Et medlem fortæller om sit liv til søs

Vi har modtaget fra Knud Erik Andersen (nyt medlem i Senior Sailors Dk) en beretning om hans liv til søs. Vi har lagt ham ind på tre sider det er en historie som vi nok alle kan nikke genkendene til. Skulle der være andre der også har en historie at berette fra livet til søs så lad os få den.

Mvh Jørgen Vikkelsø

Webassistent og Kasser

M/S Hubro af Oslo

Knud Erik Andersen vores nye medlem fortæller

 

Part I

Som svendborgdreng skulle man ”selvfølgelig ” til søs, alt andet var næsten utænkeligt. Sådan var det i hvert fald i min optik den gang. Havde ellers fået en læreplads som elektriker hos Rudi El i Svendborg – men nej – det var udlængslen der trak i en.  

Vi skriver sommeren 1958, på det tidspunkt sejlede et tysk tur skib mellem Svendborg og Kiel eller Flensborg 1 gang om ugen mener den hed ”Seute Deern ” Sådan en sprittur skulle man da deltaget i, så jeg havde lige fået mig et pas – så alt var ok.

Men sådan skulle det ikke gå, for en sen eftermiddag var der ankommet et norsk fragtskib i havnen, ” Hubro af Oslo”. Ned og snak med søfolkene – de skulle have nye folk ombord. Næste dag op til kaptajnen – jo der var hyre at få som messegut for mandskabet. Søfartsbog det havde jeg ikke – kunne sejle på passet- nåh ja man var jo kun 15 år.

                                                                                            

                                                                                                Mønstrede d.2.juli 1958 – sammen med 2 Nyborgdrenge – Ole Jørgensen og Svend samt matros Villy Emmanuel Petersen også kaldet ” Sorte Villy ”, han var faktisk som en far for der ombord. Han tog med mig op på forhyringskontoret for at få en søfartsbog – jo der skulle være orden i tingene, som han sagde.

Fra Svendborg gik turen til Vejle - Horsens – Århus hvor næsten hele dæks og maskinbesætningen blev uskiftet til dansk besætning – derfra til Frederikshavn for at gå på værft. Ca. 14 dage.

Fra Frederikshavn gik turen til Antwerpen – over det store hav – med søsyge til følge det var sgu ikke spor sjovt – tænk hvis ens karriere skulle ende her – utænkeligt – bed tænderne sammen. Næste havn var Lissabon – Biscayen – endnu en omgang søsyge – det måtte vel holde op engang.

Fra Lissabon gik turen til San Juan - Porto Rico med stykgods, videre til La Guaira og Porto Cabello i Venezuela. Det var nok noget af et kulturchok at se de faldefærdige blikskure som begge byer var klistret til med hele vejen op ad bjergskråningerne – det havde man ikke lige hørt om i skolen derhjemme at sådan kunne folk også bo.

Næste stop for bunkring blev Aruba, for en kort bemærkning, så til Cuba.

Manzanillo – San Ramon en meget lille dejlig by, for at laste sukker. Havnen – hvis man kan kalde det en havn – bestod af en meget lang anløbsbro med jernbaneskinner og en stor anløbspier for enden af denne.

Vi skriver her august 58 - det var her i bjergene Sierra Nevada bag os. at en vis herre Castro slog sine folder – det kunne både ses og høres at der blev skudt ganske få kilometer fra os. På trods af den alvorlige situation i landet var de indfødte cubanere på dette tidspunkt ikke særligt foruroliget eller også viste de det ikke over for os. Vi var så heldige at blive inviteret ind hos private om aftenen - de var virkelige venlige og altid med et smil på læberne. De var også ombord for at besøge os.

Mener at kan huske at vi lå der i 14 dage – så det var lidt trist at skulle sige farvel til de dejlige mennesker vi havde mødt der. Men til søs skulle vi jo- så hasta la vista.

Bremerhaven skulle være næste stop – hvis ikke – en lidt tragisk hændelse var indtruffet efter vi havde forladt Cuba.

