal undersøge vores papirer. Vi skal nu i dag stilles for den. Vi kommer ind en af gangen og bliver afhørt: hvor vi er født, hvad vores forældre hedder, moderens pigenavn, og om vi havde været soldat, og hvad  våbenart vi tilhører, vores adresse i Danmark o.s.v. Vi er færdige med det. Så spørger vi, hvad det skal betyde, og får til svar, at hvis nogen bliver syge og døde, så kunne det meddeles de pårørende i Danmark. Så tænkte vi jo vores, for vi syntes ikke, det rigtig kunne stemme med de oplysninger, de skulle have.

        I nat har vi haft et heftigt tordenvejr, og regnen har strømmet ned; men i dag har vi fået det med varmen igen. Vi ser nu store formationer af flyvemaskiner komme hen over os og gå i sydvestlig retning. Alle slags rygter begynder at svirre rundt i lejren. Italien er gået med i krigen, og et stort slag bliver udkæmpet i  Mid-delhavet. Vi taler videre sammen om det, nogle siger: ja, så må de komme tilbage igen, og vi venter, for her i nærheden af Perpignan ligger to store flyvepladser; men det bliver aften, og der kommer ingen. Tværtimod begynder der igen at komme flere i samme retning som de første, og hele natten flyver de og næste dag med; men så kommer det frem, at der er sluttet våbenstilstand mellem Tyskland og Frankrig.

        Af Løjtnanten kan vi intet få at vide, men derimod bliver der givet ordre til, at vi skal gå som en slags politivagt i barakken om natten, og døren skal holdes lukket. Hvis nogen kommer ud, bliver der skudt med det samme. Vagtposterne udenfor lejren bliver forstærket. Der er kun et par meter mellem hver. Det kan vi ikke forstå, men så næste dag får en jøde en avis smuglet ind i lejren, og nu ser vi, hvorledes forholdene er ude. Frankrig har overgivet sig. Nu kan de ikke skjule det længere. Så forstår vi bedre de forholdsregler, de tog. De var bange for oprør i lejren. Vi er ca. 12.000 mennesker her af alle nationer, om det så er Javanesere, så er de havnet her. Jøderne er i flertal, men der er 1700 rigstyskere. De var bange for kampe i lejren, men det forløb meget roligt. Vi kan godt sige, at vi alle var udhungrede, så vi magtede ikke meget. Der var gået fem uger her, så vi var ikke i den bedste forfatning.

        Nu kan vi mærke, at soldaterne bliver mere ligegyldige. Nu taler de med de fanger, som kan fransk, og jøderne er ekspert i sprog. De får da også aviser hver dag, som de betaler med nogle få francs. De går så fra barak til barak, og tilbyder at læse dem, og så oversætter de dem til tysk; men så skal barakken betale 50 francs. Fin forretning, når man tager i betragtning, at der er hen ved 400 barakker i lejren, men adskilt med en pigtrådsspærring, så der bliver 60 barakker i hver afsnit.

        Soldaterne begynder at handle med chokolade og cigaretter, men kun i det små, for de må ikke for kommandanten. Jeg så fanger som købte en pakke cigaretter for 10 francs, og solgte dem stykkevis til 20 francs. Da soldaterne hørte det, forlangte de 100 francs for tre pakker; men så gik handelen i stå. Så blev priserne sat ned igen. Soldaterne ville jo gerne sælge. Nu kom der også brød i handelen. 35 francs for et brød, som kostede 3 en halv, så det var der rift om. Vi kunne intet købe, for penge havde vi ingen af, så vi så kun til.

        Nu af gik de 1700 tyskere. De skulle hjem til Tyskland. Hitler havde ved våbentilstanden forlangt, at de tyske, som var i koncentrationslejr, skulle frigives og sendes til den tyske grænse. Så tænkte vi jo, at næste gang måtte turen komme til os; men vi blev sørgelig skuffet.

        Man skulle synes, at nu måtte vi få mere at spise, men det blev mindre i stedet for. Nogle dage kom der intet brød til lejren, så måtte vi nøjes med små kiks. Vi fik enkelte gange tomater, og fire mand  om et løg. Så måtte vi op til køkkenet og se, om vi kunde få lidt salt, men det kunde vi ikke.

        Vi fik nu en ny lejerchef, og han skulle gøre det bedre for os, sagde han; men det så vi ikke meget til. Selv om han havde ville det, kunne han ikke, for der var alt for meget korruption indenfor det franske militær. De bedre forhold udeblev.

        Ved os Danske er der nu stadig 5-7 mand som ligger. Maven er fuldstændig ødelagt. Blodet løber fra dem. Jeg har lige været med til at bære en af mine kam-merater ned på infirmeriet, men jeg siger, at jeg vil ikke engang ønske min fjende der ned. En trækasse at ligge i og beholde tøjet på. Ingen tæpper. Og så var der gravet en stor spand ned, som de skulle forrette deres nødtørft på. Det stank være end på en destruktionsanstalt, og så i tusindvis af fluer, som summede omkring. Det var sygehuset i en fransk koncentrationslejr.

        Vi opnår nu tilladelse til at gå i vandet. Vi har snart gået her i to måneder og set på det blånende og skønne Middelhavet kun 50 meter fra det; men der var en høj pigtrådsspærring og soldaternes geværer, som holdt os borte fra det. Nu får vi lov at bade, og nu ser man hvordan folk sidder og piller lus af deres tøj, og forbit af dem over hele kroppen er de. Og så er her store sandlopper, som kan gøre livet pinefuldt.

        Hver mand får nu en kop rødvin om dagen, det skulle hjælpe på maverne; men vor er det surt og skimmelt, det er ikke første klasses. Men vi drikker det. Alt kan spises nu. Vi ser, når de kaster kødben ud fra køkkenet og over i møddingen, så falder de over dem som en flok sultne ulve og knurre af hinanden som dyr. Det er sørgeligt at se, men det er den nøgne sandhed.

        De 7 munke er rejst. De gav os lidt penge, og for dem har vi købt tobak. Vi kan få 10 gr. hver, det har vi ikke smagt længe, så det bliver en nydelse for mange. Og tænk engang, den franske stat har bevilget 30 gr. sæbe til hver mand. Nu overgår de sig selv. Det er første gang, man kan blevet vasket med sæbe, siden vi blev minesprængt. Man er ellers blevet solbrændt, men nu kan det ske, at det forsvinder.

 

        I dag ankommer 150 Hollændere og Belgiere til lejren. De kommer fra en anden lejr, men de skal samles her og gå som anden transport tilbage til deres lande.  Først skal de for en belgisk kommission, som er ankommet hertil.  Vi har talt med flere af dem, og de har været under samme forhold som vi. De fortæller, at de afgik med tog fra Tournai den 16. maj, men deres tog blev beskudt, og der var 120 døde. De var låst inde i kreaturer vogne, ligesom vi havde været, så de kunne intet foretage sig. Mellem dem var en fange, hvis hele klædedragt bestod af en imprægneret frakke. Det andet var faldet af sagde han.

        Vi får at vide at vi kan komme med en anden transport, som skal afgå, men kun til den tyske grænse. Vi siger ja, men samtidig får vi at vide, at de breve, som vi har skrevet til gesandtskabet og til konsulatet i Marseille, ligger på kontoret. De er aldrig kommet længere. Så kan vi bedre forstå at vi intet har hørt. Vi får i hast lavet et andet brev, og det får vi med en belgisk flyverløjtnant, som er her i byen, også som fange, men han kan gå og komme som han vil.

        Efterhånden er der kun få soldater til vagttjeneste, så nu begynder folkene at tage sig en tur udenfor pigtråden; men vi håber jo at komme herfra i nær fremtid, så vi vil vente og se. Vi taler dog tit om, at  skal vi blive, så må vi flygte, og det skal være medens vi stadigvæk kan gå. Der er sytten timer op over Pyrenæerne, og ind til den spanske grænse. Vi har 350 kilometer til Marseille, og under disse forhold er man i stand til at gå på, bare for at komme væk.

        Der bliver givet ordre til, at det kun er de Hollændere og Belgiere, som er mellem 17 og 35 år, som kan komme tilbage. De skal på arbejdstjeneste i Tyskland. Så vi andre må atter vente. Der skal 3.000 italienere af sted herfra. De skal før os siger de, så  skal vi komme i betragtning næste gang; men vi tror ikke på det. Nu venter vi på at høre fra konsulen.

        Vi har talt med lægen mange gange, om han ikke kunne gøre noget for os, så vi kunne få tæpper, for vi frøs om natten. Her er varmt om dagen men koldt om natten. Så nu i dag blev der sagt at vi kunne få dem, men hver mand kunne ikke få, så vi måtte slå os sammen. Så kunne der blive to tæpper til tre mand. Der var store huller i de tæpper vi fik. Laser som var kasseret fra militæret, men det var bedre end intet. Nu har vi skrevet til konsulen, om han kan hjælpe os med midler, så vi kan få lidt tøj, for mange af os har ikke noget. Det falder simpel hen af os. Der er flere som slet ikke har fodtøj eller undertøj.

        Der bliver givet ordre til, at alle under 18 år skal til en anden lejr, men vi har kun messedrengen, ud af os 40 dansker han den eneste, så vi syntes, det er synd, han skal med. For det første kan han ikke sprog, og når han så ikke er tilbørlig fræk, kan han slet ikke klare sig. Så vi har talt med skipper, at han må gå til kommissionen og være formynder for messedrengen. Skipper er det ombord, så må han også være det her.