Vores dæksgut – Per Andersen fra Brabrand ved Århus fik lungebetændelse. De første dage lå han henne agter i sin køje – ingen penicillin – ingen behandling – husker ikke hvor længe han lå der, før han blev flyttet op på sygelugaret. Der blev sat vagt ved ham, for han blev dårligere og dårligere. På et tidspunkt satte man så kursen mod Bahamas. Den morgen hvor vi senere skulle ankomme senere på dagen – kom Villy, som havde siddet vagt hos Per, ned i messen og sagde at hvis vi ikke snart var inde, så overlevede Per ikke. Hvad Villy ikke vidste var, at da han sagde det – var Per allerede død.

                                                          

Vi ankom til Bahamas kl.1000 om formiddagen – det Norske flag på halv og karantæneflaget sat. Pers kiste blev fuldt til Danmark af et dansk ægtepar som boede på Bahamas.

                                                                                                 

                                                                                           Jeg fik senere et avisudklip fra Svendborg Avis, hvor dødsfaldet var omtalt. Der stod bl.a. at Per havde købt en radio til sin mor og at han ville stoppe med at sejle og hjælpe hende med landbruget når han kom hjem.    Æret være Pers minde.

Ankommer Bremerhaven midt i sept. Hvo Villy mønstre af tillige med flere af dæks og maskinfolkene. De 2 nyborggutter rejste også hjem, så det var pludselig noget af en omvæltning. Jeg var som sagt messegut for mandskabet – 1 styrmand ville have mig på dækket – Maskinchefen at jeg skulle ned i maskinen som maskingut – kokke som var belgier ville have mig som koksmath – jeg valgte koksmath. Det var en tysk messemand på 21 år som afløste mig som messegut.

Min første dag som koksmath blev min første og også sidste. Sådan at forstå dagen gik godt – efter udskejning gik messemanden og jeg i land ind på en havneknejpe  ved havnen. Pludselig fik jeg helvedes undt i maven – du skal bare have en varm grog sagde min ven – men det hjalp overhovedet ikke tvært imod. Vi gik ombord fik fat i 3 styrmand (han var skide fuld) men han må åbenbart havde haft forstand på hvad der kunne være galt – konklusion – blindtarmsbetændelse.

Blev kørt på hospitalet opereret næste dag – alt gik godt. Kom hjem efter 14 dage.

 

Efter at have gået hjemme og rekreeret i 1½ måneds tid var det atter tid at komme til søs igen. Mønstrede 18.nov.5 Denne gang med det gode skib ” A.E.S ” af Svendborg. Min rigtig gode kammerat fra Svendborg Per Preben Olsen og jeg skulle mønstre i London – Per som officers messedreng - jeg som salondreng. Da vi ankom til London var skibet endnu ikke ankommet. Vi tog ind til den Danske Sømandskirke hvor ”Vorherres Donkeymand” hjalp med hotel medens vi ventede på at A.E.S. skulle komme. Kaptajnen var den navnkundige ”Cremona Petersen” (gik ned med Hanne S. ved Grønland).1.styrmand var Westergård som var gift og boede i England. Husker også at en af letmatroserne var Jørgen Johansen – søn af lodsen i Tankefuld.

Der var 12 passagerer ombord, en af dem var F. Holm Hansen som havde opholdt sig meget på Falklandsøerne og som har skrevet (Spøgelsesskibe og søelefanter).

Det blev for mig den korteste sejltur i min tid til søs. For efter et kort ophold på Gran Canaria hvor vi bunkrede, satte kursen mod Falklands øerne. Måtte jeg krybe til køjs med lungebetændelse. Det gik jo mod ækvator og det blev varmere og varmere, men jeg lå i køjen med tyk tæppe over mig - fik meget penicillin hverdag - feberen steg og jeg lå hen i en døs af feber – ingen tænkte på at fjerne tæppet fra mig så jeg kun lå med et lagen.

Da vi havde den brasilianske kyst i ca.  4 timers sejlads, besluttede skipper at sejle ind til Vitoria i Nordøstbrasilien – hvor jeg kom på hospitalet. Skal ikke her trætte læserne med mit ophold på sygehuset. Når jeg tænker tilbage – en 15 års dreng med lidt skoleengelsk i et portugisisk talende land – godt man har to hænder til at gestikulere med.

                                  

Opholdet varede 8-10 dage, fløj ned ti Rio de Janeiro hvor en medarbejder fra den Danske Ambassade hentede mig og kørte mig ud til Ambassadøren privat- som han sagde: du skal ikke gå for lud og koldt vand i weekenden. Meningen var at jeg skulle med D.F.D.S ”TEXAS” hjem som passager. Rederiet fra Svendbor mente at jeg skulle arbejde mig hjem til Danmark – det var Ambassadøren ganske uenig i den afgørelse. Mandagen før jul i 58, kom jeg så ombord på Texas hvor jeg gik lidt til hånde med bakstørn både midtskibs og hos dæksdrenge ude agter.

Sejlede lidt op og ned af den brazilianske kyst, for at vende snuden mod Danmark. Ankom til København uden penge til at komme til Svendborg for, blev her hjulpet af Jacob fra Sømændenes Forbund. Således endte min korteste forhyring med A.E.S.   

 

                                                    

Næste skib var ”Marius Nielsen” fra rederiet Progress, det var i marts 59 mønstrede som officersmessedreng – i min søfartsbog står der hovmestermath – nå nok om det     Hovmesteren var E. Petersen fra Fanø og kokken Poul Svendsen Svendborg af matroserne husker jeg Mayntz Jensen fra Svendborg -  2 brødre fra Svendborg letmatros Tommy Rasmussen og store broderen der var matros – husker ikke navnet på ham. Da jeg var ombord i 11 mdr. har der selvfølgelig været mange flere, men det er dem jeg husker bedst der var også 2 kammerdrenge. Den første hed vist Alex – men han var kun ombord i kort tid. Han blev afløst af Bent Christiansen fra Køge.

Tur 1.  gik fra Svendborg værft op til den svenskeøstkyst, hvor vi lastede træ til Algeriet ”det var jo på det tidspunkt hvor franskmændene var ved at blive smidt ud af Algier. Men på denne tur var det dog trods alt forholdsvis roligt, så vi kunne da gå en tur i land”.

Fra Algier sejlede vi til Spanien, nærmere bestem Santa Pola nær Alicante, her skulle vi laste salt til Grønland. Der var ingen havn, så saltet kom ud i store pramme. Om aftenerne sejlede vi med slæbebådene ind til land, men her var ikke ret meget bebyggelse end et hus hvor en Francosoldat havde til huse sammen med sin familie.

 Vi blev inviteret inden for til aftensmad – en ting som står brændt ind i min hukommelse her var, at husets 2 årig drak rødvin til maden – det har nok været billiger end vand .

Turen fra Spanien til Grønland var et mareridt – led søsygens kvaler – men arbejdet skulle passes – selv om det var for små omdrejninger så gik det alligevel.

Det skal her indføjes at når man sejlede på Grønland skulle man have en såkaldt ”kendtmand” ombord –”det var gerne en fra Grønlandske Handels styrmænd”.

Har, når jeg tænker tilbage på Grønland, at man ikke behøvede at bruge rød og grøn signalføring for at markere havneindsejling – det man blot skulle se efter, var en helvedes masse røde og grønne tomme ølkasser – forstå det hvem der kan – hvad ligger man og sejler øl i så store mængder til Grønland for – det var et uglegylp.

Egedesminde var første stop, så ned langs vestkysten med anløb af flere havne – alle sammen med dejlige oplevelser. Grønland er jo et smukt land, men med en barsk natur – en oplevelse jeg nødigt ville have været foruden. 

Ned til Ivigtut for at laste kryolit - et kryolitbrud som i dag er lukket.