        Nu får vi brev fra konsulen, at han skal sætte sig i forbindelse med gesandtskabet i Vichy og arbejde så hurtigt, han på nogen mulig måde kan, for at få os fri. Samtidig fik vi 4.000 Francs, men hvad er det til 40 mand, som er blottet for alt: men vi er indespæret og kan intet fortage os. Jeg håber adskillige nok forstår, hvad de er at henvende sig til en konsul. De er repræsentanter for det land, som de er udsendt fra, og skal hjælpe deres landsmænd, som er kommet i nød. Her drejer det sig ikke om en fuld fyrbøder eller matros, som er blevet agterudsejlet, men om 40 mand, altså om 40 mand, altså om danske søfolk, som uskyldigt sidder i fransk fangeskab, om de kan få 100 francs, 10 kr. i danske penge --- og hver mand har 1.00 kr. tilgode. I slutningen af konsulens brev står der, at yderligere hjælp kan ikke gives. Folk, som ikke beder om almisse, men kun har gjort deres pligt, skal de ikke give det svar.

        Vi må nu se, hvad vi kan udrette med de 100 francs. De fleste af os ville gerne købe for dem med det samme, så kunne vi måske blive mæt for en gangs skyld, men det går ikke. Man må have lidt til hver dag, så længe e kan strække til, og nu til aften får vi for første gang lobescoves. Det er jo bedre end suppe, men selv om det har navnet lobescoves, så er det kun kartoffelmos. Vi er nøjsomme, folk ude i det frie liv ville ikke spise det. Når man en dag ikke fik kød, skulle vi have fisk, og de blev kogt som de var , ikke gjort ren eller skyllet, og de lugtede, så de ikke var til at komme i munden, selv om vi var aldrig så sultne. Så var vi nogle fra barakken der gik med det samme og vi fik ikke noget andet. Så længe vi var i lejren, måtte vi nøjes med den behandling, vi fik. Vores barak føre fik den besked, at han kunne sige, når maden var god, men klage det kunne han ikke.

        Nu køber vi ris, så vi kan koge det i vand. Vi laver fyrsted i sandet og får fat i konservesdåser, som vi bruger som gryder, så vi på den måde kan stilne lidt for sulten. Salt udvinder vi på den måde, at vi henter vand i Middelhavet og stiller det i solen i vores spisebakker, så vandet kan fordampe.

        Vi har fået rotter og mus i barakken, og de kan holde os vågne om natten. Vi kan dårligt dele vores sparsomme brødration med dem, men somme tider har de været og gnavet i det. Så må vi undvære.

        Vi får en hollænder til at tage til Pergignan for  at tale med konsulen der, om han ikke kan gøre noget for os, når han nu får hele sagen forklaret. Vi mener det er bedre, og hollænderen kan tale fransk, så han kan bedre klare den en, der ikke kan sproget. Det er en Nederlandsk konsul. Vi fik den besked at konsulen intet kunne gøre for os. Så var vi lige vidt. Vi forbandede det hele ad helvede til. Ingen ville have noget med os at gøre, for den her med, som konsulen skrev, at de skulle gøre alt hvad de kunne, troede vi ikke på. Vi sad godt gemt hen og kostede ikke den danske stat noget.

        Det går efterhånden meget dårligt med at få proviant ud til lejren. Det er ikke hver dag der kommer brød, og det der kommer er bagt af muggent hvede. Forleden kom de med oksekød der var helt sort. Det måtte graves ned, det var ikke til at spise. Men franskmændene tænkte vel som så, at det var godt nok til fangerne.

 

        Vi har fået doktoren til at skrive en attest til os, som vi så vil sende til konsulen. Den lyder på at vi er underernæret i højeste grad, og at vi mangler alt, og de forhold kan intet menneske blive ved at leve under, uden at helbredet bliver ødelagt. Som doktoren siger, var vi søfolk mere hårdføre overfor livet end de andre.  Vi var i forvejen ikke forvent med luksus.

        Der kommer nu mange jødiske kvinder ud til lejren. De er blevet frigivet, mens mændene stadig er fanger, men de kan få lov til at tale sammen. Kvinderne og deres børn bor i Elne, en lille plads i nærheden af lejren. De får 10 francs om dagen, men så må de sørge for sig selv. De har et køkken hvor de kan tilberede deres mad. Hvor ser de dog ud! Den dag man så dem i Tournai, var de meget pæne, men nu! Ja, det kan dårligt beskrives. Jeg hørte en aften et par jøder stå sammen, og de beklagede den behandling, deres kvinder havde været ude for. Livet var ikke godt i koncentrationslejren.

        Vi har en fyrbøder, Anders, som kæmpede på de Allieredes side i sidste Verdenskrig. Han har fået tilladelse til at komme til kommandanten og tale med ham. Han vil se, om han kan blive fri og komme til at gå ude, men kommandanten siger til ham, at det kun varer to til tre dage, så vil alle danske være fri. Vi venter så og ser, om det skulle slå til denne gang. Engang må det vel komme. Men dagene går og der sker intet med os.

        En morgen er der stort slagsmål ved pigtråden, sort af mennesker. Det må vi ned og se! Det er en fange der har købt 15 brød af soldaterne, og brødet må kastes over pigtråden. Men manden får dem jo ikke alle sammen, selv om han har hjælpere. De havner hist og her, og der kommer til at flyde blod. Nogle af brødene bliver rykket over, når to mand fik fat i dem.

        Der udstedes en ny parole om, at vi skal inddeles i kompagnier på 250 mand, og så skal vi ud til arbejdstjeneste, hvorhen ved vi ikke, men jeg tænker, det er blind alarm, som alt andet, de foretager sig her, men tiden går da med det. Vi 40 mand bliver stillet op sammen med diverse nationer, som bliver blandet sammen for at danne et kompagni for sig. I dag skal vi have vores seng redt og renset for lus og lopper. Det består i at de par strå, vi har tager vi ud og brænder. Så graver vi sandet op , hvor vi ligger og sover, og blander det med klor. Men hvor det lugter! Det blevet vist ikke godt at sove der i nat. De har lovet os rent halm til aften. Det kom også men det var muggent. Nu er spørgsmålet bare, hvad der er det fineste parfume, muggent halm eller klor, men det må vi selv om for det bekymre ikke franskmændene.

        Vi stilles nu op til appel to gange om dagen. Vi skal tælles op, for der stikker nogle af hver nat. Optællingen foregår ved navneopråb. Det gør dog ingen forskel, for en mand siger stolt ja flere gange, så det er en dårlig kontrol.

        Hver enkelt mand bliver nu spurgt, om han vil blive i Frankrig, eller om han vil hjem til sit land – det er vel også kun en formular – men så får vi at vide, at det ikke gælder os, kun dem, som har noget udestående med deres fødeland og ikke vil tilbage.  De skal underskrive en slags kontrakt. Jeg tænker at de er solgt, når de har skrevet under, for så kan de vel sendes hen og arbejde, hvor det skal være – om det så er Djævleøen.

 

Her hørte Emil Pedersens dagbog op. Jeg sad overfor ham og undrede mig over, at den mand havde oplevet alt det, og jeg var spændt på at høre enden på historien. Det gjorde han – stilfærdigt og roligt;

        Så en dag kommer der en kommission. Vi troede det var en fransk civilkommission. Først fik lederen en liste over os

        Hvad er det her for noget, sagde han, 40 danskere?

Så kom vi til afhøring en for en.

Der går så 2-3 dage. Så kommer der en ind i barakken til os og siger:

Goddag kammerater!

Vi kigger på ham.

Goddag, sagde vi.

        Der kom en gammel mand efter ham, en tysk oberst med kejser Wilhelm skæg. Vi troede, det var konsulen fra Marseille. Han talte perfekt dansk.

        Jeg har set jeres papirer, hvordan er I kommet her?

Det fortalte vi ham så.

        Det var meget, sagde han. At de har arresteret søfolk, der er skibsbrudne. Det har jeg s’gu aldrig hørt før. Men det skal I ikke være kede af, inden 3 dage er I ude herfra.

        Det sagde vi jo tak til.

        Vi er tyskere, sagde han, jeg kommer fra den tyske kommission i Wiesbaden for at undersøge lejrene her.

        Det var i august måned, da Frankrig havde kapituleret. Ham der talte dansk, var civil. Den franske kommandant i lejren havde åbenbart ingenting at skulle have sagt.

        Så sagde han – den civile – til os:

I Danmark behandler de vist hestene bedre, de får da rent halm hver dag.

Hvad vi fik at spise? Spurgte han.

Det fortalte vi,

        Ja det var jo ikke meget, men nu skal I være ude om 3 dage, måske vil der løbe en dag på til; men mere end 4 dage skal I ikke få lov til at vente

 

        Det slog også til 3 dage efter var vi ude. Vi havde været der i 3½ måned.

Der kom en besked om, at vi 40 danske skulle stille op. Så kom en mand ud og læste en skrivelse op for os. Vi var frie, men vi skulle sendes af sted under bevogtning til Marseille og overgives til den danske konsul der.

        Der var to gendarmer med. Vi kørte i biler fra Elne til Narbonne – der var 350 kilometer fra lejren til Marsielle. Vi kørte fra lejren ved 3-4 tiden om eftermiddagen, og fra Narbonne kom vi med kreaturvogne, men vognene var rene. Vi ankom til Marsielle ved 9 tiden, det var en rejse på 17-18 timer.

        Vi så mere eller mindre farlige ud alle sammen. Vi var barbenede, og tøjet fuld af huller. Fra banegården marcherede vi til konsulen. Han anede ikke at vi kom. Så vi blev stående nede på gaden, mens en af gendarmerne gik op til konsulen. Han var en flink mand. Han var fransk mand, men talte perfekt dansk.

        Det første var at vi forlangte noget at spise, så kom sekretæren og sagde, at det kunne han ikke skaffe, men en sandwich kunne vi få, og det fik vi så i et værtshus og hver to glas øl.

        Så skulle vi havde tøj, og der var gode råd dyre. Konsulen havde ikke været i forbindelse med Danmark siden 9. april, og han havde ingen penge. Men han var flink. Det forenede havde en agent dernede, en franskmand, og ham gik konsulen ned til.

        Agenten stillede sig velvilligt, han sagde:

Ja, jeg har jo ingen garanti for, at jeg nogen sinde bliver agent for de forenede mere, men jeg vil låne jer 40.000 francs af min egen lomme.