Philadelphia skulle være næste havn – turen gik gennem Belle Island Strait hvor der ofte var isbjerge og tåget vejr, forbi Nova Scotia. Ned til Delaware River til Girard Point hvor vi skulle losse kryolitten. I Girard Point lå også et stort marineværft og marine støttepunkt – hvor der lå opmagasineret flere gamle slagskibe som havde været med i 2 verdenskrig - et imponerende syn.

                                     

                                       

Efter at have lagt til kajs kom de amerikanske myndigheder ombord – vi skulle bl.a. stille til ”pikparade” i salonen alle mand - frem med sjoveren, man skulle tjekkes for kønssygdomme ellers fik man ikke landgang.

I Phil. havde jeg min første og eneste ½ fridag i de 11 mdr. jeg var ombord – det var efter middagsskafningen og resten af dagen.

Husker at jeg var med brødrene Rasmussen i biografen om aftenen – når jeg husker det som var det i går – skyldes det at det er den eneste gang jeg har set en film i en bue på 180 grader – d.v.s. det var 3 kameraer som kørte på samtidig - flot og imponerende film.

Fra Phil. tom til New Brunswick efter træ til Belfast – vi lastede i flere små dejlige byer – da havnen oftest lå lidt væk fra selve byerne var det næsten en selvfølge. At gik man på landevej, fik man altid et stop indtil selve byen. En af byerne vi lastede i hed Parsboro, det var i bunden af Bay of Fundy – her var der en tidevandsforskel på 13 meter, d.v.s. at når det var ebbe så lå skibet på bunden af havnebassinet.

Belfast - en dejlig by med store skibsbygger traditioner bl.a. TITANIC, som den nok mest berømte og kendte. Om aftnerne var vi til ballroom enten i den katolske eller protestantiske sømandskirke. Dette var jo før urolighederne i Nordirland brød ud.

Husker ikke rigtigt hvor vi lastede kul, men vi skulle til Enstedtværket ved Åbenrå.

Her afmønstrede Alex og jeg fik en ny roommate Bent Christiansen fra Køge – alletiders kammerat.

Så gentager turen sig – Sverige – Algeriet.

Mener det var i Skellefteå vi lå sammen med Hugo Nielsen, hvor kaptajnen Charles Heerup Jensen (Charles Vindøje) havde sin hustru og datter Marianne med ombord – ja forelsket det var jeg og da det var os som først afsejlede var det med store kærestesorger – tro mig det var sgu ikke sjovt.

En aften medens vi lå i Algier, var vi drenge gået i biografen. På dansk hed den ”Indien i flammer”, den var selvfølgelig synkroniseret til fransk, så det var så som så hvad vi fik ud af den. Midt i filmen var der pause og vi benyttede pausen til en tur på toilettet. Se nu har jeg altid haft det svært med at lade mit vand i andres påsyn. Da vi kom ud på toilettet stod der en soldat i kampuniform, som også havde et nødvendigt ærinde der. Jeg siger så til gutterne ” jeg kan sgu ikke pisse når der står en og kigger”, hvortil soldaten svarede på fejlfrit dansk” så lad da være”. Han var fremmedlegionær og lå i såkaldt akklimatiseringslejr – han havde været med i de hårde kampene omkring Sidi Bel Abdes. Men skulle være i Algier i 14 dage, før han måtte rejse til Paris , hvor hans moder kom for at besøge ham. Han måtte jo ikke forlade fransk territorium før hans kontrakt med fremmedlegionen udløb om 2 år.

Efter at have losset træ i Oran og Algier, sejlede vi til Namours . Der skulle lastes noget mærkeligt hø -  halm eller søgræs – ved ikke rigtigt hvad det var, men vi lignede en flydende bondegård – det var kun lige styrhuset der var fri, så meget dækslast havde vi. Det skulle til Skotland - vist nok til at lave det engelske pund af. 