        Konsulen skød også lidt til, og så måtte vi få tøj hver for 12 –1400 francs, så vi kunne blive klædt på.

        Vi fik undertøj, strømper og sko og det hele, og blev barberet. Nogle havde fuldskæg – og blev fotograferet. Jøderne i lejren havde barbergrejer, og dem havde vi andre lånt.

        Vi blev klædt på og kom til at sove nogle på konsulatet og andre på nogle værelser i nærheden.

        Det var lørdag da vi kom til Marsielle, og om søndagen skulle han skaffe logi til os alle sammen. Det var jo ikke helt let, men vi kom da ned på det franske sømandshjem og boede der og spiste på hotel. Hotellets ejer var hjemsendt fra kapitulationen. Konsulen betalte 45 francs om dagen for hver af os for kosten alene, vi fik morgenmad, frokost og middagsmad. Det var meget godt.

        Der var en sygeplejeske, dansker, som var kommet fra Paris, hun passede os. Hun havde passet et gammelt ægtepar i Paris. De flygtede ved kapitulationen, og nu var sygeplejesken kommet til Marseille. Hun oversatte for os og serverede for os sammen med en pige på hotellet.

        Der gik nogle dage, så forlangte værten 50 francs om dagen for hver. Vi spiste for meget sagde han.

        Giv os 45 francs om dagen, sagde vi til konsulen, så skal vi nok ordne der selv.

        Logiet betalte konsulen jo ved siden af.

Jeg sagde til en matros:

        Vi går ned i havne kvarteret, i en eller anden arbejderrestaurant, der får vi det for det halve.

        Vi kom ind på et spisehus, til en neger;

Hvad skal vi give for kosten her?

Ja-e, hvad skal vi sige…hvad er I for nogen?

Det fik han at vide.

Ja, så kan I give 22 francs om dagen.

Det er allright!

Men to dage er kødløs. Kan I lide kaniner?

Vi spiser alting.

        Og det var godt det vi fik. Så kan man jo se hvad den anden har tjent på os.

Først var det bestemt , at vi skulle rejse over Paris, men banerne var ødelagt, og så skulle vi over Grenoble og Schweiz. Vi skulle altså først have indrejsetilladelse til Schweiz. Det fik vi , så skulle vi havde indrejsetilladelse til Tyskland. Alt det bevirkede at vi fik 16 dage i Marsielle. Men endelig kunne vi komme af sted.

Hvad tid skal I af sted? Spurgte negeren.

Ja, vi skal af sted klokken 5.

Jeg har nu ellers ikke åbent på den tid, men jeg skal nok stå op og give jer et måltid mad.

Vi fik også et godt måltid mad, inden vi tog af sted, og et par stykker med os.

        Vi kørte fra Marsielle i bil klokken 6 om morgenen, til Geneve. Der ankom vi klokken halv ni om aftenen. Det var en dejlig tur. Vi havde jo stop undervejs. Det ene sted fik vi middagsmad, og så holdt vi en gang til om eftermiddagen ved en restaurant. Der fik vi en øl, og så kørte vi videre.

        I Geneve boede vi på det fineste hotel, jeg har været inde på. Det er det flotteste jeg har set, også der fik vi noget at spise. Vi var der fra om aftenen til næste morgen.

        På banegården fik vi rigtig kaffe og alt det franskbrød og smør, vi kunne spise og hver en pose med 4 rundstykker og en pølse, 2 æbler og en plade chokolade. Så rejste vi fra Geneve til Berlin. På grænsestationen skulle vi visitters, men vi gik glat igennem – to hold på 20 mand hver.

        I Berlin var der ingen til at tage imod os. Cooks Rejsebureau skulle sørge for os, så vi ringede til hovedkontoret. Der kom så en mand og vi blev installeret på 3 hoteller.

        Det varede to dage med at få indrejsetilladelse til Danmark – selv om vi alle sammen var danske statsborgere. Vi levede godt i Berlin, og boede også godt. I toget fra Berlin kunne vi ikke få noget, men vi fik middag på den tyske færge fra Warnemünde til Gedser. Vi kom til København om aftenen, og der var der søforhør. Søforhøret er noteret ind i ”Dansk Søulykke-Statistik 1940, udgivet af Ministeriet for handel, industri og søfart, bogen har nr. 144.

Punkt 116 på side 26 står følgende:

116. S/S Gorm af København, 2156 Register Ton Brutto Bygget 1916 af stål. På rejse fra Antwerpen med stykgods.

        Forliste efter eksplosion den 13/5 1940.  Søforklaring i Marseille den 20/8 1940. Søforhør i København den 5/9 1940. Forlisanmeldelsen dateret København 9/9 1940.

Klokken 750, da Gorm, der havde lods og belgisk pricemandskab om bord, befandt sig tværs af Zebrygge i en afstand af cirka 1½ sømil, indtraf en voldsom eksplosion. I løbet af cirka ½ minut stod forskibet under vand. Redningsbådene blev straks bemandet og firet af; men under nedfiringen blev bagbord’s redningsbåd fyldt med vand, hvorfor de ombordværende måtte springe i vandet. De pågældende blev kort efter taget op af styrbord’s redningsbåd samt af en redningsbåd fra en forbisejlende belgisk damper. Lodsbådene fra Zebrygge, der var kommet til stede, tog de redede, dere befandt sig i den belgiske dampers redningsbåd, om bord, hvorefter Gorm’s styrbords redningsbåd blev taget på slæb ind til Zebrygge, hvor en matros, der under nedfiringen af redningsbådene havde fået sin højre hånd beskadiget, blev indlagt på hospital, medens den øvrige del af Gorm’s besætning blev behandlet som krigsfanger.

Anm. Eksplosionen antages at skyldes krigsårsager.

 

Den danske fyrbøders beretning er endt – en beretning om et krigsforlis, en kamp for livet ”mellem vragstumper”, som han selv sagde, og 3½ måned i koncentra -tionslejr under de forfærdeligste forhold.

Jeg forstår ikke, at han ikke raser mod hele verden over denne uretfærdighed, men han sidder der foran mig og ryster blot på hovedet:

Ja, det er vel næsten, så ingen tror på det. Jeg undre mig jo selv over, at det alt sammen er rigtigt.

Han sidder lidt og fortæller andre småtræk fra sine oplevelser:

Vi lignede skeletter, da vi kom fra lejren. 1. mester havde tabt over 30 pund. De unge mennesker led for resten mest. En hovmestermath, en stor, kraftig fyr på 18 år, faldt om  af udmattelse. De der var under 18 år, fik lov til at komme over til de franske soldater for at få ekstra mad, når soldaterne havde spist til middag.

 
   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Verners Krigsforlig

Sømandsberetning fra krigen i 1940, Fortalt af danske søfolk

 

Forord

Denne sømands beretning vil sprede kendskab til de danske søfolks indsats under krigen i langt videre kredse, end det ellers ville være muligt.

        Denne beretning vil mange nok undre sig over, som kendte Verner, han var kun  22 år da han var udsat for dette forlis om bord på Gorm, sømændene selv tier helst stille med det, som de har været ude for i disse år, men for os andre er der grund til at huske det. Verner ville heller ikke tale om det, derfor forstod vi ikke hvorfor Verner var som han var, og gjorde som han gjorde. Verner blev født på Omø ud for Skælskør den 12. marts 1918, han døede den 19. december 1977, 59 år gammel. Han fik turberkulose først i 50’erne og lå på Arvnstrup Sanatorium i 1 år, han døede af alle de følge sygdomme han fik i koncentrationslejren. 

        De danske søfolk må have været meget bitter på den danske regering, med den hjælp de ikke fik den- gang.

 

 

 

En aften ringede min telefon: Det er Fyrbøder Emil Petersen. Jeg har hørt om denne her bog, de skriver på. Jeg vil gerne hjælpe Dem med den, for det syntes jeg er rigtig.

        Jeg spurgte hvilket skib han havde sejlet med, og om han havde noget at fortælle.

Med De Forenede S/S Gorm, og jeg var i en fransk Koncentrationslejr.

        Der skrev jeg en hel del, som de måske kan bruge. Det er ikke helt færdig, men så kan jeg fortælle Dem resten. Jeg synes, det er rigtig med sådan en Mindebog.

        Vi aftalte at mødes, så snart han fik sine papirer fra sin Mor i Middelfart, og en aften kom han ud til mig.

        En pæn mand, stilfærdig og kultiveret. Hvorfor forestiller man sig egentlig altid en Fyrbøder anderledes?

        Han trak et stort anbefalet Brev op af lommen:

 Se, her har jeg mine papirer fra lejren. Det kneb jo med at skaffe papir, så jeg måtte bruge, hvad der var ved hånden, og spare på det. Det kan de slet ikke finde ud af.

Men jeg har renskrevet en hel del af det, og det kan De nok læse. her er 40 sider.

        Han rakte mig 40 blade brevpapir, tæt beskrevne.

                  Og jeg læste:

Vi lå i Antwerpen den 10. maj 1940, da krigen udbrød mellem Belgien og Tyskland.  Vi var ankommen fra Danmark den 5. April for at indtage stykgodsladning til Danmark. Vi var færdig med at indtage lasten den 10. April, men på grund af begivenhederne i Danmark forblev vi i Havn, indtil vi kunde modtage nærmere ordre.

        Den 10. Maj klokken 12 middag blev skibet sat under arrest, Marinesoldater blev posteret ved landgangen. Vores pas måtte vi afgive, så vi måtte blive ombord. Klokken 18.30 kom en Eskadrille tyske Flyvere og angreb Antwerpen. Vi lå i den gammel Dok, og bomberne faldt fra 500 og op til 1000 meter fra os. En Restaurations på Amsterdam Plads blev ramt, hvorved 17 mennesker blev dræbt, en faldt igennem Red Star Lines Pakhus, og i løbet af natten var der gentagne gange luftalarm; men vi måtte forblive ombord, vi måtte ikke komme i beskyttelsesrum.