Medens vi lå i Namours kørte der pludseligt flere militære køretøjer op langs skibet og ombord vrimlede det med fremmedlegionærer, som kom ombord for at gennemsøge skibet - vi blev alle kaldt op på båddækket fik udleveret vores pas af skipperen, vi blev så tjekket af soldaterne. Det store postyr skyldtes – sagde man – var at 2 danske legionærer var deserteret fra en nær liggende kasserne. Man fandt ingen renegater.

Lasten skulle losses i Leith havnebyen til Edinburgh – derfra til Methil, som lå ovre på den anden side af Firth of Forth – her vi lastede kul til Grønland.

Grønland -  hvor vi lossede kul - laste kryolit til Philadelphia – New Brunswick træ til Belfast. Skulle faktisk have været på Sømandshøjskole i Svendborg på det tidspunkt hvor vi ankom til Belfast. Men omkostningerne ved afmønstring og betale min afløsers rejse til Irland var mere end en messedrengs hyre kunne række til, så jeg måtte tage en tørn mere.

Og så er det her der er et hak i min harddisk – kan ikke huske hvor vi sejlede fra Belfast. Det næste jeg husker er at vi losser noget bulk af en slags i Emden og derfra til Immingham ved Hull. Som jeg husker det, holdt vi nytår i søen og vi 2 drenge fik lov til at spise sammen med alle officererne i salonen, folkene fra agter spiste i officersmessen og at maskinchefen Herman Hermansen fra Marstal hjalp til med opvasken om natten.

Husker vi har været i Bilbao – Bari i Italien – men det står hen i det uvisse hvornår og i hvilken rækkefølge.   I marts 59 -  anløber vi Rotterdam hvor jeg afmønstrede for at komme hjem på skole. Det var lidt vemodigt at skulle sige farvel til noget som havde     været mit hjem i næsten et år, for det var virkeligt et dejligt år jeg havde haft ombord, trods kun ½ fridag på 11 mdr. arbejde fra 0600 til ca. 1230 igen 1430 til ca. 1830 hverdag - lør – søndag, påske pinse og jul når vi var i havn. Og op hver 2 nat når vi var i søen for at purre 1.styrmand og 2.mester så de kunne komme på vagt og give de fratrædende kaffe. Og så taler vi om en månedshyre 172 - 176 kr. om måneden ingen overarbejde eller andre tillæg af nogen art. Kald det rovdrift på ung arbejdskraft, sådan var betingelserne denne gang, man har vel været tilfreds med tingenes tilstand ellers var man vel holdt op.

Startede den 1/3  til  31/5  1959 på Sømandshøjskolen i Svendborg.

Delte kammer med Børge fra Klitmøller – husker ikke hans efternavn.

Havde en dejlig tid på skolen – med mange gode kammerater

                                                                                                  

                                                                                            

 

En episode jeg erindrer som var den i går, var en ro tur med den store travalje rundt om Tåsinge. Sejlede vest ud af Svendborgsund – holdt middagshvil ved Monnet. Havde madpakker og en 5 liters flaske hvidtøl med – det var en hyggelig tur. Da vi skulle sejle videre gennem Siø broen begyndte det at blæse op. Tværs over Lunkebugten (øgenavn Lumskebugten for den kunne være temmelig uberegnelig).

2 åretag frem 1 tilbage – 4 timer tog det os at ro tværs bugten – blev passeret af Langelandsfærgen – og vi jokede med, at det ville være nemmere, hvis vi kunne få en line over så den kunne have os på slæb. Vel tilbage på skolen var vi så sultne, at vi spiste så meget, at der måtte brases kartofler 3 gange, så sultne var vi.

                                                                     

Samme dag skolen var færdig, mønstrede jeg ”LILY NIELSEN” som dæksdreng. Hvem var skipperen – Charles Vindøje, som jeg før har omtalt, min gamle kærestes far. Ombord var også:

Matros Sven Osborn fra Norge – matros Jørgen Christensen Svendborg – matros Stanislav Galdyn  Nakskov – letmatros Vagn Simonsen Fangel ved Odense – 1 letmatros fra Odense KJ. ( gik på sømandsskole med  ham ) - ungmand Flemming fra København.