        Lørdag den 11. maj gik livet atter sin normale gang. Skipperen og 1. Mester gik i fast rutefart fra bomberum og til skibet, de havde fået tilladelse til at gå i Bomberum.  Vi andre måtte blive ombord og passe vores Arbejde. Ved middagstid kom politiet med to unge mennesker, som de havde taget. De var kommet på motorcykel kamufleret med grønne grene. Det var de tyske troppers forposter i Belgien.

        Om eftermiddagen så vi en gigantisk luftkamp blive udkæmpet. Det var interessant at se, bortset fra alvoren, som ligger bagved. Om aftenen fik jeg til- ladelse af marinesoldaterne til at gå i land og købe en avis, men alt var udsolgt, og Engelske aviser var der heller ingen af.

        Klokken 21 kom der ordre fra land om at fyre op, vi skulle sejle næste morgen. Jeg måtte så ned og fyre op under begge kedler. Jeg arbejdede hele natten, og ved  middagstid den 12. maj havde vi Damp på kedlerne.

        Maskinen blev nu gjort klar, og klokken 14 afgik vi så fra Antwerpen med Belgisk prisemandskab ombord. Vi havde besøg af tyske flyvere flere gange, da vi gik ned ad Scheldefloden. Tre maskiner kom flere gange hen over os, men vi blev ikke beskudt af dem. Om aftene ankede vi ud for Vlissingen og blev liggende der til næste morgen. Om natten blev vi prajet af et Belgisk vagtskib. Der blev så svaret fra os, at vi var Belgisk Goverment ship. Om natten var alt jo mørkt, men de tyske flyvere beskød Vissingen med bomber og maskingeværer.

        Om morgenen klokken 6 lettede vi og gik med varierende fart. Vi fik vores morgenmad klokken 7,30 og var faktisk færdig alle sammen, da vi klokken 7,55 løb på en magnetmine. Hele forskibet blev sprængt bort. Det hele skete på mindre end et halvt minut. Vi sad agter alle sammen. Fyrbøderen, der havde vagten på fyrpladsen, var hende agter for at varsko lemperne. Der var slet ingen nede andre end 2. styrmand, og han nåede at komme op.

        De fleste sprang overbord med det samme. Vi var 7 mand, som fik styrbords redningsbåd ud, og vi roede med det samme agterud for at komme vores kamme-rater til hjælp, men samtidig kom der en båd fra en Belgisk damper, og alle blev reddet.

        Nogle af de andre havde villet fire bagbords båd ned, men passede ikke på. Den går indefter, og bådsmanden får 4 fingre knust. En maskinpasser blødte også, ham trakt vi op i den båd jeg kom med.

        Der kom også en bugserbåd fra land. Den kom vi alle ombord i, og nu gik turen til land.  Pludselig skete der endnu en eksplosion. Det var en Belgisk tank- damper, den lå ikke langt fra Zeebrugge. Man hørte lige knaldet og så en røgsky, men der var intet spor af skibet at se. Det brændte bare på vandet. En mand blev redet fra tankdamperen, og han var forbrændt.

---

Vi kom så ind til Zeebrûgge Lodsstation; men vi fik intet tørt Tøj, og intet blev gjort for os.

        Vi fik at mærke, at nu var vi fanger. Der blev sat soldater til at passe på os, endskønt vi var skibbrudne søfolk og intet havde med krigen at gøre. Vi havde gjort vore pligt, at sejle råstoffer hjem til Danmark, og nu skulle vi straffes. I fire timer sad vi. Vores tøj klaskede ind til kroppen. Så kom der to biler, og nu blev vi kørt til Ostende Marinestation. Der blev vi lukket ind i en samlingstue, og en marinesoldat med gevær stod vagt ved døren.

        Vi forlangte så at få et måltid mad, og nu fik vi brød, cornet beef, sardiner og kaffe. Men nu var det jo aften, og vi skulle så være et sted for natten. Gode råd var dyre, for hvad skulle de nu gøre med så farlige folk? Skipperen måtte op til kommandanten, og langt om længe nåede de så til det resultat, at de kunne sende os ned om bord i en anden af D.F.D.S. båd, (Swava), som lå i Ostende Havn. Så blev vi sendt derned under strengt bevogtning, Og stor var vores gensynsglæde, da vi traf kammeraterne der. De havde jo hørt, at vi var forlist, og at en del af os skulle være gået med skibet ned; men vi manglede jo en mand, Båsen, som vi havde efterladt i Zeebrugge. Han var blevet kørt på Hospitalet i Brygge.

        Vi sov ombord, og den 14 maj om morgenen fik vi besked på, at alle skulle fra borde, også (Swavas) Mandskab. Klokken 7.30 kom der tre biler, som vi alle blev stuvet ind i, og vi fik Belgiske Gendarmer med til at passe på os.

        Nu gik turen til Hournai, en by, som ligger nær den Franske Grænse. Der blev vi kørt ind i en Infanteri kasserne, hvor vi så mænd og kvinder med små børn gå rundt. Vi var jo ikke straks klar over, hvad det var for noget; men så fik vi at vide, at det var de mistænkelige personer, som var taget i Holland og Belgien. Der var ca. 3000; men sandheden var den, at det var folk, som var flygtet fra Tyskland som politiske og  jødiske flygtninge og nu var landet her.

        Vi blev stillet op på militærvis. Vi skulle undersøges fra inderst til yderst, og knive og spidse genstande blev taget fra os. Vi skulle så gå to og to og fik derefter udleveret to skiver tørt brød og en lille kødbolle. Klokken var nu blevet 15.30 og vi fik så ordre til at stille os op 4 og 4. Nu skulle vi til banegården: Kvinder, Mænd og Børn, og på hver side af den lange kolonne gik soldater med gevær og påsat bajonet. De skulle jo passe på, at ingen af os brød ud af geledderne, for farlige kunne vi da ikke være. De havde jo taget, hvad de ville, fra os, så vi have intet, som kunne skade nogens liv eller lemmer.                

        Mens vi marcherede igennem byen, blev der råbt ukvemsord efter os, og folk spyttede og truede ad os, og vi havde kun givet os ud for det vi var, at man så skulle regnes for fordægtige og  mistænkelige, det forstår vi ikke.

        Fra krigens begyndelse havde vi sejlet for Danmark, endog  på allierede havne- men nu fik vi lønnen: Først en magnetisk mine og så en svømmetur mellem vragstumper. At man slap fra det med livet, må være forsynet, som holdt sin hånd over os.

        Vi ankom til banegården, og her blev vi inddelt i hold på 40, ja op til 50. vi skulle indlades i kreaturvogne, og de var meget urene. Vi blev kommanderet ind i vognene, og så snart vi var inde, blev der lukket og låset. Der var fuldstændig mørkt, for vognen var hermetisk tillukket.

        Klokken 18 begyndte køreturen. Hvor vi skulle hen, anede vi ikke; men der var nogle af os, som havde haft hel med sig. De havde fået deres knive med, og nu skar de i plankernes sammenføjninger og fik så enkelte steder så meget åbning, at en lysstribe kunne skimtes. Vi opdagede, at vi kørte i Frankrig.

        Natten forløb nogenlunde, men da næste dag brød frem og solen steg på himlen, blev det varmt i vognen. Vi håbede, at vi  skulle holde ved en eller anden plads og have et måltid, men deri blev vi meget skuffet. Vi holdt mange gange, når soldaterne skulle have deres måltid ved de depoter, som var anlagt af røde kors, og når der blev blæst luftalarm, holdt vi også, så skulle de i bomberum, men vi andre måtte blive i vognene.

        På den måde kørte vi i 46 timer. Der blev råbt ind til os, om der var nogen (malader), det vil sige syge, men det var der ikke hos os . I de andre vogne var der. Vi var 36 søfolk og 4 jøder sammen, men 4 af vores kammerater var kommet i en anden vogn, og i deres vogn var der to, som blev syge. Det var jøder. Den ene var helt væk, som man siger. Døren blev så åbnet, og der blev kommanderet hænderne op. En soldat kom ind i vognen, mens andre stod uden for med gevær i skudklar stilling rettet ind mod vognen.                

        Soldaten så på manden, der var syg. Så løftede han geværet og slog kolben hårdt mod mandens hoved. Det var den undersøgelse, han fik. Så blev døren lukket, og næste gang vi holdt, tog de manden ud. Han var jo nu død.

        Nu fik vi endelig en tår vand at drikke og to pund brød til fem mand.

        Den 16. maj klokken 21.30 ankom vi til en plads, som heder Virzon, ca. 200 kilometer syd for Paris. Vi blev kommanderet ud af vognene. De folk, der steg ud, havde forandret udseende på den køretur. Jeg så folk, der ikke kunne stå på benene, men faldt om med det samme, og der blev de liggende.

        Der var ingen hensyntagende, kun hård brutalitet. Turen hertil havde kostet 23 mennesker livet.

        Vi skulle nu til fangelejren, og der var 6 kilometer at gå; men der var mange, som ikke kunne følge trop. De fik spark og skub. Med skulle de. Soldaterne skulle nok være der, der var jo ingen fare; men jeg ville aldrig betragte dem som ærlige soldater. De var en flok pirater, som stjal fra værgeløse folk. Skipperen fra Swava havde sit gulur med kæde. Det var en soldat, der nok så frækt tog lige op af lommen på ham, og sådan gik det mange.

        Vi ankom til lejren. Mørkt var det, men nu skulle vi anvises barak. En officer holdt en appel til os. Han lovede os meget godt, men vi spurgte, om vi fik noget at spise, i det mindste noget at drikke. Han lovede os vand. Der var en tankvogn, som skulle komme. Klokken 0.30 fik vi vand, men ingen kan forestille sig, hvordan det foregik.