Fra Svendborg gik turen til Sverige for at last træ til Algeriet. Så Santa Pola efter salt til Grønland, vi lå for anker da der jo ingen havn var der.

I Santa Pola var der en restauratør som skulle emigrere til Canada, han havde sådan set fået hyre ombord som motormand, så han selv kunne tjene sin overfart til vi kom til Canada. En aften var vi 5-6- stykker som havde taget turen i taxa til Alicantefor at gå i byen. Næste morgen mødtes vi i en park, flade og med tømmermænd – hvad gjorde vi nu – ingen af os havde flere pesetas tilbage. Vi fik fat på en taxachauffør som var villig til at kører os ti Santa Pola. Her henvendte vi os til den omtalte restaurantør for at låne penge til taxaen, meningen var så at han skulle have pengene tilbage i dollars. Desværre for ham, var at emigrationspapirerne ikke var i orden så han kom ikke med os. Pengene fik han i stedt udbetalt i pund, da skipperen ikke havde andet valuta ombord inden vi skulle sejle.

Turen til Grønland var med dårligt vejr – ingen søsyge denne gang.  Lossede salt i flere havne i Grønland - til Ivigtut for at laste kryolit til Philadelphia. Medens vi var i Godthåb, lå der en af den amerikanske coast guards skibe ”Westwind”, samt en ubåd ”Archerfish”. De lå fortøjet uden på os, så når de amerikanske marinere skulle ombord på deres respektive fartøjer, skete det på dækket tværs over ”Lily”.

En sjov historie – men sandt.   Letmatrosen havde nattevagt, og mens vi var i land om aftenen, så lejede han vores køjer ud til de amerikanske marinere, som havde fået dame på krogen. I dag ville man vel kalde ham bordelvært.

Som dæksdreng var det mit job at gøre bakstørn henne agter. En dag kom KJ. Og bad mig om at hente et eller andet hos høkeren, jeg sagde at, det kunne han selv  gøre, hvor efter han sagde at, han var letmatros og jeg var dæksdreng, så det jeg havde bare at makke ret. Da det kom de andre for ørerene, blev han simpelt hen mobbet. For som der blev sagt – her agter er alle ens uanset stilling.

Om det var skyld i at KJ. Ikke var ombord da vi afsejlede Ivigtut, vides ikke, men fakta var at han ikke var at finde ved afgang. Så vi sejlede 1 mand for kort, indtil vi kom til Canada.

Ivigtut – Philadelphia – Grande Valle i Canada efter træ til Manchester, det var en lille hyggelig by i den fransk talende del af Canada. Indbyggerne inviterede os hjem til spisning og dans flere gange på de ca. 14 dage det tog at lastede træ. I Grande Valle blev der rokeret rundt på dæksbesætningen. Ungmanden blev letmatros – jeg blev ungmand – (havde kun 3 mdr. som dæksdreng). Ved ankomsten til River Mersey ”Liverpool”, havde vi slagside, så lodsen nægtede at sejle ind på Manchester kanalen før skibet var rettet op. Det gav os en nat i havn, hvor vi var nogle stykker som kørte til Liverpool.  Turen gik derefter til Methil i Scotland efter kul til Grønland. Atter en tur med kryolit til Philadelphia, træ fra New Braunswick til Belfast.  Efter ½ år anløb vi København hvor hele dæksbesætningen afmønstrede.

Kom ud at sejle med ”CARL” af Nakskov – (Sukkerfabrikkernes), som ungmand, var der kun kort tid. Vi sejlede en del på Gotland efter kalksten til sukkerfabrikkerne her hjemme. P.g.a. at lugerne var ganske små, var det nødvendigt at lempe kalkstenene ud i borde, det var os ungmænds job, for det fik vi fra afskiberen hele 10 svenske kroner – en fyrstelig hyre.  Blev nødt til afmønstre  p.g.a. sømandsstrejken i 1961.    Da strejken var slut var næste hyre ”ESSO ODIN”, som ungmand.