        Vi var jaget ind i en barak til højst regnet 150 mand. Vi var over 300. Trætte var vi alle, så man faldt om med det samme. Vi lå sammenbøjet for at kunne ligge ned. Nu blev der sagt, at vi kunne få vand, og folkene blev helt ville. Barakken måtte vi ikke forlade. Hvis nogen gik ud, ville der blive skudt på os. Der kom en løjtnant, som tog nogle mand, der skulle give os vand. Der gik så et par timer med det, for det var jo svært at komme rundt imellem os. Man blev trådt på, og nogle fik vandet ned over sig.

        Klokken 6 skulle vi op. Så skulde vi have kaffe, og klokken 7 var der appel; men vi fik intet - jo, appellen var der, men intet at spise eller drikke, og vasket kunne man ikke blive. Klokken 12 var der middag - men heller intet at spise. Der var intet kommet ud til lejren af proviant. Endelig klokken 17 fik hver mand 240 g brød og en saltet sardin. Det var vores portion for den dag.

        Og nu kom natten. Igen havde man intet at foretage sig, og sulten var vi alle; men hvad skulle man gøre. Her havde man at lyde, vi kunne ingen krav stille. Næste nat oprandt, og den blev som den foregående; men nu begyndte man at tale sammen, om det skulle blive ved sådan. Vi fik så en barak føre valgt for hver barak, og de skulle så tale vores sag for lejerkommandanten. Ja, han lovede også meget godt, at det skulle nok blive bedre, når blot der kom system i det.

        Vi 40 danske talte så sammen, om der ikke kunne skrives til Gesandtskabet i Paris; men vi skulle have tilladelse til at sende det, så den måtte vi jo hente hos Chefen for lejren. Der skulle skrives på Fransk, men også det kom vi om ved, og et brev blev nu afgivet til kommandanten. Vi mente jo så, at der så skulle blive gjort noget for os, og Kommandanten var flink at tale med. Det var jo en fejltagelse, at vi var blevet anbragt i Koncentrationslejr - forliste søfolk, nej, det havde man aldrig hørt før ? Men tiden gik og vi hørte intet.

        Vi havde efter flere dages forløb opnået at få kogt vand med klatter i. Det skulle vel kaldes suppe. Det fik vi om morgenen, og til middag fik vi Spansk linsesuppe; men det smagte uhyggelig. Af  brød fik vi kun 200 gram om dagen, ingen kartofler eller grønsager i suppen, og der var vel ca. en stor kop hver gang. men vi holdt ud.

        Folk begyndte ellers at blive syge. Det var kun enkelte, men der var heller ingen hjælp at få. Der var nok en barak, som blev kaldt infirmeriet, og et par jøder var kommet der hen som læge; men de havde ingen medikamenter ud over lidt jod og gazebind. Et så simpelt middel som afføringstabletter havde de ikke, og maverne begyndte jo at komme i uorden på forskellige. En morgen så vi soldaterne komme bærende med en inde fra infirmeriet. Han var død. Han blev kørt bort i en lastbil. Så var han friet for sine pinsler.

        Vi blev forespurgt, om nogen ville melde sig til legionen eller ud at arbejde. Vi havde nu aldrig tænkt på at gå i krig og slå vores medmennesker ihjel, så vi sagde nej til legionen; men arbejde ville vi godt. Så gik tiden bedre måske. Der var også nok, som meldte sig til legionen, men det var folk, som var flygtet fra Tysk-land, og ikke kunne vende tilbage. De mente vel, at de måske slap med livet og så kunne få opholdstilladelse i Frankrig efter krigen.

        Nu skulle vi, som havde meldt os til arbejdstjeneste, til lægen og undersøges; men jeg ved ikke, hvad den undersøgelse skulle betyde. Der blev spurgt, om vi var syge. Så svarede vi nej, og så var det forbi. Vi ventede så på at blive sendt ud til det her arbejde, men hvori det bestod, fik vi ikke at vide.

        En morgen var der en fange, der gik helt af amok. Han blev skudt ned, og nogle andre blev arresteret; men hvad de havde forset sig med, kunne vi ikke forstå. Der skulle jo kun en ubetydelighed til.

        Så kom den 28. maj, da vi skulle bort fra lejren og til den her arbejdslejr. Dagen før blev vi visiteret. Alt skulle afleveres, både papir og penge. Vi opdagede, at hovedparten af jøderne havde tusinder af francs på sig, det var belgiske francs og hollandske gylden; men det var de jo ikke glade for, og mange blev gravet ned, så vi. Efter visitationen blev de så taget op igen. Jøderne var bange for at miste det sidste de havde. De fik udstedt en check på det beløb, de afgav, men de havde jo ingen garanti for, at de nogen sinde fik dem igen.

        Rejsen optog os alle sammen. Skulle vi nu på en køretur magen til den, vi lige havde haft? vi fik dog udleveret proviant til to dage, men vi fik intet at drikke på turen. Vi blev så ført op til kreaturtoget, og der blev anbragt 50 mand i hver vogn. Pladsen var mindre end på den første tur, men lemmene i siden måtte stå åben, så nu kunne vi få luft ind.

        Nu kørte vi atter gennem Frankrig, og vi var jo spændt på, hvor vi nu skulle sendes hen. Vi holdt øje med solen, og efter den kørte vi syd på. Det passede også, for om aftenen ankom vi til Bordeaux. Der var vi kendt med broen, der går over Garonne floden, og transportøren så man i det fjerne fra toget. Der skulle vi så holde. Soldaterne skulle vel spise, og anden maskine skulle der også for toget; men lemmene i vognene blev lukket, og vi var atter i mørke.

        Omsider kørte vi da videre igen, men vi måtte holde mange gange undervejs, og andre tog måtte passere os. Natten gik og en ny dag kom.                                                   

        Lemmene blev ikke åbnet, men ved forenet hjælp fik vi dem omsider ned, så vi atter kunde få lys ind til os. Vi havde intet fået at drikke i 24 timer, og vi kunne se rindende vand mange steder, men intet få. Så kom der heldigvis en regnbyge, og nogle holdt deres lommetørklæder ud for at få dem fugtet, og så vride et par dråber vand af dem. Alle lider jo ikke lige hårdt under tørstens kvaler.

        Ved middagstid kom vi til en plads, som hedder Narbonne. Der holdt vi måske en time. Så fik vi at vide, at vi skulle ud i nærheden af Pyrenæerne nær den spanske grænse, og efter to timers kørsel kom vi til en lille plads, som hed Elne.

        Vi måtte atter ud af toget, og blev inddelt i hold på 40 mand. Vi skulle køres i lastbiler til Camp Cyprien Pyrenees. Der kørte fem biler ad gangen. Så kom der en bil med soldater, som skulle køre bagefter for at passe på. De lå hen over førerhuset med geværet rettet fremefter. Igennem byen stod der gendarmer, og folk i byen råbte efter os. En gammel kone stod med en bredbladet økse og truede af os, og andre kastede sten. Ja, det var vel deres måde at byde folk velkommen på.

        Vi nåede så ud til lejren. Den ligger helt ud til Middelhavet. Vi blev atter talt op alle mand, om nogen var dessetere under vejs, og så fik vi en barak anvist. Stor blev skuffelsen, da vi så, hvad det var for forhold. Det kan dårlig beskrives.

        Her ud til Middelhavet, hvor det altid blæste? når vinden kom fra land, var den altid koldere, end hvis den kom fra søen, den blev ja presset ned gennem bjergene, og sandet røg os i øjnene. Hvis det skulles kaldes en barak, så er der hvis ingen, der har set sådan en før.

        Og tænk sig, at her havde 150.000 spanske flygtninge levet under borgerkrigen, mænd, kvinder og børn? Her var flygtninge endnu fra den tid, som ikke turde vende tilbage til Spanien, for det ville kun betyde: op af muren? De blev nu udnyttet af franskmændene; men der var alligevel forskel på dem og os. De gik frit omkring, men vi var under skrap bevogtning.

        Omsider fandt vi en barak, som var tildels tæt, men vi måtte ligge på det bare sand. Der var ingen halm. Næste dag blev vi beordret hen i en anden barak, de skulle nok bestemme, hvor vi skulle være. Vi kom nu sammen med 11 katolske Munke og Præster, hvad de nu ellers var, men det var ret fine mennesker. Vi passede os selv og lod dem og jomfru Maria og Santa Elisabeth passe deres.

        Efterhånden kom der ligesom en smugle bedre system med ordningen af kosten. Nu fik vi morgenkaffe, men den var tynd, og ærter fik vi to gange om dagen, men den der kunne finde en ærte i suppen, var heldig. Det var ærter som havde stået på et lager fra Spaniernes tid, Og nu var der gået orm i dem. Følgen blev, at mange blev syge. Nu fik vi også at vide, at 8 mand var døde af udmattelse på den sidste køretur.

        Der skulle nu indføres hårdere disciplin, men heller ikke det lykkedes rigtig for dem. Lejrløjtnanten, vi havde, var en ung fyr, så han skulle gerne vise sin myndighed; men jøderne havde for meget med ham at gøre. Vi var 2700 mennesker, hvor de 2000 var jøder. Der blev oprettet et kontor, hvor alt skulle gå igennem, og det var jøderne, der ledede det. I køkkenet var der jøder, og når der enkelte gange kom kød, blev der kun en mundsmag til os. Sukker til kaffen så vi heller ikke. Der blev oprettet en kantine, hvor vi kunne købe forskellige ting, men det var også jøderne der forestod den. Helt holde os borte fra, hvad der foregik, kunne de ikke; men så blev der oprettet en civil politi, og de skulle holde os borte. Hvis vi ikke adlød dem, kunne de indberette det for kommandanten. Så var det første gang, 2 dages arrest uden brød. Man kunne sige, at vi var faldet blandt ulve.