C.Mortensen fra Nyborg var kaptajn ombord. Den bedste kaptajn jeg har sejlet sammen med i min tid til søs. Han var kaptajn når han skulle være det, og en god kammerat når vi var i byen sammen, forstod man at kunne skelne mellem arbejde og fritid, så havde man det rigtig godt ombord.

Mønstrede 3 gang – forstået på den måde, at var der ikke noget at sejle med, blev man afmønstret for så at mønstre igen når der var fragt. Derfor sejlede jeg sammen med en del forskellige folk: J.Johansen  Svendborg  og P.Lindenborg  Nyborg de var begge faste matroser. Som messedrenge husker jeg især 2 ved navne, nemlig James fra Nyborg ( han gik ned med Kaptajn Nielsen ude i Australien) samt Jens Theander fra Kastrup ( senere kendt som direktør for pornomagasinet Color Climax ) men han måtte mønstre af da han var søsyg, hver gang det blæste en lille smule. Som anden ungmand var Svend Lauritsen fra Lyø, en vældig god kammerat med stort K. Da Svend havde sejlet med skoleskibet ”Danmark”, havde han hurtigere aftjent sin tid som ungmand, og ville så mønstre af for at komme med andet skib som letmatros.   Kaptajnen kontaktede  Sømændenes Forbund, for at høre om man kunne mønstre Svend om til letmatros i de resterende måneder, jeg manglede som ungmand. Det var så meningen. at vores afløsere begge igen skulle være ungmænd. Som begrundelse til Forbundet var, at vi 2 drenge gik godt i spand, dette arrangement blev godkendt fra Forbundets side. Så Svend og jeg afmønstrede 28.12.1961 . Det var vemodigt at skulle sige farvel til alle ombord, men særligt til Svend, da han var en meget god kammerat. Han har senere bl.a. sejlet som skipper i Stevns bådene og indtil sin pension var han skipper på Fåborg – Lyø færgen. 

Forsætter på side 2 

 

     

 

 

 

   

M/S A.E.S Rederiet A.E.Sørensen Svendborg
DFDS M/S Texas var med som passager.
M/S Marius Nielsen
Sømandselever Sømandshøjskolen Svendborg marts - maj 1960
M/S Lilly Nielsen
Sukkerfabrikernes Carl af Nakskov
M/T Esso Odin

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Bo Kølleskov | Svar 22.06.2016 09.49

Flot skrevet, er utrolig stolt af at jeg kan læse om min dejlige far her inde på din side , jeg er ligesom lajka og Kim søn af Willy ( sorte Willy )

Lajka Julie Knudsen | Svar 22.06.2016 01.36

så flot skrevet, jeg er stolt af at kunne læse om min dejlige far her på siden, ja jeg er datter af Willy også kald sorte Willy.

Kim Petersen | Svar 17.06.2016 13.04

Knud Erik Andersen
Du er velkommen til at kontakte mig på 3morfarkim@gmail.com

Kim Petersen | Svar 17.06.2016 13.02

Hej Knud Erik Andersen
Jeg har læst dit opslag og kan fortælle dig at jeg er søn af Willy Immanuel Petersen (også kaldet sorte Willy) Har selv sejlet i 19 år.

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

14.10 | 14:27

Desværre døde min svoger i lørdags. Så jeg kan ikke vise ham billedet. Men tak for hjælpen. Hans navn var Carl Johan Wiltoft Sørensen, kaldet Calle

...
13.10 | 14:35

Da jeg skulle afmønstre nåede vi ik tidevandet så vi hang på grunden natten pver

...
13.10 | 14:34

Hej jeg har desværre ikke noget foto men jeg husker også at der var en høj meget tynd fyr der dannede par med en tynd lyshåret pige ombord

...
13.10 | 13:41

du kan finde billedt under skibs foto 2
har selv sejlet med Banana fra nybygning

...
Du kan lide denne side