        For hver dag bliver der flere syge. På grund af manglende næring og ingen grønsager er her udbrudt dysenteri, og folk lider under det. Her er mangel på læger, men de står hjælpeløs overfor det. Medicin har de ikke, og de siger, man skal holde diæt, men hvordan skal man det, når man ikke får andet end suppe? ja, så må vi nøjes med tørt brød og kogt vand; men når vi kommer til køkkenet og forlanger vand, så har de ikke noget - medmindre du kan betale for det. Den smule stopmikstur, lægerne får, er ikke engang nok til halvdelen af dem, der er syge.

        Vi har måtte tage træ fra barakken, som vi har brændt til trækul og så knust og spist. Det hjælper. Vi tænker, de er blevet bange, for nu giver de os ikke ærter mere. Nu for vi bøndesuppe, og vi har fået finker at smøre på brødet om aftenen.

        De hårdest medtagne bliver lagt i barakker for sig, så de har lidt mere kontrol med dem, og nu får de kogt ris, men ikke ret meget. Folkene bliver mere og mere afkræftet, og nu begynder lusene også at komme. Her er vand nok, men sæbe ser vi ikke. Der er kommet ferskner. Vi får to grønne. Det er en stor dag for os, vi som ikke har set grønsager en hel måned. Ej heller fedtstof får vi, det mangler også.

        En fange har i nat hængt sig i infirmeriet. Han kunne ikke holde det ud for smerter. Han klagede sig ustandselig, og intet kunne han få, der kunne lindre. Man ser, hvordan folk må løbe for at komme på latrin, men mange gange når de ikke der over, så er det kommet i benklæderne, for det er ikke altid, de når at få dem ned. Så må de til pumpen og vaske dem, og ingen andre har de og tage på. Ja, der er ikke engang papir på latrinet, så meget kan de ikke give os. Folk bruger, hvad de kan få. Nogle har et lommetørklæde, som de bruger og vasker ud, for hver gang de har været der. Jeg for min part har taget min undertrøje, den eneste jeg havde, den bruger jeg der. Man må spare på den, der kan kun blive til frimærke størrelse, for vi ved jo ikke, hvor længe vi skal være der.              

        Nu er der døde 18, siden vi kom her, så en hver kan forstå, det er ikke under gode sundhedsmæssige forhold, man lever.

        Vi skal nu for en kommission. Hvad det er for en, vil tiden vise. Vi har skrevet til konsulen i Marseille, men intet hørt. Vi håber stadig, der skal komme nogen.

        Vi er 25 mand, som har fået oprettet et gymnastikhold for at foreslå tiden, for arbejde så vi jo ikke noget af udover at holde rent i barakken. Der blev dannet et fast hold til at renholde latriner. De fik et lille stykke brød ekstra.

        Der er ankommet en belgisk komite, som skal undersøge vores papirer. Vi skal nu i dag stilles for den. Vi kommer ind en af gangen og bliver afhørt: hvor vi er født, hvad vores forældre hedder, moderens pigenavn, og om vi havde været soldat, og hvad  våbenart vi tilhører, vores adresse i Danmark o.s.v. Vi er færdige med det. Så spørger vi, hvad det skal betyde, og får til svar, at hvis nogen bliver syge og døde, så kunne det meddeles de pårørende i Danmark. Så tænkte vi jo vores, for vi syntes ikke, det rigtig kunne stemme med de oplysninger, de skulle have.

        I nat har vi haft et heftigt tordenvejr, og regnen har strømmet ned; men i dag har vi fået det med varmen igen. Vi ser nu store formationer af flyvemaskiner komme hen over os og gå i sydvestlig retning. Alle slags rygter begynder at svirre rundt i lejren. Italien er gået med i krigen, og et stort slag bliver udkæmpet i  Mid-delhavet. Vi taler videre sammen om det, nogle siger: ja, så må de komme tilbage igen, og vi venter, for her i nærheden af Perpignan ligger to store flyvepladser; men det bliver aften, og der kommer ingen. Tværtimod begynder der igen at komme flere i samme retning som de første, og hele natten flyver de og næste dag med; men så kommer det frem, at der er sluttet våbenstilstand mellem Tyskland og Frankrig.

        Af Løjtnanten kan vi intet få at vide, men derimod bliver der givet ordre til, at vi skal gå som en slags politivagt i barakken om natten, og døren skal holdes lukket. Hvis nogen kommer ud, bliver der skudt med det samme. Vagtposterne udenfor lejren bliver forstærket. Der er kun et par meter mellem hver. Det kan vi ikke forstå, men så næste dag får en jøde en avis smuglet ind i lejren, og nu ser vi, hvorledes forholdene er ude. Frankrig har overgivet sig. Nu kan de ikke skjule det længere. Så forstår vi bedre de forholdsregler, de tog. De var bange for oprør i lejren. Vi er ca. 12.000 mennesker her af alle nationer, om det så er Javanesere, så er de havnet her. Jøderne er i flertal, men der er 1700 rigstyskere. De var bange for kampe i lejren, men det forløb meget roligt. Vi kan godt sige, at vi alle var udhungrede, så vi magtede ikke meget. Der var gået fem uger her, så vi var ikke i den bedste forfatning.

        Nu kan vi mærke, at soldaterne bliver mere ligegyldige. Nu taler de med de fanger, som kan fransk, og jøderne er ekspert i sprog. De får da også aviser hver dag, som de betaler med nogle få francs. De går så fra barak til barak, og tilbyder at læse dem, og så oversætter de dem til tysk; men så skal barakken betale 50 francs. Fin forretning, når man tager i betragtning, at der er hen ved 400 barakker i lejren, men adskilt med en pigtrådsspærring, så der bliver 60 barakker i hver afsnit.

        Soldaterne begynder at handle med chokolade og cigaretter, men kun i det små, for de må ikke for kommandanten. Jeg så fanger som købte en pakke cigaretter for 10 francs, og solgte dem stykkevis til 20 francs. Da soldaterne hørte det, forlangte de 100 francs for tre pakker; men så gik handelen i stå. Så blev priserne sat ned igen. Soldaterne ville jo gerne sælge. Nu kom der også brød i handelen. 35 francs for et brød, som kostede 3 en halv, så det var der rift om. Vi kunne intet købe, for penge havde vi ingen af, så vi så kun til.

        Nu af gik de 1700 tyskere. De skulle hjem til Tyskland. Hitler havde ved våbentilstanden forlangt, at de tyske, som var i koncentrationslejr, skulle frigives og sendes til den tyske grænse. Så tænkte vi jo, at næste gang måtte turen komme til os; men vi blev sørgelig skuffet.

        Man skulle synes, at nu måtte vi få mere at spise, men det blev mindre i stedet for. Nogle dage kom der intet brød til lejren, så måtte vi nøjes med små kiks. Vi fik enkelte gange tomater, og fire mand  om et løg. Så måtte vi op til køkkenet og se, om vi kunde få lidt salt, men det kunde vi ikke.

        Vi fik nu en ny lejerchef, og han skulle gøre det bedre for os, sagde han; men det så vi ikke meget til. Selv om han havde ville det, kunne han ikke, for der var alt for meget korruption indenfor det franske militær. De bedre forhold udeblev.

        Ved os Danske er der nu stadig 5-7 mand som ligger. Maven er fuldstændig ødelagt. Blodet løber fra dem. Jeg har lige været med til at bære en af mine kam-merater ned på infirmeriet, men jeg siger, at jeg vil ikke engang ønske min fjende der ned. En trækasse at ligge i og beholde tøjet på. Ingen tæpper. Og så var der gravet en stor spand ned, som de skulle forrette deres nødtørft på. Det stank være end på en destruktionsanstalt, og så i tusindvis af fluer, som summede omkring. Det var sygehuset i en fransk koncentrationslejr.

        Vi opnår nu tilladelse til at gå i vandet. Vi har snart gået her i to måneder og set på det blånende og skønne Middelhavet kun 50 meter fra det; men der var en høj pigtrådsspærring og soldaternes geværer, som holdt os borte fra det. Nu får vi lov at bade, og nu ser man hvordan folk sidder og piller lus af deres tøj, og forbit af dem over hele kroppen er de. Og så er her store sandlopper, som kan gøre livet pinefuldt.

        Hver mand får nu en kop rødvin om dagen, det skulle hjælpe på maverne; men vor er det surt og skimmelt, det er ikke første klasses. Men vi drikker det. Alt kan spises nu. Vi ser, når de kaster kødben ud fra køkkenet og over i møddingen, så falder de over dem som en flok sultne ulve og knurre af hinanden som dyr. Det er sørgeligt at se, men det er den nøgne sandhed.

        De 7 munke er rejst. De gav os lidt penge, og for dem har vi købt tobak. Vi kan få 10 gr. hver, det har vi ikke smagt længe, så det bliver en nydelse for mange. Og tænk engang, den franske stat har bevilget 30 gr. sæbe til hver mand. Nu overgår de sig selv. Det er første gang, man kan blevet vasket med sæbe, siden vi blev minesprængt. Man er ellers blevet solbrændt, men nu kan det ske, at det forsvinder.

 

        I dag ankommer 150 Hollændere og Belgiere til lejren. De kommer fra en anden lejr, men de skal samles her og gå som anden transport tilbage til deres lande.  Først skal de for en belgisk kommission, som er ankommet hertil.  Vi har talt med flere af dem, og de har været under samme forhold som vi. De fortæller, at de afgik med tog fra Tournai den 16. maj, men deres tog blev beskudt, og der var 120 døde. De var låst inde i kreaturer vogne, ligesom vi havde været, så de kunne intet foretage sig. Mellem dem var en fange, hvis hele klædedragt bestod af en imprægneret frakke. Det andet var faldet af sagde han.

        Vi får at vide at vi kan komme med en anden transport, som skal afgå, men kun til den tyske grænse. Vi siger ja, men samtidig får vi at vide, at de breve, som vi har skrevet til gesandtskabet og til konsulatet i Marseille, ligger på kontoret. De er aldrig kommet længere. Så kan vi bedre forstå at vi intet har hørt. Vi får i hast lavet et andet brev, og det får vi med en belgisk flyverløjtnant, som er her i byen, også som fange, men han kan gå og komme som han vil.

        Efterhånden er der kun få soldater til vagttjeneste, så nu begynder folkene at tage sig en tur udenfor pigtråden; men vi håber jo at komme herfra i nær fremtid, så vi vil vente og se. Vi taler dog tit om, at  skal vi blive, så må vi flygte, og det skal være medens vi stadigvæk kan gå. Der er sytten timer op over Pyrenæerne, og ind til den spanske grænse. Vi har 350 kilometer til Marseille, og under disse forhold er man i stand til at gå på, bare for at komme væk.

        Der bliver givet ordre til, at det kun er de Hollændere og Belgiere, som er mellem 17 og 35 år, som kan komme tilbage. De skal på arbejdstjeneste i Tyskland. Så vi andre må atter vente. Der skal 3.000 italienere af sted herfra. De skal før os siger de, så  skal vi komme i betragtning næste gang; men vi tror ikke på det. Nu venter vi på at høre fra konsulen.

        Vi har talt med lægen mange gange, om han ikke kunne gøre noget for os, så vi kunne få tæpper, for vi frøs om natten. Her er varmt om dagen men koldt om natten. Så nu i dag blev der sagt at vi kunne få dem, men hver mand kunne ikke få, så vi måtte slå os sammen. Så kunne der blive to tæpper til tre mand. Der var store huller i de tæpper vi fik. Laser som var kasseret fra militæret, men det var bedre end intet. Nu har vi skrevet til konsulen, om han kan hjælpe os med midler, så vi kan få lidt tøj, for mange af os har ikke noget. Det falder simpel hen af os. Der er flere som slet ikke har fodtøj eller undertøj.

        Der bliver givet ordre til, at alle under 18 år skal til en anden lejr, men vi har kun messedrengen, ud af os 40 dansker han den eneste, så vi syntes, det er synd, han skal med. For det første kan han ikke sprog, og når han så ikke er tilbørlig fræk, kan han slet ikke klare sig. Så vi har talt med skipper, at han må gå til kommissionen og være formynder for messedrengen. Skipper er det ombord, så må han også være det her.

        Nu får vi brev fra konsulen, at han skal sætte sig i forbindelse med gesandtskabet i Vichy og arbejde så hurtigt, han på nogen mulig måde kan, for at få os fri. Samtidig fik vi 4.000 Francs, men hvad er det til 40 mand, som er blottet for alt: men vi er indespæret og kan intet fortage os. Jeg håber adskillige nok forstår, hvad de er at henvende sig til en konsul. De er repræsentanter for det land, som de er udsendt fra, og skal hjælpe deres landsmænd, som er kommet i nød. Her drejer det sig ikke om en fuld fyrbøder eller matros, som er blevet agterudsejlet, men om 40 mand, altså om 40 mand, altså om danske søfolk, som uskyldigt sidder i fransk fangeskab, om de kan få 100 francs, 10 kr. i danske penge --- og hver mand har 1.00 kr. tilgode. I slutningen af konsulens brev står der, at yderligere hjælp kan ikke gives. Folk, som ikke beder om almisse, men kun har gjort deres pligt, skal de ikke give det svar.

        Vi må nu se, hvad vi kan udrette med de 100 francs. De fleste af os ville gerne købe for dem med det samme, så kunne vi måske blive mæt for en gangs skyld, men det går ikke. Man må have lidt til hver dag, så længe e kan strække til, og nu til aften får vi for første gang lobescoves. Det er jo bedre end suppe, men selv om det har navnet lobescoves, så er det kun kartoffelmos. Vi er nøjsomme, folk ude i det frie liv ville ikke spise det. Når man en dag ikke fik kød, skulle vi have fisk, og de blev kogt som de var , ikke gjort ren eller skyllet, og de lugtede, så de ikke var til at komme i munden, selv om vi var aldrig så sultne. Så var vi nogle fra barakken der gik med det samme og vi fik ikke noget andet. Så længe vi var i lejren, måtte vi nøjes med den behandling, vi fik. Vores barak føre fik den besked, at han kunne sige, når maden var god, men klage det kunne han ikke.

        Nu køber vi ris, så vi kan koge det i vand. Vi laver fyrsted i sandet og får fat i konservesdåser, som vi bruger som gryder, så vi på den måde kan stilne lidt for sulten. Salt udvinder vi på den måde, at vi henter vand i Middelhavet og stiller det i solen i vores spisebakker, så vandet kan fordampe.

        Vi har fået rotter og mus i barakken, og de kan holde os vågne om natten. Vi kan dårligt dele vores sparsomme brødration med dem, men somme tider har de været og gnavet i det. Så må vi undvære.

        Vi får en hollænder til at tage til Pergignan for  at tale med konsulen der, om han ikke kan gøre noget for os, når han nu får hele sagen forklaret. Vi mener det er bedre, og hollænderen kan tale fransk, så han kan bedre klare den en, der ikke kan sproget. Det er en Nederlandsk konsul. Vi fik den besked at konsulen intet kunne gøre for os. Så var vi lige vidt. Vi forbandede det hele ad helvede til. Ingen ville have noget med os at gøre, for den her med, som konsulen skrev, at de skulle gøre alt hvad de kunne, troede vi ikke på. Vi sad godt gemt hen og kostede ikke den danske stat noget.

        Det går efterhånden meget dårligt med at få proviant ud til lejren. Det er ikke hver dag der kommer brød, og det der kommer er bagt af muggent hvede. Forleden kom de med oksekød der var helt sort. Det måtte graves ned, det var ikke til at spise. Men franskmændene tænkte vel som så, at det var godt nok til fangerne.

 

        Vi har fået doktoren til at skrive en attest til os, som vi så vil sende til konsulen. Den lyder på at vi er underernæret i højeste grad, og at vi mangler alt, og de forhold kan intet menneske blive ved at leve under, uden at helbredet bliver ødelagt. Som doktoren siger, var vi søfolk mere hårdføre overfor livet end de andre.  Vi var i forvejen ikke forvent med luksus.

        Der kommer nu mange jødiske kvinder ud til lejren. De er blevet frigivet, mens mændene stadig er fanger, men de kan få lov til at tale sammen. Kvinderne og deres børn bor i Elne, en lille plads i nærheden af lejren. De får 10 francs om dagen, men så må de sørge for sig selv. De har et køkken hvor de kan tilberede deres mad. Hvor ser de dog ud! Den dag man så dem i Tournai, var de meget pæne, men nu! Ja, det kan dårligt beskrives. Jeg hørte en aften et par jøder stå sammen, og de beklagede den behandling, deres kvinder havde været ude for. Livet var ikke godt i koncentrationslejren.

        Vi har en fyrbøder, Anders, som kæmpede på de Allieredes side i sidste Verdenskrig. Han har fået tilladelse til at komme til kommandanten og tale med ham. Han vil se, om han kan blive fri og komme til at gå ude, men kommandanten siger til ham, at det kun varer to til tre dage, så vil alle danske være fri. Vi venter så og ser, om det skulle slå til denne gang. Engang må det vel komme. Men dagene går og der sker intet med os.

        En morgen er der stort slagsmål ved pigtråden, sort af mennesker. Det må vi ned og se! Det er en fange der har købt 15 brød af soldaterne, og brødet må kastes over pigtråden. Men manden får dem jo ikke alle sammen, selv om han har hjælpere. De havner hist og her, og der kommer til at flyde blod. Nogle af brødene bliver rykket over, når to mand fik fat i dem.

        Der udstedes en ny parole om, at vi skal inddeles i kompagnier på 250 mand, og så skal vi ud til arbejdstjeneste, hvorhen ved vi ikke, men jeg tænker, det er blind alarm, som alt andet, de foretager sig her, men tiden går da med det. Vi 40 mand bliver stillet op sammen med diverse nationer, som bliver blandet sammen for at danne et kompagni for sig. I dag skal vi have vores seng redt og renset for lus og lopper. Det består i at de par strå, vi har tager vi ud og brænder. Så graver vi sandet op , hvor vi ligger og sover, og blander det med klor. Men hvor det lugter! Det blevet vist ikke godt at sove der i nat. De har lovet os rent halm til aften. Det kom også men det var muggent. Nu er spørgsmålet bare, hvad der er det fineste parfume, muggent halm eller klor, men det må vi selv om for det bekymre ikke franskmændene.

        Vi stilles nu op til appel to gange om dagen. Vi skal tælles op, for der stikker nogle af hver nat. Optællingen foregår ved navneopråb. Det gør dog ingen forskel, for en mand siger stolt ja flere gange, så det er en dårlig kontrol.

        Hver enkelt mand bliver nu spurgt, om han vil blive i Frankrig, eller om han vil hjem til sit land – det er vel også kun en formular – men så får vi at vide, at det ikke gælder os, kun dem, som har noget udestående med deres fødeland og ikke vil tilbage.  De skal underskrive en slags kontrakt. Jeg tænker at de er solgt, når de har skrevet under, for så kan de vel sendes hen og arbejde, hvor det skal være – om det så er Djævleøen.

 

Her hørte Emil Pedersens dagbog op. Jeg sad overfor ham og undrede mig over, at den mand havde oplevet alt det, og jeg var spændt på at høre enden på historien. Det gjorde han – stilfærdigt og roligt;

        Så en dag kommer der en kommission. Vi troede det var en fransk civilkommission. Først fik lederen en liste over os

        Hvad er det her for noget, sagde han, 40 danskere?

Så kom vi til afhøring en for en.

Der går så 2-3 dage. Så kommer der en ind i barakken til os og siger:

Goddag kammerater!

Vi kigger på ham.

Goddag, sagde vi.

        Der kom en gammel mand efter ham, en tysk oberst med kejser Wilhelm skæg. Vi troede, det var konsulen fra Marseille. Han talte perfekt dansk.

        Jeg har set jeres papirer, hvordan er I kommet her?

Det fortalte vi ham så.

        Det var meget, sagde han. At de har arresteret søfolk, der er skibsbrudne. Det har jeg s’gu aldrig hørt før. Men det skal I ikke være kede af, inden 3 dage er I ude herfra.

        Det sagde vi jo tak til.

        Vi er tyskere, sagde han, jeg kommer fra den tyske kommission i Wiesbaden for at undersøge lejrene her.

        Det var i august måned, da Frankrig havde kapituleret. Ham der talte dansk, var civil. Den franske kommandant i lejren havde åbenbart ingenting at skulle have sagt.

        Så sagde han – den civile – til os:

I Danmark behandler de vist hestene bedre, de får da rent halm hver dag.

Hvad vi fik at spise? Spurgte han.

Det fortalte vi,

        Ja det var jo ikke meget, men nu skal I være ude om 3 dage, måske vil der løbe en dag på til; men mere end 4 dage skal I ikke få lov til at vente

 

        Det slog også til 3 dage efter var vi ude. Vi havde været der i 3½ måned.

Der kom en besked om, at vi 40 danske skulle stille op. Så kom en mand ud og læste en skrivelse op for os. Vi var frie, men vi skulle sendes af sted under bevogtning til Marseille og overgives til den danske konsul der.

        Der var to gendarmer med. Vi kørte i biler fra Elne til Narbonne – der var 350 kilometer fra lejren til Marsielle. Vi kørte fra lejren ved 3-4 tiden om eftermiddagen, og fra Narbonne kom vi med kreaturvogne, men vognene var rene. Vi ankom til Marsielle ved 9 tiden, det var en rejse på 17-18 timer.

        Vi så mere eller mindre farlige ud alle sammen. Vi var barbenede, og tøjet fuld af huller. Fra banegården marcherede vi til konsulen. Han anede ikke at vi kom. Så vi blev stående nede på gaden, mens en af gendarmerne gik op til konsulen. Han var en flink mand. Han var fransk mand, men talte perfekt dansk.

        Det første var at vi forlangte noget at spise, så kom sekretæren og sagde, at det kunne han ikke skaffe, men en sandwich kunne vi få, og det fik vi så i et værtshus og hver to glas øl.

        Så skulle vi havde tøj, og der var gode råd dyre. Konsulen havde ikke været i forbindelse med Danmark siden 9. april, og han havde ingen penge. Men han var flink. Det forenede havde en agent dernede, en franskmand, og ham gik konsulen ned til.

        Agenten stillede sig velvilligt, han sagde:

Ja, jeg har jo ingen garanti for, at jeg nogen sinde bliver agent for de forenede mere, men jeg vil låne jer 40.000 francs af min egen lomme.

        Konsulen skød også lidt til, og så måtte vi få tøj hver for 12 –1400 francs, så vi kunne blive klædt på.

        Vi fik undertøj, strømper og sko og det hele, og blev barberet. Nogle havde fuldskæg – og blev fotograferet. Jøderne i lejren havde barbergrejer, og dem havde vi andre lånt.

        Vi blev klædt på og kom til at sove nogle på konsulatet og andre på nogle værelser i nærheden.

        Det var lørdag da vi kom til Marsielle, og om søndagen skulle han skaffe logi til os alle sammen. Det var jo ikke helt let, men vi kom da ned på det franske sømandshjem og boede der og spiste på hotel. Hotellets ejer var hjemsendt fra kapitulationen. Konsulen betalte 45 francs om dagen for hver af os for kosten alene, vi fik morgenmad, frokost og middagsmad. Det var meget godt.

        Der var en sygeplejeske, dansker, som var kommet fra Paris, hun passede os. Hun havde passet et gammelt ægtepar i Paris. De flygtede ved kapitulationen, og nu var sygeplejesken kommet til Marseille. Hun oversatte for os og serverede for os sammen med en pige på hotellet.

        Der gik nogle dage, så forlangte værten 50 francs om dagen for hver. Vi spiste for meget sagde han.

        Giv os 45 francs om dagen, sagde vi til konsulen, så skal vi nok ordne der selv.

        Logiet betalte konsulen jo ved siden af.

Jeg sagde til en matros:

        Vi går ned i havne kvarteret, i en eller anden arbejderrestaurant, der får vi det for det halve.

        Vi kom ind på et spisehus, til en neger;

Hvad skal vi give for kosten her?

Ja-e, hvad skal vi sige…hvad er I for nogen?

Det fik han at vide.

Ja, så kan I give 22 francs om dagen.

Det er allright!

Men to dage er kødløs. Kan I lide kaniner?

Vi spiser alting.

        Og det var godt det vi fik. Så kan man jo se hvad den anden har tjent på os.

Først var det bestemt , at vi skulle rejse over Paris, men banerne var ødelagt, og så skulle vi over Grenoble og Schweiz. Vi skulle altså først have indrejsetilladelse til Schweiz. Det fik vi , så skulle vi havde indrejsetilladelse til Tyskland. Alt det bevirkede at vi fik 16 dage i Marsielle. Men endelig kunne vi komme af sted.

Hvad tid skal I af sted? Spurgte negeren.

Ja, vi skal af sted klokken 5.

Jeg har nu ellers ikke åbent på den tid, men jeg skal nok stå op og give jer et måltid mad.

Vi fik også et godt måltid mad, inden vi tog af sted, og et par stykker med os.

        Vi kørte fra Marsielle i bil klokken 6 om morgenen, til Geneve. Der ankom vi klokken halv ni om aftenen. Det var en dejlig tur. Vi havde jo stop undervejs. Det ene sted fik vi middagsmad, og så holdt vi en gang til om eftermiddagen ved en restaurant. Der fik vi en øl, og så kørte vi videre.

        I Geneve boede vi på det fineste hotel, jeg har været inde på. Det er det flotteste jeg har set, også der fik vi noget at spise. Vi var der fra om aftenen til næste morgen.

        På banegården fik vi rigtig kaffe og alt det franskbrød og smør, vi kunne spise og hver en pose med 4 rundstykker og en pølse, 2 æbler og en plade chokolade. Så rejste vi fra Geneve til Berlin. På grænsestationen skulle vi visitters, men vi gik glat igennem – to hold på 20 mand hver.

        I Berlin var der ingen til at tage imod os. Cooks Rejsebureau skulle sørge for os, så vi ringede til hovedkontoret. Der kom så en mand og vi blev installeret på 3 hoteller.

        Det varede to dage med at få indrejsetilladelse til Danmark – selv om vi alle sammen var danske statsborgere. Vi levede godt i Berlin, og boede også godt. I toget fra Berlin kunne vi ikke få noget, men vi fik middag på den tyske færge fra Warnemünde til Gedser. Vi kom til København om aftenen, og der var der søforhør. Søforhøret er noteret ind i ”Dansk Søulykke-Statistik 1940, udgivet af Ministeriet for handel, industri og søfart, bogen har nr. 144.

Punkt 116 på side 26 står følgende:

116. S/S Gorm af København, 2156 Register Ton Brutto Bygget 1916 af stål. På rejse fra Antwerpen med stykgods.

        Forliste efter eksplosion den 13/5 1940.  Søforklaring i Marseille den 20/8 1940. Søforhør i København den 5/9 1940. Forlisanmeldelsen dateret København 9/9 1940.

Klokken 750, da Gorm, der havde lods og belgisk pricemandskab om bord, befandt sig tværs af Zebrygge i en afstand af cirka 1½ sømil, indtraf en voldsom eksplosion. I løbet af cirka ½ minut stod forskibet under vand. Redningsbådene blev straks bemandet og firet af; men under nedfiringen blev bagbord’s redningsbåd fyldt med vand, hvorfor de ombordværende måtte springe i vandet. De pågældende blev kort efter taget op af styrbord’s redningsbåd samt af en redningsbåd fra en forbisejlende belgisk damper. Lodsbådene fra Zebrygge, der var kommet til stede, tog de redede, dere befandt sig i den belgiske dampers redningsbåd, om bord, hvorefter Gorm’s styrbords redningsbåd blev taget på slæb ind til Zebrygge, hvor en matros, der under nedfiringen af redningsbådene havde fået sin højre hånd beskadiget, blev indlagt på hospital, medens den øvrige del af Gorm’s besætning blev behandlet som krigsfanger.

Anm. Eksplosionen antages at skyldes krigsårsager.

 

Den danske fyrbøders beretning er endt – en beretning om et krigsforlis, en kamp for livet ”mellem vragstumper”, som han selv sagde, og 3½ måned i koncentra -tionslejr under de forfærdeligste forhold.

Jeg forstår ikke, at han ikke raser mod hele verden over denne uretfærdighed, men han sidder der foran mig og ryster blot på hovedet:

Ja, det er vel næsten, så ingen tror på det. Jeg undre mig jo selv over, at det alt sammen er rigtigt.

Han sidder lidt og fortæller andre småtræk fra sine oplevelser:

Vi lignede skeletter, da vi kom fra lejren. 1. mester havde tabt over 30 pund. De unge mennesker led for resten mest. En hovmestermath, en stor, kraftig fyr på 18 år, faldt om  af udmattelse. De der var under 18 år, fik lov til at komme over til de franske soldater for at få ekstra mad, når soldaterne havde spist til middag.

 
   

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

13.08 | 16:29

Hej Berill - google 000010026.jpg - 000010027.jpg - 000010028.jpg 000010029.jpg Der er billeder af Brattingsborg. Bygget 1896 - ophugget 1937. Hilsen KE

...
13.08 | 08:50

HELLO . MIN FARFAR SVEND MICHELSEN FRAN ODENSE VAR BRANDMAND PAA ET SKIB, BRATTINGSBORD I 1928 OF TOG AF BAADEN I PORTLAND . ER DER BILLEDE AF DEN BAAD ? TAK

...
01.08 | 08:51

Hey Olle- du skal blot google Elisabeth Boye så er der flere billedser af hende.

...
31.07 | 21:11

Vill järna ha ett bild av Elisabet Boje bygget på 50 talet ca 1000 tdw

...
Du kan lide denne side